En del af dem, der gik omkring i søjlegangene, kastede sten efter Eumolpus, mens han reciterede. Men han var vant til den slags bifald, som hans talent fremkaldte. Han dækkede sit hoved og flygtede ud af templet. Jeg blev bange for, at han skulle påstå, at jeg også var digter, så jeg løb efter efter ham, helt ned til kysten. Så snart vi var uden for kasteskytsenes rækkevidde og kunne stoppe, sagde jeg: "Hvad er det for en absurd sygdom, du lider af? Vi har ikke engang været sammen i to timer, og du har talt mere som en digter end som et menneske. Det undrer mig ikke, at folk kyler sten efter dig. Jeg vil også fylde min lomme med sten, så jeg kan tømme blodet ud af dit hoved, hver gang det løber af med dig."
Han antog en helt anden grimasse og sagde: "Åh, min kære unge mand. I dag er ikke første gang, den slags ulykker har svirret om ørenene på mig. Næ, hver eneste gang jeg træder ind i et teater for at recitere, er det den slags velkomst, folkemængden giver mig. Men for ikke også at rage uklar med dig, så lover jeg, at jeg vil afholde mig fra den lyriske føde hele dagen."
"Okay, " sagde jeg. "Hvis du er færdig med at lukke lort ud for i dag, så kan vi spise middag sammen. " ...

Petronius: Satyricon