Vi har kun med såkaldte mennesker at gøre, når vi har med mennesker at gøre, ligesom vi kun har med såkaldte kendsgerninger at gøre, når vi har med kendsgerninger at gøre, ligesom materien, der jo, eftersom den udelukkende stammer fra menneskets hoved, også kun er en såkaldt materie, eftersom alt stammer fra menneskets hoved, som vi ved, og kun derfra, hvis vi forstår begrebet viden og accepterer det som et begreb vi har forstået, og vi fortsætter med at tænke på dette grundlag og begrunder alt med dette og kun dette som grundlag. Det siger sig selv at tingene og tingene i sig selv kun er såkaldte, eller hvis jeg skal være nøjagtig, kun er såkaldt såkaldte, sagde Karrer, siger Oehler. Helhedens struktur er jo, som vi ved, fuldstændig enkel, og hvis vi altid går ud fra denne helt enkle struktur, bevæger vi os fremad.

Thomas Bernhard: Gående

Træbenet var så
lille, at det
næsten aldrig blev
brugt, så lille var
det, at man slet
ikke kunne bruge
det, hvis man
havde mistet meget
mere end en storetå.

Der er så meget, jeg ville ønske, jeg kunne give uden bitterhed ... skrev jeg ikke sådan til dig engang, eller var det bare noget jeg sagde?

Peter Højrup: Under det kogende hav

Og han vil med mig. Han vil ikke blive fra min hals, jeg selv er så sulten, at jeg må holde mig for munden for ikke at æde løs. Han sover slet ikke, jo måske af og til lidt, på bagsædet, men vi taler, det er sådan en let samtale med lange pauser, og jeg sidder foroverbøjet over rettet og fniser og kniber øjnene sammen af og til. Det er meget mørkt. Hver gang han sover, synger det i mig: Trofæ, jeg fører dig hjem som et trofæ, jeg kan ikke lade være, jeg smiler ad min egen tåbelighed, med det er sådan det er, der er ikke noget at gøre.

Pia Juul: Mit forfærdelige ansigt

*

GT

Engang på Hotel du Nord i Hobro, i den skandinaviske suite, holdt jeg om dagen digtersalon, og om natten ankom en dværg med en drøm. Han var kun dværg, fordi jeg var kæmpe, hans kærlige ord var dog helt monstrøse. Jeg erklærer dig min uhyre kærlighed, fremstammede han, og jeg lod mig glide ned ad væggen, indtil hans voldsomme mund var ud for min. Jeg så ind i hans kuløjne og sugede til. Du är så vacker, jag går sönder, græd han, og tårene funklede i de øjne. Jeg lukkede mine egne i et svimmelt øjeblik, men så kan det nok være, piben fik en anden lyd. Du er en simpel togkonduktør, fnyste han. Hvad mere er, du kan ikke tiderne. Hvad bestiller du her i kupeen, ud med dig, ud. Jeg havde holdt digtersalon hele dagen, så det kom som et chok, at vi stod i et tog. Når du har læst køreplanen, kan vi måske tales ved. Dermed drejede han om på hælen og gik.

Pia Juul: Helt i skoven

Om morgenen har du mistet alt, ansigtet tomt
Jeg er for dig en tom plads i verden til trængsel fyldt
De gav os brød og salt tog os til sig som venner
I hvis hånd var saksen da dit fædreland blev klippet i stykker

Pentti Saarikoski: Jeg går hvor jeg går

*
OVERSKRIFTER

Lig fundet i bæk
Mand fundet død i skov
Børn fandt skudt mand i bæk
Kendt forfatter myrdet
Forfatter skudt
Det ville have moret ham selv, måske, at se disse variationer? Han kunne
have fundet på nogle bedre.
Forfatter omsider fjernet fra jordens overflade!
Hvem læste denne mands dødssyge bøger?
Peter Jyde endelig død!
Men det var godt, han var død og ikke skulle være vidne til det eftermæle:
"Kendt forfatter død". Hvis han var kendt, kunne de vel skrive hans navn?
Og det kunne de ikke. Ingen vidste, hvem Peter Jyde var. Kun de
hundrede, der købte hans bøger, og så hans mor og hans redaktør og så
Veronika.
Som han skulle giftes med
men det blev ikke til noget
for han var jo død.

