"De mener ..." sagde onkel Gavin. De så på hinanden. "De vil altså alligevel slippe ham løs mod denne stats, dette lands borgere, bare for et par stemmers skyld?"
"Hvorfor ikke? Hvis han begår mord igen, kan vi jo altid sende ham tilbage hertil." Nu var det onkel Gavin, der tænkte sig grundigt om, selvom han ikke så ned.
"Hvis jeg nu gentager, hvad De lige har sagt? Det kan jeg heller ikke bevise, men man vil tro mig. Og så - "
"Taber jeg stemmer? Men dem har jeg jo allerede tabt, eftersom jeg aldrig har haft dem. Ikkesandt? De tvinger mig til at gøre noget, som De sikkert ved også er imod mine principper - eller De indrømmer mig måske ikke principper?" Onkel Gavin sagde, at nu så guvernøren på ham med varme, næsten med medynk - og med megen nysgerrighed. "Mr. Stevens, De er hvad min bedstefar ville have kaldt en gentleman. Det ville han have gjort med en snerren, for han kunne ikke døje Dem og Deres slags, han ville højst sandsynlig have skudt Deres hest væk under Dem en skønne dag fra et baghold - for princippets skyld. Og nu prøver De at indføre ideer fra 1886 i nittenhundredetallets politik. Men politik i vort århundrede er et sørgeligt fænomen. Faktisk synes jeg engang imellem at det tyvende århundrede i det hele taget er et sørgeligt fænomen, der stinker til himlen i en eller andens næse. Men det er der ikke noget at gøre ved." Han vendte sig om mod bordet og salen, der var fuld af ansigter rettet imod dem. "Lyt til et råd fra en, der ønsker Dem det godt, selvom han ikke kan kalde sig Deres ven, og det er, hold næsen fra denne sag. Som jeg lige har sagt, hvis vi slipper ham ud, og han begår mord igen, og det vil han jo nok, kan han altid komme tilbage hertil."
"Og blive benådet igen," sagde onkel Gavin.
"Højest sandsynligt. Skik og brug ændrer sig ikke så forfærdelig hurtigt, glem ikke det."

William Faulkner: Høje ret