Hr. Manni virker betydelig mere afslappet når han fortæller os om dødsringen. Han benægter ikke at han selv har set dette specielle instrument, som består at to løvekløer fremstillet af det skarpeste stål. De to kløer, der er flere tommer lange, anbringes inde i højre hånd og fæstnes til hånden med to fingerringe. Kløerne ligger bag de to længste fingre. de har dybe riller, og giften var formentlig anbragt i rillerne.

I en menneskemængde f.eks. ved et bal, gik man hen til den kvinde man ville hævne sig på, og med noget der lignede en elegant gestus greb man hendes ubehandskede hånd. Ved at knuge den og derefter trække armen til sig, flåede man den op, og samtidig lod man dødsringen falde til gulvet. Hvorledes skulle man kunne finde den skyldige i mængden? Hvem ville anklage en romersk fyrste, en nevø til paven eller en anden fremtrædende personlighed uden at have konkrete beviser? Så måtte man falde tilbage på den berømte grundsætning:

Den skyldige er den der drager fordel af forbrydelsen.

Stendhal: Vandringer i Rom

*

"Åhnej, min kære danselærer Rosenkilde, "
sagde jeg forpustet
- jeg kan ikke mere
Nu mødes vi, nu skilles vi på gulvet
een gang for meget har jeg
leget, er jeg blevet drejet
ind under en arm, jeg er blevet
for varm, og nu svimler
det ikke engang, nu er jeg rundtosset
nu skal jeg knække mig
nu bliver jeg syg

Aldrig aldrig skal jeg blive rask
igen, jeg blir sikkert digter
med udsigt til et kirkespir
og en mand vil råbe:
Skriv ikke
om det, nævn aldrig det spir
Den dramatiske nordmand Løveid ser
mig an og siger:
Da ku du vel-
ha slået ham ihjel ...
Jaja, såmænd, men
hør er der ikke en som rømmer sig:
Goddag. det er mig der uddeler
Nobelprisen. Åh, det er så vanskeligt
at uddele Nobelprisen,
temmelig udmattende. Jeg har
lige uddelt den, så nu er jeg
lidt træt. Undskyld mig.

Det er ikke fordi
jeg hører hjemme her
men hvem vil ikke danse i blå luft
med en hvisket sang i øret
For loftet bag en scene
kan man næsten ikke se
Det svimler for den
tilbagelagte nakke
Det svimler for den der
ikke kan øjne det loft

Pia Juul: sagde jeg, siger jeg

(Menneskestemmen)

Det siges at man ikke undersøger nogen med samme grusomhed som man undersøger sin egen mor. Hendes bevægelser og opførsel iagttages og registreres. Man efterligner dem, man gentager dem. Man ser dem så ofte at de med tiden skrives ind i ens egen krop. Man vil fordrive og udstøde dem men de har bundfældet sig i ens væsen. Man skriver dem –
Det gælder selv stemmen: stemmens tonefald og nuancer. Jeg har næppe lyttet mere opmærksomt til noget end til min mors stemme. Den er smuk. Den er meget bevægelig, den forandrer sig bestandigt. Den udtrykker med små toneforskydninger, betoninger, mikromidler, meget som ikke lader sig sige, det hun ikke kan, ikke vil sige. Sige – det er nærmere en sang med en dyb nynnen i.
I hendes stemme har jeg altid aflæst hver en stemning, træthed, sorg eller tilbageholdt vrede, hvad det nu end måtte være. Stemmen er et stykke vævet stof som trevles op mens hun taler, broget, flagrende, liv og død.
Billedet af stemmen som et stykke stof, et klæde, kommer ofte tilbage.
Som barn krøb jeg ind i den stemme, svøbte mig ind i den, den var en kappe. Samme sang om og om igen. Ja, optrevlingen begyndte nok der, og kunsten – Hun synger denne her sang om ute blåser sommarvind og stemmen bliver en sky rundt om ansigtet og jeg vil ind i det. Nærvær og fravær på samme tid.