Pia Juul: Helt i skoven

All bad poetry is sincere.

Harold Bloom

Men nu hvor jeg er syg, kan jeg jo sige disse ting. Sige det lige ud, hvor meget jeg foragter og hader det hele. Så vil nogen måske "forstå" mig. Ikke mange vil modsige mig. Nej. Ingen vil jo begynde at modsige en dødsyg mand, en der bærer dødens mærke i panden. Så godt kender jeg dem da. Det tør de ikke. De ord, som en dødsyg siger, er ligesom så tunge. De kommer næsten fra det hinsidige. De skal ligesom være så ærlige. Det bluffnummer kan jeg godt begynde at leve fedt på. Men det er bluff. Det ved alle. Det burde ikke være vanskeligt at forstå at også en dødsyg allerhelst vil rage til sig, få fordele, gøre alt for at fremstå i et bedre lys, ja, han mere end andre, han er jo bare et menneske. Og det er jo ligesom det han er , "bare et menneske", med det menneskelige kan den dødsyge åle sig frem, med denne menneskelighed snupper han hastigt rigelig sympati, som løfter ham fremad, med den følge at folk tror han skal dø en god død, noget der kan få den dødsyge til selv at tro at han var et godt menneske. Men netop derfor vil jeg ikke sige disse ting ligeud. Ingen skal høre noget fra mig. Ingen skal vide noget.

Thure Erik Lund: Ind

du brænder mig

Sappho

Vi fortsætter over broen til den anden side af floden. Jeg fryser. Jeg har altid for lidt tøj på. Jeg tænkte, før jeg gik på arbejde, at lod jeg være med at fjerne hår på benene, ville jeg ikke møde nogen i nat; for jeg ville ikke bryde mig om at tage strømperne af.

Christina Hesselholdt: Det skjulte

She would not say of anyone in the world now that they were this or were that. She felt very young; at the same time unspeakably aged. She sliced like a knife through everything; at the same time was outside, looking on. She had a perpetual sense, as she watched the taxicabs, of being out, out, far out to sea and alone; she always had the feeling that it was very, very dangerous to live even one day. Not that she thought herself clever, or much out of the ordinary. How she had got through life on the few twigs of knowledge Fräulein Daniels gave them she could not think. She knew nothing; no language, no history; she scarcely read a book now, except memoirs in bed; and yet to her it was absolutely absorbing; all this; the cabs passing; and she would not say of Peter, she would not say of herself, I am this, I am that.

Virginia Woolf: Mrs Dalloway

Mælkemanden kender spanden med bulerne, det er fru Blums spand, hun får som regel 2 liter og 100 gram smør. Mælkemanden kender fru Blum. Hvis man spurgte ham ud om hende, ville han sige: "Fru Blum får 2 liter og 100 gram smør, hun har en bulet spand og en meget læselig håndskrift." Mælkemanden spekulerer ikke over det, fru Blum skylder ham ikke noget. Og når det sker - den slags kan jo ske - at der mangler en tiøre, så skriver han på sedlen: "10 øre for lidt." Næste dag får han uden betænkning de 10 øre og på sedlen står der: "Undskyld." "Ikke noget at snakke om" eller "åh jeg be'r", tænker mælkemanden så, og hvis han ville skrive det på sedlen, så var det allerede en brevveksling. Han skriver det ikke.

