DET ER STÆVNEMØDETS TIME

Det er Stævnemødets Time!
Det er Stævnemødets Time!
I en stor og gylden Stime
Stryger lyset fra min Lampe
Over Haven, over Hegnet, over langt, langt bort.

Og det lokker og det drager?
Ja det lokker og det drager,
Ved hans Hjærte det ham tager,
Til hans Kind det Blodet jager,
Og med længselslyse Blikke
Og med elskovsdrukne Tanker
Iler frem han utaalmodigt
Som en Stormvind, som en Bølge,
Som en Skygge,
Som ham selv.

Og jeg glædes, og jeg ængstes,
Bliver rød og bliver bleg.
Ganske stille vil jeg sidde,
Jeg vil nynne,
Hvis jeg kunne!
Men jeg mangler næsten Aande.
Ganske stille vil jeg sidde,
Jeg vil stirre paa hans Billed.
Nu han kommer - kommer ikke
Nu han kommer - kommer ikke,
Kommer ikke - kommer ikke.
O hvor stille! Jeg fortvivler. -
Haahaa haa og saa saa saa!
Jeg ler af din Skjønhed
Din Elskov og min Tro,
Jeg ler af din Tro og min Elskov!
Hvis du vidste, hvor rig jeg var med dig!
Hvis du vidste! ...

J.P. Jacobsen: Samlede Skrifter 1

... Reading A Sentimental Journey look around

When you have finished, for Tristram Shandy, to see

If it is standing there, it should be, stronger

And more profound and theretofore hidden as Santa Maria

Maggiore

May be hidden by similar churches inside Rome. One sidewalk

May hide another, as when you’re asleep there, and

One song may hide another song; a pounding upstairs

Hide the beating of drums. One friend may hide another, you sit

at the foot of a tree

With one and when you get up to leave there is another

Whom you’d have preferred to talk to all along.

Kenneth Koch: One Train

Æ

ædlere dele Vækker skamfølelse hos nogle, mens de er naturlige for andre.

ægget Er et godt udgangspunkt for at filosofere over tilværelsens oprindelse.

ældre Når man taler om oversvømmelser, storme osv. kan ældre mennesker ikke huske, at de nogen sinde har set noget lignende.

ære Når der tales om ære, sig altid: "Æren er det fagreste træ i skoven." Man bør altid værne om sin egen ære, men være ligeglad med andres.

æreslegionens ordensdekoration Man bør gøre nar af den, men alligevel eftertragte den. Hvis man får den tildelt, skal man huske at sige, at man ikke har bedt om den.

Gustave Flaubert: Klichéordbogen

(jeg)

MONDAY, AUGUST 11TH, 1975

First day of retreat. Review the process. Beckett asked me to fish in his pond. Kiki has arranged interview with Playboy. In station with Ray M. waiting for train to St. Louis. Little house in New Orleans. In wrong house on Wyoming St., I live on Denver St. Martial witness to murder in Spain. Have they caught the murderers. "Yes" a cop says. "I have him at home. You see I used to run a discotheque." Ra Ra Ra Boomderay. I hurry to my blue heaven. Dinner with Bill Willis and Brion at Italian place. Best steak in town at Lucky Nick Dickendorf's. Roman ruins in England. Rented shack on river from D. Camel. Tandem toilet. "Shall we camel?" A toilet in Hell.

William Burroughs: The Retreat Diaries

Om vinteren var der en skøjteløber der trænede på Johannesplan, Leena Pietilä hed hun vist, og rektor lod matterede ruder sætte i skolens vinduer så vi knægte ikke skulle glo på hendes ben. Med et søm kunne man let ridse lærerfjentlige slagord i det matterede glas, og bogstaverne var huller som man igen kunne titte igennem ud på skøjtebanen, bogstaver er huller og en litteratur sat sammen af bogstaver er heller ikke andet end huller, et vindue, så man kan se ud.

