lørdag den 31. maj 2008

Hr. Manni virker betydelig mere afslappet når han fortæller os om dødsringen. Han benægter ikke at han selv har set dette specielle instrument, som består at to løvekløer fremstillet af det skarpeste stål. De to kløer, der er flere tommer lange, anbringes inde i højre hånd og fæstnes til hånden med to fingerringe. Kløerne ligger bag de to længste fingre. de har dybe riller, og giften var formentlig anbragt i rillerne.

I en menneskemængde f.eks. ved et bal, gik man hen til den kvinde man ville hævne sig på, og med noget der lignede en elegant gestus greb man hendes ubehandskede hånd. Ved at knuge den og derefter trække armen til sig, flåede man den op, og samtidig lod man dødsringen falde til gulvet. Hvorledes skulle man kunne finde den skyldige i mængden? Hvem ville anklage en romersk fyrste, en nevø til paven eller en anden fremtrædende personlighed uden at have konkrete beviser? Så måtte man falde tilbage på den berømte grundsætning:

Den skyldige er den der drager fordel af forbrydelsen.

Stendhal: Vandringer i Rom

3 kommentarer:

Peter Højrup sagde ...

Palle anbefalede denne bog, som jeg fik fra biblioteket i går. Efter at have læst ti sider besluttede jeg mig for at købe den, hvilket jeg så har gjort. Desværre kom jeg også til at købe syv andre bøger og bestille to, åh nej! Når det regner, så styrter det ned!!

Lee sagde ...

Smukt og uhyggeligt. Hvorfor hævne sig på denne kvinde? Love betrayal, or what?

Peter Højrup sagde ...

Passagen handler om giftmord i almindelighed, at de fleste ofre er kvinder, ved jeg ikke, om man skal tilskrive italienerne eller Stendahl: "Giftmordets kunst er heldigvis gået tabt. I dets blomstringsperiode - omkring 1650 - var det efter hans opfattelse muligt at skære en fersken over med en guldkniv der var forgiftet, men kun på den ene side. Man delte en sådan fersken med den kvinde man var jaloux på. Man kunne uden at udsætte sig for fare spise den halvdel der havde rørt ved knivens uforgiftede side. Den anden halvdel var dødbringende. Hr. Manni tror at forholdet næsten altid var det, at den første drik man gav den ulykkelige, når vedkommende mærkede de første symptomer på forgiftningen, var tilberedt med henblik på at garantere giftens virkning. De gifte hvis virkning først viste sig efter flere års forløb var de dyreste."