Peter Bichsel: Mælkemanden

Lily Events

(1) A man and a woman looking for lilies.
(2) All the people going down to look for lilies.
(3) Mud taken up looking for lilies.
(4) Washing the lilies in the water to remove the mud.
(5) Washing themselves off after the mud has got on them.
(6) Lilies in a basket.
(7) Walking from the lily place "to go look for a dry place to sit down."

aboriginsk sang fra Arnhem land

Jeg er færdig med de hysteriske
amokløb de strålende sorte
indgroede psykiske hullers
magnetiske spektrer
tiltrækker mig ikke mere. Jeg
vil være her. Jeg vil
leve som jeg bedst kan fri
for irrationelle bekymringer.
Det er min vilje den sidste
nu og her
i sengen i dine arme
mod dine brystvorters elektroder
med din tunge i min mund
og langt oppe i dig
men det forløser ikke alt. Jeg vil ikke
stille umulige krav ikke frelses
men måske forsones med noget
i mig selv der lever som
en klump i halsen en malstrøm
omkring navlen flimrende
blandt ideernes modhager.
Jeg skærer krogene af og lade dem sidde
i sjælen som smykker.
Jeg vil ikke dø før jeg er kommet
helt.

Peter Laugesen: Barnetro

Hvad skulle man i det hele taget i verden, det kunne ingen sige uden at sige noget forkert, ja man kunne næsten ikke undgå at lyve, når man skulle give et svar på det spørgsmål. Og man kunne sagtens lyve. Hvad var der ved det? At man løj for andre, det kunne der være en mening i. Det kunne være praktisk at give gale oplysninger om bopæl og alder til folk, der gerne ville have nogle oplysninger, så de kunne finde hvor man boede og overfalde een og slå een ned og myrde een og tage al den chokolade og alle de sodavand, man gemte i sit hus.

*

Man kunne også lyve for sig selv, naturligvis kunne man det, men man kunne blive bange af det. Det var ikke godt, nej, det var rigtigt dårligt. Noget af det dårligste man kunne gøre, selvom man kunne spørge sig selv om, hvorfor man i alverden ville lyve for sig selv, når man lige ved siden af løgnen havde en sandhed eller noget i den retning. Var man virkelig så dårlig, at man måtte holde det hemmeligt for sig selv?

Man kunne skrive op. Det var det man kunne.

Peter Seeberg: Påstande

Om aftenen om sommeren, når solen var ved at gå ned, og det hele begyndte at blive kedeligt, gik mændene nogen gange udenfor med deres geværer for at skyde flagermus. På gode aftener kredsede flagemusene lige over mændenes hoveder. Mændene svang deres geværer vildt og skød hurtigt fra hoften. Men andre gange svævede flagermusene højt over hovederne, så mændene fik en chance for at sigte grundigt. Det var sådan de fandt ud af, hvor god flagermusenes radar var, fordi flagermusene bevægede sig så hurtigt, at skudene alligevel ikke ramte dem. De aftener var det som om de hoppede højt oppe i luften og mere lignede kolibrier end flagermus.

Jim Heynen: Flagermusvinger

Ønskerne

Gid jeg var en Morgenvind!
Sagte skulle jeg da svæve
Hist til hendes Leie ind,
Over hendes Lokker bæve,
Kysse hendes Rosenkind,
Blidt opløse Silkebaandet
Under Pigens kydske Barm,
Og forsinde, elskovsvarm,
Af den yndige indaandet.

Gid jeg Glædestaaren var,
Som i hendes fromme Øje
Stundom glinser, stille, klar,
Naar hun stirrer mod det høje!
Ingen Spotter da mig saae;
Men sødtsvimlende jeg skulde
I den ædle Barm nedrulle,
Og i Saglighed – forgaae.

Gid jeg var en hellig Tanke,
Som i hendes Sjæl opstaaer,
Naar i Elskovsdrøm hun gaaer,
Naar hun føler Hjertet banke
Ahnende, og længselsfuld!
O! da skulde underfuld
Vore Væsner sig forene,
Tvende Draaber i eet Væld,
Samme Tanke, samme Sjæl
I det skjønt-harmonisk Eene.

