Men nu hvor jeg er syg, kan jeg jo sige disse ting. Sige det lige ud, hvor meget jeg foragter og hader det hele. Så vil nogen måske "forstå" mig. Ikke mange vil modsige mig. Nej. Ingen vil jo begynde at modsige en dødsyg mand, en der bærer dødens mærke i panden. Så godt kender jeg dem da. Det tør de ikke. De ord, som en dødsyg siger, er ligesom så tunge. De kommer næsten fra det hinsidige. De skal ligesom være så ærlige. Det bluffnummer kan jeg godt begynde at leve fedt på. Men det er bluff. Det ved alle. Det burde ikke være vanskeligt at forstå at også en dødsyg allerhelst vil rage til sig, få fordele, gøre alt for at fremstå i et bedre lys, ja, han mere end andre, han er jo bare et menneske. Og det er jo ligesom det han er , "bare et menneske", med det menneskelige kan den dødsyge åle sig frem, med denne menneskelighed snupper han hastigt rigelig sympati, som løfter ham fremad, med den følge at folk tror han skal dø en god død, noget der kan få den dødsyge til selv at tro at han var et godt menneske. Men netop derfor vil jeg ikke sige disse ting ligeud. Ingen skal høre noget fra mig. Ingen skal vide noget.

Thure Erik Lund: Ind