Indbydelserne fra de forskellige romerske kulturinstitutter og alle andre private indbydelser smed jeg straks i papirkurven sammen med et par breve, som jeg allerede ved en overfladisk betragtning kunne se var trussels- eller tiggerbreve fra folk, der enten vil have penge af mig eller besked om, hvad jeg egentlig havde i sinde at opnå med min måde at tænke og leve på; disse breve refererede til et par avisartikler, jeg havde skrevet i den sidste tid, og som ikke passer disse mennesker, fordi de naturligt nok er tænkt og skrevet imod alle disse mennesker. Brevene var naturligvis fra Østrig, skrevet af folk, der forfulgte mig helt til Rom med deres had. Jeg har i årevis modtaget den slags breve, der aldeles ikke, således som jeg først troede, er skrevet af forrykkte, men af personer, der rent fakstisk er myndige og juridisk uangribelige så at sige, og som nu truer mig med bl.a. forfølgelese og drab på grund af, hvad jeg har offentliggjort i de mest forskellige aviser og tidsskrifter, ikke bare i Frankfurt og Hamburg, men også i Milano og Rom. Jeg trækker uophørligt Østrig i skidtet, siger disse mennesker, hjemstavnen nedrakker jeg på det skammeligste, når og hvor jeg bare kan, pådutter jeg østrigerne er gement og nederdrægtigt, katolsk-nationalsocialistisk sindelag, selvom sandeheden er, som disse mennesker skriver, at dette gemene og nederdrægtige, katolsk-nationalsocialistike sindelag slet ikke findes i Østrig. Østrig er ikke gement, og det er ikke nederdrægtigt, det har altid været et dejligt land, skriver disse mennesker, og det østriske folk er et agtværdigt folk. Sådanne breve har jeg altid smidt væk med det samme, også i morges.

Thomas Bernhard: Udslettelse