Jeg prøvede indledningsvis at begynde på en form for harmløs konversation ved hjælp af emner fra vores fælles fortid og det naturligvis i så forsigtige vendinger som muligt, idet jeg blandt andet men uden at insistere nævnte krigen, blot som en episode. Her begik jeg en ordentlig bommert. Hun ville slet ikke mere høre tale om krigen, slet ikke. Den gjorde hende gammel: Arrig gav hun mig råt for usødet og betroede mig at hun ikke ville have genkendt mig på gaden, sådan som alderen allerede havde gjort mig rynket, oppustet, til en karikatur. Vi var i gang med at udveksle disse artigheder. Hvis den luder troede hun kunne ramme mig med den slags omkvæd! Jeg nedlod mig ikke til at svare igen på disse lumpne uforskammetheder!
(...)
Mod bestod ikke i at tilgive, man tilgiver altid alt for meget! Og det tjener ikke til noget, det er bevist. Det er efter alle de menneskelige væsner, i sidste række, at man har anbragt samvittigheden. Ikke uden grund. Lad os aldrig glemme det. Man skulle rydde de lykkelige mennesker af vejen en aften mens de lå og sov, nemlig, og gøre det af med dem og deres lykke én gang for alle. Dagen efter vil ingen længere tale om deres lykke, og vi vil være frie til at være lige så ulykkelige som det passer os. Men lad mig fortælle: Hun gik frem og tilbage i stuen, gjorde Lola, en smule afklædt og hendes krop forekom mig trods alt stadig attråværdig. En flot krop er altid en mulig voldtægt, en kostelig, direkte, intim indtrængen i rigdommens, overflodens kerne, og uden at frygte nogen gentagelse.

Louis-Ferdinand Céline: Rejse til nattens ende