Pentti Saarikoski: Det yderste Europa

Jeg har været her før. Det føles godt at være et sted, hvor man har været før. Kaffebaren hedder Wimpy House. Jeg bestilte te og en ostemad. Der er fløde i teen. I nat skal jeg sove alene på et hotel, der hedder Lincoln, hvordan mon det vil være efter så lang tid bare at sove og slet ikke kneppe. Men vi har jo kneppet så meget i løbet af det sidste år, så vi må have noget på lager. Nu, hvor jeg er ved at skrive denne bog, som jeg for et par timer siden, i flyvemaskinen, fandt på et navn til, føler jeg mig som en skoledreng, men jeg vil ikke i håb om at få en god karakter slette et eneste ord og heller ikke tilføje noget, når jeg senere skal renskrive den ude i skærgården ved Vaasa. Jeg vil prøve at fortælle dig alt, hvad der sker i løbet af de næste to lange måneder. Jeg vil fortælle dig alt, hvad der sker omkring mig, og jeg vil fortælle dig alt, hvad der sker i hovedet på mig. Jeg ved ikke, om det er det rigtige at gøre. Men jeg har ikke andet at foretage mig end at skrive. Jeg vil kun rette stavefejlene.

Pentti Saarikoski: Brev til min hustru

Hvem kunne nogensinde have troet, at en varm nakke skulle blive til et armlæn, eller ben, der ivrigt løb omkring og morede sig, skulle blive til fire dumme stoleben? Men de lod sig tæmme alt for let, og i dag er de noget af det mest ynkelige blandt samtlige firbenede skabninger. De har ingen egen vilje eller karakterstyrke tilbage. De er bare nogle føjelige genstande. De har ikke trådt på nogen eller stukket af fra nogen. De har måttet sande, at deres liv er spildt. – Lænestolenes knagen røber deres fortvivlelse.

Herbert Zbigniew: Lænestolenes historie

Første gang Marini så øen, bøjede han sig høfligt over sæderne i venstre side, mens han ordnede plastikbordet, inden han anbragte frokostbakken. Den kvindelige passager havde set på ham adskillige gange, mens han kom og gik med blade og glas med whisky; Marini tog sig god tid, mens han dækkede bordet og ærgerligt spurgte sig selv, om det var umagen værd at besvare passagerens, en almindelig amerikanerindes, vedholdende blik, da øens konturer trådet ind i vinduets blå cirkel, strandens gyldne stribe, højdedragene, der steg til den øde højslette. Idet Marini rettede på det forkert anbragte ølglas, smilede han til passageren. "De græske øer," sagde han. "Oh yes, Greece," svarede amerikanerinden med falsk interesse. En klokke ringede kort og stewarden rettede sig op, uden at det professionelle smil slettedes af hans fint tegnede mund. Han begyndte at tage sig af et syrisk ægtepar, som ønskede tomatsaft, men ude i maskinens hale undte han sig nogle sekunder til endnu engang at se ned; øen var lille og ensom, og Ægæerhavet omgav den med en stærk blå farve, som fremhævede den blændende hvide og ligesom forstenede bræmme, som dernede måtte være bølger, der brødes mod skærene og inde i bugterne. Marini så, at den øde strand løb mod nord og øst, resten var bjerge, der gik stejlt ned i havet. En klippefuld og øde ø, skønt den blågrå plet ved den nordlige strand kunne være et hus, måske en gruppe primitive huse. Han begyndte at åbne dåsen med saft, og da han rettede sig op, forsvandt øen fra det lille vindue; der var blot havet, den uendelige grønne horisont, tilbage. Han så på sit armbåndsur uden at vide hvorfor; klokken var nøjagtig tolv middag.

Julio Cortazar: Den tabte himmel

I remember the first time I got a letter that said: ”After Five Days Return To” on the envelope, and I thought that after I had kept the letter for five days I was supposed to return it to the sender.

I remember the kick I used to get going through my parents’ drawers looking for rubbers (Peacock).

I remember when polio was the worst thing in the world.

I remember pink dress shirts. And bola ties.

I remember when a kid told me that those sour clover-like leaves we used to eat (with little yellow flowers) tasted so sour because dogs peed on them. I remember that didn't stop me from eating them.

I remember the first drawing I remember doing. It was of a bride with a very long train.

I remember my first cigarette. It was a Kent. Up on a hill. In Tulsa, Oklahoma. With Ron Padgett.

I remember my first erections. I thought I had a terrible disease or something.

I remember how good a glass of water can taste after a dish of ice cream.

I remember the only time I ever saw my mother cry. I was eating apricot pie.

