"Lille træ, lille æsel, min mor, min bror, mit land, lille Gud, lille fremmede, lille Lotus, lille konkylie, skat, lille plante, gå nu, jeg vil klæde mig på, og vi ses igen klokken otte, Rue de la Baume. Jeg beder dig, kom ikke senere end kvart over otte, for jeg er meget sulten."
Hun ville lukke døren til sit værelse bag Honoré, men han nåede at sige: "Hals!"og straks holdt hun sin hals hen for ham, med en lydighed, en overdreven iver, der fik ham til at le:
"Selv hvis du ikke ønskede det," sagde han, "består der ganske særlige venskaber mellem din hals og min mund, mellem dine ører og mit overskæg, mellem dine hænder og mine hænder. Jeg er sikker på , at de ikke ville ophøre, selv om vi ikke elskede hinanden mere, lige så lidt som jeg, efter at være røget uklar med min kusine Paule, kan hindre min lakaj i aften efter aften at tage hen til hendes kammerpige og snakke med hende. Det er af sig selv og helt uden min accept, at min mund drages mod din hals."
De stod nu med et skridts afstand fra hinanden. Pludselig mødtes deres blikke, og hver især prøvede i den andens øjne at fastholde tanken om at de elskede hinanden; hun blev stående et sekund på denne måde, så lod hun sig synke ned på en stol, gispende efter vejret, som om hun havde løbet. Og næsten på samme tid sagde de til hinanden med betydelig overdrivelse, idet de bevægede læberne heftigt, som om de kyssede:
"Lille skat!"
Hun gentog i et surt og trist tonefald, samtidig med at hun rystede på hovedet:
"Ja, lille skat."
Hun vidste at han ikke kunne modstå denne lille bevægelse med hovedet: han omfavnede hende lidenskabeligt, kyssede hende og sagde langsomt: "Slemme pige!" og han gjorde det så ømt, at deres øjne fyldtes med tårer.
Klokken slog halv otte. Han gik.

Marcel Proust: Glæder & dage