B.S. Ingemann

Byen

Jeg kom til byerne med de stængte døre og vinduer. Gule byer, røde byer. Det var tidlig morgen. En kat. På en terrasse højt oppe lukkede en dør i. Eller, jeg mente se skyggen af en dør, der
blev lukket i. For byen var død. (det havde hidtil været min opfattelse i det mindste.)
Torvet. En kat.
Jeg havde det, som et par øjne fulgte mig.
Lyden af mine skridt.
Jeg lyttede standsede op. Lyttede. Og da mine skridt nåede mig bagfra, gøs jeg. Dét havde jeg ikke ventet.

Hans Otto Jørgensen: Den bronzefarvede kalkun

Som når bensmeden sætter en purpurplet på en indisk
elfenbenstand, eller roser står i bedet af hvide
liljer, sådan brød farven frem på ungpigekinden.

Vergil: Aeniden

Plottet i Kvindefængslet var ligetil. Fængselsbetjenten, der hedder Aron, møder fangen Mary ude ved køkkendøren. Aron grynter. Mary klukker. Aron giver tegn. Han tager sig til skridtet og skubber hoften fremad. Nøglebundtet klirrer. Mary svarer på hans tegn ved at lade sit ene labre bryst vælte frem under den ternede skjorte. Så lyder der larm fra kasseroller, tøj flyver op i luften og parret vælter omkuld på køkkenbordet med kartoffelskræller og pølseskind i en overjordisk ekstase.

Kari Hotakainen: De uberørte

28. Den kaukasiske radisse var på størrelse med en roe, men kuglerund, den havde næsten ingen top og var af samme farve som månen. En nat i den 12. uge efter Sankt Hans skubbede den sig op af jorden og lå der.

Per Højholt: Album, tumult

På de store helligdage fik præsteseminariets elver medisterpølse med surkål. Hans sidemænd ved bordet lagde mærke til, at dette traktement ikke gjorde videre indtryk på ham. De så deri et væmmeligt tegn på dumt hykleri, og den forbrydelse skaffede ham mange fjender. "Sikken en storborger", sagde de, "sikken en kræsen rad! Han lader, som om han ikke bryder sig om sådan udmærket mad. Medisterpølse med surkål! Hvor er han vigtig!"Og Julien udbrød i sine mismodige øjeblikke: "Hvor har de unge bønder en stor fordel frem for mig i deres uvidenhed! Deres lærer har ikke behøvet skaffe dem af med en mængde verdslige forestillinger som dem, jeg slæber rundt med, og som lyser ud af mit ansigt, hvor megen umage jeg end gør mig."

Stendhal: Rødt og sort

Det er en let dag og solen står skråt over sletten. Snart skal klokkerne ringe, thi det er søndag. Mellem et par rugmarker har to unge fundet en sti, som de aldrig har gået ad tidligere og i slettens tre landsbyer blinker vinduesruderne. Mænd barberer sig foran spejlene på køkkenbordene og kvinderne skærer nynnende brød op til kaffen og børn sidder på gulvene og knapper deres livstykker. Det er en lykkelig morgen på en ond dag, thi denne dag skal et barn slås ihjel i den tredje landsby af en lykkelig mand. Endnu sidder barnet på gulvet og knapper sit livstykke og manden som barberer sig siger at i dag skal de tage en rotur nedad åen, og kvinden nynner og lægger det nyskårne brød op på et blåt fad.

Stig Dagerman: At slå et barn ihjel

In a house besieged lived a man and a woman. From where they cowed in the kitchen, the man and woman heard small explosions. “The wind,” said the woman. “Hunters,” said the man. “The rain,” said the woman. “The army,” said the man. The woman wanted to go home, but she was already home, there in the middle of the country in a house besieged.