Joe Brainard: I remember

Hun var en af disse parisiske pebermøer, som hver aften, når de er færdige med at give undervisning, eller har prøvet at sælge deres små tegninger eller afsætte deres ynkelige manuskripter, kommer hjem med snavs på nederdelen, laver deres middag, spiser den helt alene og så, med fødderne på et varmebækken, ved lyste fra en osende lampe drømmer om kærlighed, en familie, en lykke, alt det de ikke har.

Gustave Flaubert: Følelsernes opdragelse

Han sätter sig ner på huk, plockar upp
några löv. Alla dessa, om det nu rör sig om hundra
eller flera tusen torra -ja,
när man går på dem, frasigt torra höstlöv.

Det såg ut som om någon hade målat där
längst ut på kanten på dem. Som om man ville
fylla i lövets kontur med vitfärg.
Eller snarare: ljusgrått.
En ljus grå ram. Innanför den ramen
var lövet precis som vanligt,
oftast rött. Såg man länge på ett löv,
lyste det röda oerhört starkt.
Så att kanske han (där han nu simmade omkring, en - eller var det

två meter ner? - befann sig alltså verkligen

forfarande under vattnet)
då skulla ha tänkt: "Om det så var ett ovalt eller
runt löv, hundratals ovala och helt runda kvällssollar
här på det frostiga, nästan vita gräset."

Stig Larson: Helhjärtad tanke

We grow accustomed to the Dark—

When Light is put away—

As when the Neighbor holds the Lamp

To witness her Goodbye——

A Moment—We uncertain stop

For newness of the night—

Then—fit our Vision to the Dark—

And meet the Road—erect——

And so of larger—Darknesses—

Those Evenings of the Brain—

When not a Moon disclose a sign—

Or star—come out—within——

The Bravest—grope a little—

And sometimes hit a Tree

Directly in the Forehead—

But as they learn to see—

Either the darkness alters—

Or sometimes in the sight

Adjusts itself to Midnight—

And Life steps almost straight.

Emily Dickinson: 419

Forår

Jeg kommer ude fra nervøse himmelstrøg,
Perplekse popler, faldesyge fjerdesale,
Fra luft så skingert blå som en bylt tøj
Hos en der vender hjem fra hospitalet.

Fra aftnen, tom som en fortælling, brat
Brudt af: en stjernes prik og dermed basta,
Så tusind glubske blikke nu med eet
Glor tomt og dumt på himlen, snydt for resten.

Boris Pasternak: Digte

Jeg kiggede på et hus der var bygget i gråt granit. Muren havde en udsmykning med en passer og et vinkeljern, og indeni var der et G eller noget der lignede, nederst en davidsstjerne. Da jeg alligevel ikke havde andet for besluttede jeg mig til at prøve om mit skuespiltalent slår til for at få mig ind i frimurernes tempel. Jeg ringer på klokken til portneren. Jeg siger ingenting, gør det ortodokse korsets tegn og peger på templets dør. Han tager nøglen, kommer og åbner døren, men så vækkes hans mistanke, han ser undersøgende på mig, jeg forestiller mig at han venter på et løsen så jeg siger: Räven är död. Nej, ræven er ikke død, siger portneren og fører mig udenfor, venligt men bestemt. Jeg nåede ikke at se noget. Der var en lugt i vestibulen, et eller andet bekendt, måske fra garderoben, lugten af naftalin.

