Jeg kiggede på et hus der var bygget i gråt granit. Muren havde en udsmykning med en passer og et vinkeljern, og indeni var der et G eller noget der lignede, nederst en davidsstjerne. Da jeg alligevel ikke havde andet for besluttede jeg mig til at prøve om mit skuespiltalent slår til for at få mig ind i frimurernes tempel. Jeg ringer på klokken til portneren. Jeg siger ingenting, gør det ortodokse korsets tegn og peger på templets dør. Han tager nøglen, kommer og åbner døren, men så vækkes hans mistanke, han ser undersøgende på mig, jeg forestiller mig at han venter på et løsen så jeg siger: Räven är död. Nej, ræven er ikke død, siger portneren og fører mig udenfor, venligt men bestemt. Jeg nåede ikke at se noget. Der var en lugt i vestibulen, et eller andet bekendt, måske fra garderoben, lugten af naftalin.

Pentti Saarikoski: Det yderste Europa