Katarina Frostenson: Skallarna

Det er umuligt at få et menneske, der er født blindt, til at fatte at det ikke kan se, umuligt at få det til at ønske at kunne se og beklage savnet af synssansen. Derfor bør vi ikke føle os sikre fordi sjælen er glad og tilfreds med dem vi har, eftersom den jo ikke har noget middel til at konstatere sin eventuelle sygdom eller ufuldkommenhed i så henseende. Det er umuligt ved hjælp af ræsonnementer, argumenter eller sammenligninger at sige noget til det blinde menneske der kan give det en idé om lys, farve og det at se, for der er ikke noget bagved der kan tydeliggøre hvad denne sans er. Når man kommer ud for at folk der er født blinde ønsker at kunne se, så er det ikke fordi de forstår hvad de beder om, det er fordi de har lært af os at de mangler noget, at vi har noget som de burde ønske sig, og de beskriver det rigtigt med dets virkninger og betydning, men de ved alligevel ikke hvad det er, de fatter det overhovedet ikke.

Michel de Montaigne: Essays - Forsvar for Raimond Sebond

NATURKRÆFTERNE

(Ventura’s åbne skala)

Hastigt sideblik: Mærkes kun af personer i ro. Røg afbøjes.

Skæve smil: Nogle vågner. Korte småbølger. Stemning blandt prydplanter

Følende håndtryk: Vinduer og døre knager. Rutinerede sangfugle skærper deres opmærksomhed. Enkelte hvide skumtoppe.

Let, men utvetydigt kys: Mærkes af alle. Almindelig forskrækkelse. Pendulerne kan gå i stå og ældre postbude miste fodfæstet. Grene knækker beredvilligt.

Gentagne dybe kys: Nogen skade på middelgode bygninger. Vildere dyr rykker osende nærmere. Telefoner aflyttes, portoen stiger voldsomt.

Kærtegn over hele kroppen: Årstiden erstatter sig brat. Konstant latter fra tamdyr, frenetiske udladninger hos sangfugle. Brådsøer og betydelige jordskred.

Gensidig slikning af kønsdele: Træer knækkes eller rives op med rode. Jernbaneskinner bøjes. Grænserne lukkes, regnbuer åbnes. Frådende skum overalt.

Samleje: Udbredt panik. Genstande slynges op i luften. Tårnhøje, hærgende roser skræver over brede revner i jorden. Krisemøde i postetaten.

Uhæmmede perversioner: Kun få bygninger bliver stående. Vulkaner amok. Postbudes faglige krav imødekommes omgående. Atmosfæren fyldt med skum og sprøjten. Alt i øvrigt strålende hvidt.

Osv.: Og så videre.

Knud Holten: Forestillinger

Saa er ogsaa muligvis tiden forrykket tænker jeg, muligvis er jeg midt i en Forstyrrelse. Sinds Forstyrrelse. Jeg bestemmer mig for og ringe op til en Psykolog som siger det bedste for Dig er at komme ud af den Drøm hurtigt muligt! Dit Problem er ikke Affasi (!!!) saa spør jeg hvad er Affasi? hun siger Dit Problem er, nærmest det modsatte af Affasi, saa spør jeg hvad er det modsatte af Affasi? hun siger Det har vi ikke noget Navn for, men dit Problem er Du forveksler Sprog med Virkelighed, og det er et meget stort Problem. Med det samme visler en raket op ser jeg nu, mod Himmelen. Bag efter kommer glitterne Stjerner. Bag efter Mørket. Et sted lyder høj musik, nogle klapper hører jeg, jeg hører saa røret bliver lagt paa. Hvor underlig! men man maa jo heller lade som ingenting.

Niels Frank: Første person, anden person

En gal mand velsignede mig. Han bankede på døren, men døren var allerede åben. Jeg lænede mig op af den. Jeg holdt den åben for manden, der kort forinden var kommet gående imod mig. Han standsede. Han førte sin knyttede hånd tæt forbi mit ansigt og bankede på døren. "Kan du høre det?", sagde han. "Ja", sagde jeg. "Det er Jesus, der banker på dit hjerte!", sagde han. "Jeg skal bare se din billet", sagde jeg og mærkede, at hjertet slog. Udad slog det, mod brystkassen, som forsøgte det at slippe væk. Mandens ansigt var meget tæt på. Hans øjne: sten på vej ned i en brønd. Hjertet slog og slog og drømte om dengang, det endnu blot var en grød af celler, der pulserede i et tavst mørke. "Jesus elsker dig!" sagde manden, "det eneste du skal gøre, er at åbne dit hjerte".