Pentti Saarikoski: Det yderste Europa

"De mener ..." sagde onkel Gavin. De så på hinanden. "De vil altså alligevel slippe ham løs mod denne stats, dette lands borgere, bare for et par stemmers skyld?"
"Hvorfor ikke? Hvis han begår mord igen, kan vi jo altid sende ham tilbage hertil." Nu var det onkel Gavin, der tænkte sig grundigt om, selvom han ikke så ned.
"Hvis jeg nu gentager, hvad De lige har sagt? Det kan jeg heller ikke bevise, men man vil tro mig. Og så - "
"Taber jeg stemmer? Men dem har jeg jo allerede tabt, eftersom jeg aldrig har haft dem. Ikkesandt? De tvinger mig til at gøre noget, som De sikkert ved også er imod mine principper - eller De indrømmer mig måske ikke principper?" Onkel Gavin sagde, at nu så guvernøren på ham med varme, næsten med medynk - og med megen nysgerrighed. "Mr. Stevens, De er hvad min bedstefar ville have kaldt en gentleman. Det ville han have gjort med en snerren, for han kunne ikke døje Dem og Deres slags, han ville højst sandsynlig have skudt Deres hest væk under Dem en skønne dag fra et baghold - for princippets skyld. Og nu prøver De at indføre ideer fra 1886 i nittenhundredetallets politik. Men politik i vort århundrede er et sørgeligt fænomen. Faktisk synes jeg engang imellem at det tyvende århundrede i det hele taget er et sørgeligt fænomen, der stinker til himlen i en eller andens næse. Men det er der ikke noget at gøre ved." Han vendte sig om mod bordet og salen, der var fuld af ansigter rettet imod dem. "Lyt til et råd fra en, der ønsker Dem det godt, selvom han ikke kan kalde sig Deres ven, og det er, hold næsen fra denne sag. Som jeg lige har sagt, hvis vi slipper ham ud, og han begår mord igen, og det vil han jo nok, kan han altid komme tilbage hertil."
"Og blive benådet igen," sagde onkel Gavin.
"Højest sandsynligt. Skik og brug ændrer sig ikke så forfærdelig hurtigt, glem ikke det."

William Faulkner: Høje ret

Jeg prøvede indledningsvis at begynde på en form for harmløs konversation ved hjælp af emner fra vores fælles fortid og det naturligvis i så forsigtige vendinger som muligt, idet jeg blandt andet men uden at insistere nævnte krigen, blot som en episode. Her begik jeg en ordentlig bommert. Hun ville slet ikke mere høre tale om krigen, slet ikke. Den gjorde hende gammel: Arrig gav hun mig råt for usødet og betroede mig at hun ikke ville have genkendt mig på gaden, sådan som alderen allerede havde gjort mig rynket, oppustet, til en karikatur. Vi var i gang med at udveksle disse artigheder. Hvis den luder troede hun kunne ramme mig med den slags omkvæd! Jeg nedlod mig ikke til at svare igen på disse lumpne uforskammetheder!
(...)
Mod bestod ikke i at tilgive, man tilgiver altid alt for meget! Og det tjener ikke til noget, det er bevist. Det er efter alle de menneskelige væsner, i sidste række, at man har anbragt samvittigheden. Ikke uden grund. Lad os aldrig glemme det. Man skulle rydde de lykkelige mennesker af vejen en aften mens de lå og sov, nemlig, og gøre det af med dem og deres lykke én gang for alle. Dagen efter vil ingen længere tale om deres lykke, og vi vil være frie til at være lige så ulykkelige som det passer os. Men lad mig fortælle: Hun gik frem og tilbage i stuen, gjorde Lola, en smule afklædt og hendes krop forekom mig trods alt stadig attråværdig. En flot krop er altid en mulig voldtægt, en kostelig, direkte, intim indtrængen i rigdommens, overflodens kerne, og uden at frygte nogen gentagelse.

Louis-Ferdinand Céline: Rejse til nattens ende

Det stod ham mere og mere klart at hans liv havde været en fiasko. Han overvældedes af sorg. Tusinder af detaljer vist ham at der var mindre og mindre sammenhæng mellem den mand han var, og den mand han ønskede at have været. Han stræbte efter det han foragtede, eller havde forsømt før i tiden. Visse små daglige begivenheder antog en umådelig betydning i hans øjne. Han stolede ikke mere på nogen. Den mindste modgang gjorde ham rasende. Han kunne ikke længere gøre et nyt bekendtskab uden på forhånd at tænke på alle de ærgrelser det ville koste ham.

Emmanuel Bove: En mand der vidste

Man kunne for eksempel skrive op, at man elskede sin mor, det var normalt, det sagde alle de gjorde, men nogle løj og nogen gange løj de. De var bange for at hade deres moder, at komme til at slå hende ihjel, at myrde hende, ikke fordi de ikke kunne lide hende, men fordi der kom en trang op i dem, trangen til at få moderen af vejen.

Ikke for at tømme alle småkagekasser, ikke for at tage husholdningspengene og bruge dem hurtigt op på noget vildt. Blot for at være af med hende og selv finde ud af tingene.

