På de store helligdage fik præsteseminariets elver medisterpølse med surkål. Hans sidemænd ved bordet lagde mærke til, at dette traktement ikke gjorde videre indtryk på ham. De så deri et væmmeligt tegn på dumt hykleri, og den forbrydelse skaffede ham mange fjender. "Sikken en storborger", sagde de, "sikken en kræsen rad! Han lader, som om han ikke bryder sig om sådan udmærket mad. Medisterpølse med surkål! Hvor er han vigtig!"Og Julien udbrød i sine mismodige øjeblikke: "Hvor har de unge bønder en stor fordel frem for mig i deres uvidenhed! Deres lærer har ikke behøvet skaffe dem af med en mængde verdslige forestillinger som dem, jeg slæber rundt med, og som lyser ud af mit ansigt, hvor megen umage jeg end gør mig."

Stendhal: Rødt og sort