Historien om dem, der hedder Peter

Hvad laver I her: Peter Poulsen, Peter Sørensen, Peter Laugesen, Peter Højrup, Peter Olesen, Peter Justesen, Peter Borum, Peter Bastian, Peter Nielsen, Peter Høeg, Peter Thorup, Peter Abrahamsen, hvad laver I her: Peter Jensen, Peter Adolphsen, Peter Andersen, Peter Hansen, Peter Frost, Peter Staal, Peter Christensen, hvad laver I her: Peter Langdal, Peter Bang, Peter Engberg, Peter Rosenbom, Peter Gantzler, Peter Elung-Jensen, Peter Ingemann, Peter Schröder, hvad laver I her: Peter Lund Madsen, Peter Garde, Peter Steen, Peter Øvig Knudsen, Peter Jørgensen, Peter Brixvold, hvad laver I her: Peter Larsen, Peter Elsass, Peter Bruun, Peter Krag, Peter Brandt, Peter Moestrup, Peter Christian, Peter Bonnén, hva' laver I her?-Ingenting!

Jean-Michel Espitallier (og ikke mindst Merete Nissen): Fire franske fægtere -undskyld, digtere!

TIL MINDE OM EN SOMMER

Så sent som august syntes alting muligt
selv livet selv blodets flugt mod blod

ingen muslinger blev åbnet med bajonetter
ingen billeder forfulgte os om bag øjenlågene

gyvlerne knitrede under gule sole
og tvivlen overvejer at kaste sin bandage

nu og da bragte vinden som sædvanligt
et brev med aske endnu varm: til gengæld

havde duerne intet særligt at rapportere
om stukas eller højtryk i horizonten

måske vidste dragernes sky følehorn bedre
måske burde vi selv have set det: uophørligt

iaggttog et brændende øje vort håb og mismod

Ivan Malinowski: Galgenfrist

Onsdag d. 2. april 1834 (...) - Da jeg var meget forkommet af Kulde indviterede Familien inde i Vognen mig, ret indstændig om at træde derind, her sad jeg nu luunt og tittede gjennem Ruden. Det var en Hr Pjerreboni med Kone og Svigerfader som havde været i Rom og Neapel. Jeg maatte pluddre italiensk. Signora var meget bange for Røvere og meget bjgjærlig efter at vide om mit Hjem, om det ikke altid der var Vinter. Vi kjørte en lignende bugtet Vei fra Montefjascone, som til denne By. Egnen særdeles vild, Træerne brændt af. Bolsena-søen laae nu stor og udstrakt for os, vi øinede længere borte Havet, som vi denne Formiddag ogsaa havde seet fra Bjerget. - Vi kom nu til Byen Bolsena der ligger tæt ved Søen, Egnen er meget smuk og Montefjascone ligger paa Bjergryggen. - Her vare særdeles mange Huler; vi kom forbi St Laurentius Borg just da Solen gik ned; den snevre Bjergvei og de dybe sorte Huler saae forunderlig ud; da jeg kaldte disse Casernæ di Brigandi! skreeg Signora ganske høit "o dio!" og vilde endelig at vi skulde overnatte i St Laurentius, en lille By paa Bjerget, men Venturinen Pacifico, lovede at om 3/4 Time skulde vi naae Aquapendente, hvor vi logedede bedre. Det blev da ganske mørkt da vi kom her til. Nogle smukke, venlige Piger tog imod os, og gjorte en stor Ild og gave os god Mad, vi havde i Bolsena kjøbt en Flaske "est, est, est", en Art Muskateller, den tømte vi. Stille drak jeg mine Venners Skaal i hjemmet, der vist i Dag har drukket min. Signora lod sig formærke med nogle tydske Ord, som hun lod falde og spurgte mig om disse paa Dansk. Ordet Lysesax fandt hun særdeles smukte, men kaldte det altid "Lusesax". - Det første sagde hun var især smukt!- sov i et Værelse uden Vinduer og blev vækket strax da jeg blundede, for at give mig mit pas. -

H. C. Andersen: Dagbøger 1825-1834

Riddle (attributed to Sappho)

What creature is it (Sappho asks) that is female in nature and hides in its womb unborn children who, although they are voiceless, speak to people far away?

The female creature is a letter (epistle). The unborn children are the letters (of the alphabet) it carries. And the letters, although they have no voices, speak to people far away, whomever they wish. But if some other person happens to be standing right beside the one who is reading, he will not hear.

