TIL EN

Kirkegården mellem os, hvor røde blade daler
er uendelige puslespil af slægter, vi må træde på
med gummistøvler, for at nå hinanden, eller løbe
som magneter til den endelige modpol
og med åbne arme, dryppende af sved:
vi knuger solen, hvis vi mødes her.
Og brudevalsen dækker os med frø af fire måner
der skal runde dig
til næste sommers bold fra alle verdenshjørner.
Ørkner hvirvles op i mine timeglas, så dagen synker
langsomt ned i livet.
Det er sådan, lykken danser.
Vi må suge denne varighed, til kysset blir orange
vi må brænde over ligene og føle jorden skride.
Det er sådan, lykken falder, hør
klokker bærer sløret væk
så korsene får vinterfrakker
tårer klirrer højere mod lågene på kister
der som brikker rammer undergrunden
blødende af råddent vand.
Og ørkner går til ro i mine timeglas, så natten blir
en gennemsigtig rest.
Det er himlen, tæt på øjet.
Jeg kan stadig se - de tunge stjerner daler
at du kommer nu, du hopper
og dit røde hår, dit lange røde hår forbinder træerne.
Jeg elsker dig.

Simon Grotrian: Livsfælder