Er vi ikke lykkelige, her står jeg midt på gulvet med åben overfrakke og spørger: ”Skal jeg tage noget mad med på tilbagevejen?”, selv om du godt ved, at jeg ikke har nogen penge, og selv om jeg ved, at jeg aldrig kommer tilbage. Du bliver alene og snart slipper brødet op, der er næsten ikke noget tilbage, koksene til kaminen slipper op, strømmen bliver afbrudt, fordi regningen ikke er betalt, og så, dit visum! Du bliver nødt til at rejse ud af landet, men hvordan kan du gøre det, når du ikke har penge til en billet? Jeg synes, det er synd for dig, jeg lokkede dig hertil, og nu ser du fortrøstningsfuldt på mig og siger: ”Køb lidt ost.” Ost! Fatter du virkelig ikke, hvor latterligt det er i netop denne situation at tale om ost? Jeg driller dig kun, du har ret: vi skal netop tale om ost, vi skal spise ost, vi har allerede alt for længe levet af radiser og salt, jeg vil købe en så stor ost, at den rager ud over bordkanten, og så sidder vi på gulvet med korslagte ben, du på den anden side af bordet og jeg på denne side, og vi ser, hvordan osten græder, og jeg er væk, gennemgår regnskaber i et fremmed land eller er på løvejagt i Afrika.

Pentti Saarikoski: Tiden i Prag