Han ville være kunstner, livskunstner var ikke nok for ham, om end netop dette begreb er det eneste, der gør os lykkelige, hvis vi er klarsynede, tænkte jeg. Når alt kommer til alt var han forelsket i sit forlis, hvis ikke ligefrem forgabt, tænkte jeg, ja, indtil det sidste holdt han hårdnakket fast i sit forlis. Jeg kunne faktisk sige, at han ganske vist var ulykkelig i sin ulykke, man han ville have været endnu mere ulykkelig, hvis han fra den ene dag til den anden havde mistet sin ulykke, hvis den fra det ene øjeblik til det andet var blevet taget fra ham, hvilket på sin side var et bevis for, at han i grunden slet ikke havde været ulykkelig, men lykkelig, om så det var gennem og med sin ulykke, tænkte jeg. Mange er jo i virkeligheden lykkelige, fordi de er begravet dybt i ulykke, tænkte jeg, og jeg sagde til mig selv, at Werthiemer sandsynligvis havde været lykkelig, fordi han hele tiden havde været sig sin ulykke bevidst og havde kunnet glæde sig over sin ulykke.

Thomas Bernhard: Undergængeren