"Hvad hedder du?" spurgte jeg. Han svarede ikke. "Hvorfor sparkede du Leppo?" sagde han og så forsigtigt på mig.
"Hvad mener du?" sagde jeg.
"Du sparkede min hund!" sagde han.
"Sparkede du hans hund?" sagde den mand vredt, som skulle forstille at være min mand.
"Det ved jeg ikke, det håber jeg da ikke, jeg har gjort." Men noget dæmrede for mig. Ikke denne dreng eller hans eventuelle hund, men en følelse af væmmelse og had og irritation. Jeg huskede en følelse. Den havde med hunde at gøre; dem kunne jeg ikke lide, det måtte jeg holde fast ved.
Et spørgsmål lå mig på læben. Er vi lykkelige? Men jeg kunne mærke, at der var noget galt med det spørgsmål. Der var en motor der larmede, men det var ikke ambulancen. I det fjerne så jeg en rød grønthøster spytte græs, og jeg følte det meget stærkt, jeg måtte le ved synet. "Se!" råbte jeg overvældet. "Se!"
Jeg måtte være et lykkeligt menneske, hvordan kunne jeg være andet?

Pia Juul: Dengang med hunden