- Er det Dem ... Hvor er jeg glad for at se Dem. Kom ... Kom indenfor ... så skal jeg præsentere Dem for en ven ... En mand som Dem ... Kom ind ... Kom ind
- En mand som mig?
- Ja, kom indenfor ...
Jeg nåede ikke at tænke. Forbavset og lykkelig, som i en drøm man bliver ved med at huske, trådte jeg nærmere.
Pludselig standsede jeg brat. I stedet for at følge sit sædvanlige kredsløb steg blodet mig til hovedet. Monsieur Boudier stod og pegede på mig. Stuepigen stod et eller andet sted bag ved mig. Der blev talt. Jeg hørte nogle ord. Døren gled lige så stille i, helt af sig selv.
Men på den stol jeg havde siddet på, havde jeg set en fattig mand, en fattig mand som mig selv. Det er ikke nødvendigt at se længe på dem. Jeg kan med det samme se hvem de er. Det er hævet over enhver tvivl at dér, i stolen, sad der en fattig mand.
- Men kom nu ind ... min ven ...
Jeg svarede ikke. Nu forstod jeg alt. Monsieur Boudier holdt ikke af mig. Det var de fattige han holdt af.

Emmanuel Bove: Mine venner