Kohlhaas, der netop i dette fik øje på sine to sorte heste i et lille, stråtækt skur, spurgte karlen: hvorfor han ikke reddede de sorte? og da denne, mens han stak nøglen i stalddøren, svarede: at skuret jo allerede stod i flammer; så kastede Kohlhaas nøglen, efter heftigt at have revet den ud af stalddøren, ud over muren, drev, med en regn af slag af sin flade klinge, karlen ind i det brændende skur og tvang ham, under de omkringståendes skrækkelige latter, til at redde de sorte heste. Og dog, da karlen, bleg af skræk, trådte ud af skuret, som få øjeblikke efter styrtede sammen bag ham, med hestene, som han førte ved tøjlen, fandt han ikke længere Kohlhaas der; og da han gik hen til karlene på slotspladsen og spurgte hestehandleren, som flere gange vendte ryggen til ham: hvad han nu skulle gøre med dyrene? - løftede denne pludselig foden med en frygtelig gebærde, så at sparket ville være blevet hans død, hvis han havde ført det igennem; besteg, uden at svare ham, sin brune hest, red ud i borgporten og afventede der, tavs, mens karlene stadig drev deres spil, dagens frembrud.
Heinrich von Kleist: Michael Kohlhaas
2 kommentarer:
Top tre over verdenslitt.'s hævnlitteratur:
1. M. Kohlhaas.
2. Greven af Monte Cristo
3. Muldvarpen der ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved.
Selvom der jo nok er visse, der vil sige at de alle lider af kværulantforrykthed:
kværulantforrykthed, (1. led præs. part. af mlat. querulari 'klage over', af lat. queri 'klage'), vrangforestillinger (paranoia) præget af forurettelse og retfærdighedstrang. Kværulantforrykthed adskilles således fra almindeligt kværulanteri. Symptomerne udvikles ofte gennem et længere tidsrum hos personer med et rethaverisk temperament samt en særlig sårbarhed over for krænkelser. Den pågældende har med rette eller urette været udsat for modgang, fx tabt en retssag. Vedkommende kæmper nu for sin sag, skriver læserbreve til aviser, klager til ombudsmand etc. Hvert afslag får den pågældende til at føle sig dybt uretfærdigt behandlet af et “gennemråddent samfund”. Intet kan få den kværulantforrykte til at ændre sin overbevisning. Den fastholdes trods afgørende modargumenter. Det er derfor en vrangforestilling og ikke blot en særlig fast personlig overbevisning. Det kan på kort sigt være vanskeligt at afgøre, om der foreligger vrangforestillinger, men sjældent på længere sigt. Voldshandlinger kan i sjældne tilfælde ses. Da den pågældende ikke mener sig syg, kommer behandling med psykofarmaka sjældent på tale. I det lange løb bleger tilstanden ofte noget af.
Det lyder bekendt i foruroligende grad.
Send en kommentar