Irerne er dejlige. Sidste nat havnede jeg i et gadeslagsmål. En sindsforvirret mand stod på en trækasse og udbredte sig om Jesus. Han råbte op om, at dengang han lå på hospitalet ansigt til ansigt med døden, var han blevet frelst, og nu ville han frelse os andre, inden det var for sent. Jeg sagde, at han hellere skulle tage tilbage til hospitalet, inden det var for sent, og en betjent greb fat i min krave og trak af sted med mig, men til sidst fik jeg ham overbevist om, at jeg var udlænding, men ikke englænder. Så kom en fuld, gammel mand vaklende hen og gav sig til at håne prædikanten. En discipel slog den gamle mand, så hans ene øjenbryn flækkede, og da jeg gik hen for at forsvare den gamle, troede hans sympatisører, at jeg var på prædikantens hold, og en ung lømmel slog mig så hårdt i ansigtet, at jeg dejsede omkuld på gaden. En fyr, der hed Michael, trak mig i sikkerhed, vi drak en Coca-cola på en kaffebar og talte sammen om ting, som interesserede ham, men ikke mig, om forholdene i Finland, jeg gav den hele armen, indtil Finland ikke fandtes længere.

Pentti Saarikoski: Brev til min hustru