Peter Seeberg: Påstande

- Er det Dem ... Hvor er jeg glad for at se Dem. Kom ... Kom indenfor ... så skal jeg præsentere Dem for en ven ... En mand som Dem ... Kom ind ... Kom ind
- En mand som mig?
- Ja, kom indenfor ...
Jeg nåede ikke at tænke. Forbavset og lykkelig, som i en drøm man bliver ved med at huske, trådte jeg nærmere.
Pludselig standsede jeg brat. I stedet for at følge sit sædvanlige kredsløb steg blodet mig til hovedet. Monsieur Boudier stod og pegede på mig. Stuepigen stod et eller andet sted bag ved mig. Der blev talt. Jeg hørte nogle ord. Døren gled lige så stille i, helt af sig selv.
Men på den stol jeg havde siddet på, havde jeg set en fattig mand, en fattig mand som mig selv. Det er ikke nødvendigt at se længe på dem. Jeg kan med det samme se hvem de er. Det er hævet over enhver tvivl at dér, i stolen, sad der en fattig mand.
- Men kom nu ind ... min ven ...
Jeg svarede ikke. Nu forstod jeg alt. Monsieur Boudier holdt ikke af mig. Det var de fattige han holdt af.

Emmanuel Bove: Mine venner

Fredag
Jeg gik hen til modeforretningen Ostende og købte mig et par gule støvletter der viste sig at være for snævre. Så jeg gik tilbage igen til forretningen og byttede dette par til et andet af samme facon og nummer og i enhver henseende fuldstændig identisk med det forrige, og de viste sig at være lige så snævre.
Somme tider undrer jeg mig over mig selv.

Witold Gombrowicz: Dagbog 1953-1954

"Hvad hedder du?" spurgte jeg. Han svarede ikke. "Hvorfor sparkede du Leppo?" sagde han og så forsigtigt på mig.
"Hvad mener du?" sagde jeg.
"Du sparkede min hund!" sagde han.
"Sparkede du hans hund?" sagde den mand vredt, som skulle forstille at være min mand.
"Det ved jeg ikke, det håber jeg da ikke, jeg har gjort." Men noget dæmrede for mig. Ikke denne dreng eller hans eventuelle hund, men en følelse af væmmelse og had og irritation. Jeg huskede en følelse. Den havde med hunde at gøre; dem kunne jeg ikke lide, det måtte jeg holde fast ved.
Et spørgsmål lå mig på læben. Er vi lykkelige? Men jeg kunne mærke, at der var noget galt med det spørgsmål. Der var en motor der larmede, men det var ikke ambulancen. I det fjerne så jeg en rød grønthøster spytte græs, og jeg følte det meget stærkt, jeg måtte le ved synet. "Se!" råbte jeg overvældet. "Se!"
Jeg måtte være et lykkeligt menneske, hvordan kunne jeg være andet?

Pia Juul: Dengang med hunden

I was thinking about insincerity, and here I am sincere. One's own industry pollutes rivers. A somewhat saltier, earthier tomato grows there and is more seductive. He wouldn't live in a house in which every room was square. It is a matter of a more interesting counting. A fragment is not a fraction but a whole piece. Pinched down to an inch within an inch of where it had been. A word is an exception. A shooting star is something happening in the sky, as the lion that finally roars is something happening in the zoo. When you speak you play a language. The obvious analogy is with music. What the mad made. The dog digs dirt. It is always funny when the expectation matches the event.

Lyn Hejinian: My Life

Min første kvinde

Vi var et slæng på en Montparnasse-bar der fandt ud af at vi ville slutte aftenen på et bordel i en af gyderne ved Boul. Sébastopol. Dér blev der udskænket mere mens kvinderne gik rundt og viste deres underkroppe bare. Derimod havde de en lille liseuse om skulderen, for kulden. Hvis man lagde en cigaret rygende på hjørnet af marmorbordet, så stak de den ind mellem deres barberede skamlæber og pustede en røgsky ud for at vise hvor dygtige de var til at suge med underlivet.

