Og han vil med mig. Han vil ikke blive fra min hals, jeg selv er så sulten, at jeg må holde mig for munden for ikke at æde løs. Han sover slet ikke, jo måske af og til lidt, på bagsædet, men vi taler, det er sådan en let samtale med lange pauser, og jeg sidder foroverbøjet over rettet og fniser og kniber øjnene sammen af og til. Det er meget mørkt. Hver gang han sover, synger det i mig: Trofæ, jeg fører dig hjem som et trofæ, jeg kan ikke lade være, jeg smiler ad min egen tåbelighed, med det er sådan det er, der er ikke noget at gøre.

Pia Juul: Mit forfærdelige ansigt