Antipanes fr. 196 (fundet i Anne Carson: Eros the bittersweet)

Berg vidste ikke, hvorfor han næsten tvang hende til at spise, hvorfor han v i l d e, at hun skulde spise ligesom han. Men hun gjorde det, og de sad lige overfor hinanden foran Madam Bølling.
- At man en Gang er samlet - at man er samlet, sagde hun, men pludselig saa' hun fra det ene til det andet af de to blege og stirrende Ansigter og hun holdt inde, paa én Gang greben af den samme uforklarlige og uvisse Angst som om Natten, og sagde i en helt anden Tone, mens hun satte sig:
-Ja, ja, hvor Tiderne har forandret sig. Saa svært det er blevet for os alle ....
I nogle Øjeblikke blev der ikke talt: Tine og Berg var det, som skulde de høre op at aande.
Berg forstod ikke, hvordan han saa pludselig rev sig løs og kom op og kom ud. Madam Bølling stod paa Trappen og vinkede, og han vendte sig endnu en Gang.
Tine var bleven siddende; hun rejste sig ikke og flyttede ikke det opdækkede Bord. Hun saa' ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun hørte ikke Faderen, der læste op af de gamle Bøger.
Kanonerne lød som det mægtige Brus af en bortrullende Flod; paa Pladsen hørte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling.
Støjen tog til, og Tine hørte Kommandoraabene gennem Larmen - hver enkel Stemme syntes hun, at hun kendte igen.
Og atter lød Signaler og igen Kommando og saa Skridtene .... af dem der drog bort.
Madam Bølling stod igen paa Trappen og gik atter ind.
- Aa Gud, aa Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; a t d e s k a l d e r u d o g d ø.
Tine hørte kun Skridtene - de blev svagere og svagere.
Han var borte nu.
Og et Øjeblik var det, som al Bedrøvelsen veg fra hende.

Herman Bang: Tine

UNDSKYLD MIG, BEDSTE VEN!

Undskyld mig, bedste Ven!
Du savnes ikke meer;
Jeg gaar min egen Vei,
Forelsket, som du seer.

Og du, Natur, værs'god!
Lad dine Drosler slaae,
Riv dine Farver ud
Og stryg dem paa det Graa!

Tillad! Som fordum vel
Jeg hænger ved din Arm;
Men jeg har intet Blik
For Rosen ved din Barm.

Mig har Forliebelsen
- Immelem os, som sagt-
I Daarekisten halvt
Og halvt i Himlen bragt.

Emil Aarestrup: Digte

Og dér
mellem de klumpede
forpoter
ligger det granatæble
og lyser
som jeg ellers
lige så stille
havde glemt.

Inger Christensen: Brev i april

Château de Muzot sur Sierre (Valais), Schweiz, den 19. maj 1922

Deres smukke hjertelige brev, dengang i april! Men hvor står De langt tilbage for dets evne til at berøre mig, når De i slutningen udtrykker ønsket om, at jeg må tage "venligt" imod det; De skulle hellere have sagt "glad", hvis De ville være sandheden nærmere - og dette "glad" skulle skrives med meget stort. Så meget godt De havde at berette, ved De mon helt, hvor godt det er, det De fortæller?:Undertiden føler De måske selv anslaget på virkelighedens rene hårde metal, men hos mig lyder dets tonen i rummet i al sin frihed og vidde, når Deres anslag er så rent og fast.
Hele Deres besværlige og ubønhørlige vinter må i sin hårdhed have været en art overiset glæde, en blok af ren stærk fremtid, som nu (ønsker jeg) har opløst sig strømmende, brusende i foråret. Nu hilser vore haver hinanden.

Rainer Maria Rilke: Breve til en ung kvinde

Kussen er den store konspiration. Kvindens magt er i kussen. Kussen kan gøre en mand vanvittig og ruinere ham. Den kan også give ham en mening med livet. Kvinden vil have noget ud af sin kusse, og denne drift er en af livets største energier. Det er den energi der ustandselig skaber fortællinger. Hun vil have at manden skal bruge hende grænseløst. Hun vil have noget af ham. Kærligheden er en lidenskab og en aftale. I Haïti ser kvinden ude på landet kussen som en ejendom, et stykke land hun ejer. Hun taler om den som "min lille jord". Det hun har mellem benene, det er det hun har at handle og bytte med. Kussen er hendes handelsvare. Ved at handle den fornuftigt kan hun opnå en position i livet. Hun ved hvad hun kan give. Hun har sin lille jord, og den er et aktiv som hun vil investere fornuftigt. Den haïtianske kvinde skælver som enhver anden kvinde. Hendes kusse gløder som enhver anden kvindes. Hun ved at hun kan få en mand til at gøre noget for hende. Manden ved at hun har en kusse, og at hun kan gøre noget for ham.

