Plottet i Kvindefængslet var ligetil. Fængselsbetjenten, der hedder Aron, møder fangen Mary ude ved køkkendøren. Aron grynter. Mary klukker. Aron giver tegn. Han tager sig til skridtet og skubber hoften fremad. Nøglebundtet klirrer. Mary svarer på hans tegn ved at lade sit ene labre bryst vælte frem under den ternede skjorte. Så lyder der larm fra kasseroller, tøj flyver op i luften og parret vælter omkuld på køkkenbordet med kartoffelskræller og pølseskind i en overjordisk ekstase.
Kari Hotakainen: De uberørte
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Hmm, jeg er kommet i tvivl om det her. Jeg synes jeg fornemmer en forargelse som ikke er gavnlig for komikken. Skulle hellere have citeret Klaus Kinski: "Ich brauche Liebe! Liebe! Immerzu. Und ich will Liebe geben, weil ich zu viel davon habe. Niemand begreift, daß ich nichts anderes will, als mich zu verschwenden.", men nu er det for sent.
Kors, hvor er det en formålsløs beskæftigelse af skrive kommentarer til sig selv.
Send en kommentar