Jeg råber: Jeg er fri! og folder servietten sammen. Tak for mad. Jeg er så slank, er det naturligt? Jeg elsker noget en smule. Og det skal ikke være så svært. En sådan ekstrem smidighed, bevægelighed, skønhed og elegance, en vild, sjofel og tilsmudset sjæl. Er der ikke også noget herovre jeg ikke har rodet igennem? Jeg holder af min øjenbrynsløftede spørgetilstand. Jeg ses i strakt karriere over grønsværen med løftet næve. En dråbe glider gennem mine stride kønshår. Jeg går ud i køkkenet og skærer noget frugt i stykker.

Majse Aymo-Boot: Ødelæggelsen 1-11