Jørgen Leth: Kusse (Brøndums Encyklopædi)

Jeg sprang op og sled mig i Haaret af Fortvivlelse, saasnart jeg var bleven alene. Nej, der blev virkelig ingen Redning! Min Hjærne var bankerot! Var jeg da altsaa bleven helt Idiot, siden jeg ikke længer kunde regne ud Værdien at et lidet Stykke Nøgleost? Men kunde jeg ogsaa have tabt min Forstand, naar jeg stod og gav mig selv slige spørgsmål? Havde jeg ikke ovenikøbet midt under mine Anstrengelser med Regningen gjort den soleklare Iagttagelse, at min Værtinde var frugtsommelig? Jeg havde ikke nogen Grund til at vide det, der var ingen, som havde fortalt mig derom, det faldt mig heller ikke vilkaarligt ind, til og med i et fortvivlet Øjeblik, hvori jeg sad og regned med sekstendele. Hvorledes skulde jeg forklare mig det?
Jeg gik til Vinduet og saa ud; mit Vindu vendte ud mod Vognmandsgade. Der legte nogle Børne nede paa Brostenene, fattigt klædte Børn midt i den fattige Gade; de kasted en Tomflaske imellem sig og skraaled højt. Et Flyttelæs rulled langsomt forbi dem; det maatte være en fordreven Familje, som skiftede Bopæl udenfor Flyttetiden. Dette tænkte jeg mig øjeblikkelig. På Vognen laa Sengeklæder og Møbler, mølædte Senge og Komoder, rødmalede Stole med tre Ben, Matter, Jærnskrab, Bliktøj. En liden Pige, bare et Barn, en rigtig hæslig Unge med forkølet Næse, sad oppe i Læsset og holdt sig fast med sine stakkels blaa Hænder, for ikke at tumle ned. Hun sad på et Bundt af rædsomme, vaade Madrasser, som Børn havde ligget paa, og saa ned paa de smaa, der kasted Tomflasken imellem sig ...

Knut Hamsun: Sult

Vished

Stjernerne om natten
Falder som en sæd i min tanke,
Men jeg er dybere: Tanken alene
Er fantastens krone.

Tilværelsens ranke mænd
Kan ikke bedrøve mig,
Virkelighedens ord
Er sanddru til det lukkede.

Jeg har fejet mit gulv
Og redt min seng,
På mit sind har jeg plantet en have
Af de mindste gøremål.

Per Højholt i antologien "Unge stemmer" (1952)

Vennerne

Alle mine Venner ler ad mig, naar de ser, hvordan mit ansigt i den sidste Tid har skiftet Farve ....
Men jeg lader dem le....
Thi de vilde blive gule af Misundelse, hvis de vidste, hvilken Fryd du, trods al din Grumhed, dog bereder mit Hjerte....

Mir Taki

Stakkels Álvaro de campos

(...)

Stakkels Álvaro de Campos som ingen bekymrer sig om!
Stakkels ham, der har en sådan medynk med sig selv!

I sandhed, stakkels ham!
Mere stakkels ham end stakkels dem, der er vagabonder og som vagabonderer,

Som er tiggere og som tigger,
Thi et menneskes sjæl er en afgrund.
Hvis ikke jeg skulle vide det. Stakkels ham!

Hvor vidunderligt om jeg kunne lade mig omvende ved et indre bønnemøde!
Men jeg er ikke engang et almindeligt fjols!
Jeg har ingen sociale meninger til at tale mit forsvar.
Jeg har intet som taler til mit forsvar: Jeg er bevidst.

Kom ikke og benægt det: Jeg er bevidst.

Jeg gentager: Jeg er lutter bevidsthed.
Jeg er fuldkommen blottet for æstetisk fornemmelse: Jeg er bevidst.
Op i røven! Jeg er ren bevidsthed!

Fernando Pessoa (Álvaro de Campos): Alle kærlighedsbreve er latterlige

I sit hjerte hørte han stemmen tale, den nylig vågnede stemme, og den sagde til ham: Elsk dette vand! Bliv ved det! Lær af det! O ja, han ville lære af det, han ville lytte til det. Den, der forstod dette vand og dets hemmeligheder, således forekom det ham, han ville også forstå meget andet, mange hemmeligheder, alle hemmeligheder.
Dog så han i dag kun en af flodens hemmeligheder, som greb hans sjæl. Han så: Dette vand løb og løb, ustandselig løb det og var dog stadig her, var evig og altid det samme og alligevel nyt hvert øjeblik! Å, hvem der kunne fatte dette, forstå dette! Han forstod og fattede det ikke, følte kun dunkel anelse røre sig i sjælens dyb, fjern erindring, guddommelige stemmer.

