Ude på gangen, så at sige midt mellem min fars værelse og mit, stødte jeg på Amalia, som blev forfærdet over at se mig fuldstændig nøgen, jeg havde lagt det badehåndklæde, som jeg først havde haft svøbt om mig, fra mig på min fars badeværelse og derefter glemt det, så jeg stod dér i fuldstændig nøgen tilstand foran Amalia, som udnyttede halvmørket her til bare at stirre på mig, og, så vidt jeg kunne se, slet ikke på nogen søsterlig måde. Eftersom hun var blevet stående og ikke gjorde de mindste anstalter til at forsvinde ved synet af mig, gik jeg forbi hende sådan som jeg nu engang var og sagde om hun virkelig aldrig før i sit liv havde set en nøgen mand. Nu ser du så hvordan jeg ser ud, sagde jeg, ikke så dårligt endda, vel, og jeg rakte tunge ad hende, hvorpå hun gjorde omkring og løb ned i hall'en. Det var tredive år siden jeg havde rakt tunge af min søster Amalia, nu havde jeg gjort det igen for første gang, og det morede mig. Forfrisket over hele kroppen og sågar oplivet af denne lille episode gik jeg i gang med at barbere mig. Imens tænkte jeg på hvor forkert opdraget mine søstre er, hvad min mor har gjort dem til, to helt igennem fejlopdragede voksne, ikke bare hvad det kropslige angår fejlopdragede, ja nærmest forskruede, tænkte jeg, men også åndeligt fejlopdragede og forskruede. Jeg sæbede mit ansigt ind og så mig i spejlet som spasmageren der straks rækker tunge ad sig selv, og som morer sig i den grad over denne rækken tunge at han gentager det flere gange, så at sige for sin egen morskabs skyld.

Thomas Bernhard: Udslettelse