Gunner Ekelöf: (dikteret 28. december 1966)

Kohlhaas, der netop i dette fik øje på sine to sorte heste i et lille, stråtækt skur, spurgte karlen: hvorfor han ikke reddede de sorte? og da denne, mens han stak nøglen i stalddøren, svarede: at skuret jo allerede stod i flammer; så kastede Kohlhaas nøglen, efter heftigt at have revet den ud af stalddøren, ud over muren, drev, med en regn af slag af sin flade klinge, karlen ind i det brændende skur og tvang ham, under de omkringståendes skrækkelige latter, til at redde de sorte heste. Og dog, da karlen, bleg af skræk, trådte ud af skuret, som få øjeblikke efter styrtede sammen bag ham, med hestene, som han førte ved tøjlen, fandt han ikke længere Kohlhaas der; og da han gik hen til karlene på slotspladsen og spurgte hestehandleren, som flere gange vendte ryggen til ham: hvad han nu skulle gøre med dyrene? - løftede denne pludselig foden med en frygtelig gebærde, så at sparket ville være blevet hans død, hvis han havde ført det igennem; besteg, uden at svare ham, sin brune hest, red ud i borgporten og afventede der, tavs, mens karlene stadig drev deres spil, dagens frembrud.

Heinrich von Kleist: Michael Kohlhaas

CONNOISSEUR OF CHAOS

I

A. A violent order is a disorder; and

B. A great disorder is an order. These

Two things are one. (Pages of illustrations.)

II

If all the green of spring was blue, and it is;

If the flowers of South Africa were bright

On the tables of Connecticut, and they are;

If Englishmen lived without tea in Ceylon, and

They do

And if it all went on in an orderly way,

And it does; a law of inherent opposites,

Of essential unity, is as pleasant as port,

As pleasant as the brush-strokes of a bough,

An upper, particular bough in, say, Marchand.

III

After all the pretty contrast of life and death

Proves that these opposite things partake of one,

At least that was the theory, when bishops’ books

Resolved the world. We cannot go back to that.

The squirming facts exceed the squamous mind,

If one may say so. And yet relation appears,

A small relation expanding like the shade

Of a cloud on sand, a shape on the side of a hill.

IV

A. Well, an old order is a violent one.

This proves nothing. Just one more truth, one more

Element in the immense disorder of truths.

B. It is April as I write. The wind

Is blowing after days of constant rain.

All this, of course, will come to summer soon.

But suppose the disorder of truths should ever come

To an order, most Plantagenet, most fixed …

A great disorder is an order. Now, A

And B are not like statuary, posed

For a vista in the Louvre. They are things chalked

On the sidewalk so that the pensive man may see.

V

The pensive man … He sees that eagle float

For which the intricate Alps are a single nest.

Wallace Stevens: Parts of a world

TIL EN

Kirkegården mellem os, hvor røde blade daler
er uendelige puslespil af slægter, vi må træde på
med gummistøvler, for at nå hinanden, eller løbe
som magneter til den endelige modpol
og med åbne arme, dryppende af sved:
vi knuger solen, hvis vi mødes her.
Og brudevalsen dækker os med frø af fire måner
der skal runde dig
til næste sommers bold fra alle verdenshjørner.
Ørkner hvirvles op i mine timeglas, så dagen synker
langsomt ned i livet.
Det er sådan, lykken danser.
Vi må suge denne varighed, til kysset blir orange
vi må brænde over ligene og føle jorden skride.
Det er sådan, lykken falder, hør
klokker bærer sløret væk
så korsene får vinterfrakker
tårer klirrer højere mod lågene på kister
der som brikker rammer undergrunden
blødende af råddent vand.
Og ørkner går til ro i mine timeglas, så natten blir
en gennemsigtig rest.
Det er himlen, tæt på øjet.
Jeg kan stadig se - de tunge stjerner daler
at du kommer nu, du hopper
og dit røde hår, dit lange røde hår forbinder træerne.
Jeg elsker dig.

Simon Grotrian: Livsfælder

- Hvis man sov uafbrudt
- Ville man kun drømme om at fire sig ned.

Pierre Unik og André Breton

TIL LI PO

Når kalde vinder møter deg fra alle kanter
Hvordan har du det da, hva tenker du på?
Når flyr en villgås hit med et brev fra deg?
I en høstlig innsjø leser du mine tanker:
Diktets gud rår ikke over lykkens himmel
I nærheten av et godt menneske flirer alltid en djevel
Derfor kastet engang en dikter seg i en sjø
I hver vår elv skal vi i dag kaste hvert vårt dikt

Georg Johannesen efter Tu Fu