"(...) - pøblens hoved på et fad gør mig varm og kisteglad," nu sang jeg, jeg iagttog, at jeg sang den sang jeg ellers kun sang, når jeg var fuld, det var ikke skønsang, det hakkede i trit med mine skæve trin, jeg famlede mig frem med fødderne, det måtte være stien nu, underansigt, godt jeg slap væk fra det, fra mig selv, cyklen hvor stillede jeg den? Er de lyse nætter ikke begyndt? Hvornår står solen op, det er koldt, jeg tog mig til ørerne, ørenringene var væk, sådan gik det altid, nu skulle jeg tisse, jeg prøvede at sætte mig på hug uden at vælte, jeg kunne ikke se hvor jeg sad, varmen slog op under mig. Så sad jeg badet i lys, et voldsomt lys blændede mig, og jeg var ved at få overbalance. "I må ikke skyde!" rungede min stemme, og så blev det mørkt. En bildør blev åbnet og der kom lidt lys inde fra bilen. Nogen kom gående hen mod mig, jeg kæmpede for at komme op og få trusserne på samtidig, drattede om på siden og blev våd. "Og jeg har også knækket en tand!" råbte jeg.

Pia Juul: Mordet på Halland