Hermann Hesse: Siddhartha

Ekviperingen af de tre piger, af hvilke den ældste kunne regnes for voksen, var næsten til uklædelighed enkel og kysk. En ensartet, klosterlig dragt, skiferfarvet, halvlang, kedelig og bevidst uflatterende i sit snit, med hvid nedfaldende krave som det eneste oplivende moment, modvirkede og forhindrede, at skikkelsen kunne vække noget som helst behag. Det glatte hår, der lå klæbet ind til hovedet, fik ansigterne til at se nonneagtigt tomme og intetsigende ud. Det var sikkert en moders vilje, der rådede her ...

Thomas Mann: Døden i Venedig

I de varmere måneder sker det ikke sjældent, at den ene eller anden natsværmer fra det lille stykke have bag mit hus forvilder sig ind til mig. Når jeg tidligt om morgenen står op, ser jeg dem sidde stille et sted på væggen. De ved, tror jeg, sagde Austerlitz, at de er faret vild, for hvis man ikke forsigtigt slipper dem ud i det fri igen, så bliver de siddende ubevægelige, til det sidste åndedrag har forladt dem, ja fastholdt af deres diminutive kløer, der er stivnet i dødskrampe, bliver de hængende ved deres ulykkessted til ud over livets ophør, indtil et vindpust løsner dem og blæser dem hen i en støvet krog.

W.G. Sebald: Austerlitz

Erika holder sig i skindet, indtil hun ikke mærker flere drifter. Hun lægger sin krop til ro, fordi der ikke er nogen, der tager tigerspringet hen til hende for at rive kroppen til sig. Hun venter og bliver tavs. Hun stiller sin krop svære opgaver og kan forøge sværhedsgraden efter behov ved at indbygge skjulte fælder. Hun sværger for sig selv, at enhver kan følge driften, selv den primitive, der ikke skammer sig over at gøre det af med den i det fri.

Elfrid Jelinek: Spillelærerinden

Jeg føler mig lykkelig, jeg traf en god beslutning, mine beslutninger er altid gode, det spiller ingen rolle, om mine rejser skulle være en tåbes rejser. Jeg ville gerne have vist dig Dublin, dens gader og de fattige, det bliver ikke til noget. Du må ikke være vred. Nu ved jeg det: lad os rejse til Rom. Lad os rejse til Island. Vi rejser til Island. Jeg når frem til Helsinki og kan være med til marchen den første maj. Det her bliver de allersidste ord, jeg når at skrive til dig i Irland, jeg sidder på en bar i Dun Laoghaire, jeg drikker gin, venter på, at jeg kan komme ombord på færgen. Om eftermiddagen sov jeg en times tid. I morgen vil jeg være i dårlig form. Den der fine frakke, som vi købte sammen, er ikke særlig fin længere, og der er gået hul på ærmet.

Pentti Saarikoski: Brev til min hustru

No numbers on this watch.
And I live in a red house that once was brown.
A paper house, sort of falling down.
Such is the history of this house.
It looks like this.
Looks just like this.
We think to say in some language.

Michael Palmer: An Alphabet Underground.

A flight of crows circle about with loud caws.

An admirer has come on a clandestine visit, but a dog catches sight of him and starts barking...

A gentleman has visited one secretly. Though he is wearing a tall, lacquered hat, he nevertheless wants no one to see him. He is so flurried, in fact, that upon leaving he bangs into something with his hat...

One has been foolish enough to invite a man to spend the night in an unsuitable place - and then he starts snoring.

A certain gentleman whom one does not want to see visits one at home or in the palace, and one pretends to be asleep. But a maid comes to tell one and shakes one awake, with a look on her face that says, "What a sleepyhead!”...

A man with whom one is having an affair keeps singing the praises of some woman he used to know...

A lover who is leaving at dawn announces that he has to find his fan and his paper. "I know I put them somewhere last night" he says...

Sei Shonogon: Hateful Things

Jeg kan huske første gang jeg ikke havde lyst til at gå til fødselsdag. Og jeg kan huske første gang jeg ikke havde lyst til at holde min egen.

Hvis man vil måle sin egen uundværlighed, skal man stikke en finger i en skål vand og måle hullet, når man tager den op.

Anonym