Lydia Davis: In a house besieged

That Nature is a Heraclitian Fire and of

the comfort of the Resurrection

CLOUD-PUFFBALL, turn tufts, tossed pillows ‘ flaunt forth, then

chevy on an air-

built thoroughfare : heaven-roysterers, in gay-gangs ‘ they throng ;

they glitter in marches.

Down roughcast, down dazzling whitewash, ‘ wherever an elm

arches,

Shivelights and shadowtackle in long ‘ lashes lace, lance, and pair.

Delightfully the bright wind boisterous ‘ ropes, wrestles, beats

earth bare

Of yestertempest’s creases ; in pool and rut peel parches

Squandering ooze to squeezed ‘ dough, crust, dust; stanches,

starches

Sqaudroned masks and manmarks ‘ treadmire toil there

Footfretted in it. Million-fuelèd, ‘ nature’s bonfire burns on.

But quench her bonniest, dearest ‘ to her, her clearest-selvèd

spark

Man, how fast is firedint, ‘ his mark on mind, is gone !

Both are in an unfathomable, all is an enormous dark

Drowned. O pity and indig ‘ nation ! Manshape, that shone

Sheer off, disseveral, a star, ‘ death blots black out ; nor mark

Is any of him at all so stark

But vastness blurs and time ‘ beats level. Enough ! the Resur-

rection,

A heart’s-clarion ! Away grief’s gasping, ‘ joyless days, de dejection.

Across my foundering deck shone

A beacon, an eternal beam. ‘ Flesh fade, and mortal trash

Fall to the residuary worm ; ‘ worlds wildfire, leave but ash :

In a flash, at a trumpet crash,

I am all at once what Christ is, ´ since he was what I am, and

This Jack, joke, poor potsherd, ‘ patch, matchwood, immortal

diamond,

Is immortal diamond.

Gerard Manley Hopkins

"Lille træ, lille æsel, min mor, min bror, mit land, lille Gud, lille fremmede, lille Lotus, lille konkylie, skat, lille plante, gå nu, jeg vil klæde mig på, og vi ses igen klokken otte, Rue de la Baume. Jeg beder dig, kom ikke senere end kvart over otte, for jeg er meget sulten."
Hun ville lukke døren til sit værelse bag Honoré, men han nåede at sige: "Hals!"og straks holdt hun sin hals hen for ham, med en lydighed, en overdreven iver, der fik ham til at le:
"Selv hvis du ikke ønskede det," sagde han, "består der ganske særlige venskaber mellem din hals og min mund, mellem dine ører og mit overskæg, mellem dine hænder og mine hænder. Jeg er sikker på , at de ikke ville ophøre, selv om vi ikke elskede hinanden mere, lige så lidt som jeg, efter at være røget uklar med min kusine Paule, kan hindre min lakaj i aften efter aften at tage hen til hendes kammerpige og snakke med hende. Det er af sig selv og helt uden min accept, at min mund drages mod din hals."
De stod nu med et skridts afstand fra hinanden. Pludselig mødtes deres blikke, og hver især prøvede i den andens øjne at fastholde tanken om at de elskede hinanden; hun blev stående et sekund på denne måde, så lod hun sig synke ned på en stol, gispende efter vejret, som om hun havde løbet. Og næsten på samme tid sagde de til hinanden med betydelig overdrivelse, idet de bevægede læberne heftigt, som om de kyssede:
"Lille skat!"
Hun gentog i et surt og trist tonefald, samtidig med at hun rystede på hovedet:
"Ja, lille skat."
Hun vidste at han ikke kunne modstå denne lille bevægelse med hovedet: han omfavnede hende lidenskabeligt, kyssede hende og sagde langsomt: "Slemme pige!" og han gjorde det så ømt, at deres øjne fyldtes med tårer.
Klokken slog halv otte. Han gik.

Marcel Proust: Glæder & dage

Da jeg skråede over boulevarden, lidt hovedkuls for at undgå vognene, rev min glorie sig løs og faldt ned i gadesølet. Heldigvis fik jeg tid til at samle den op igen, men et øjeblik efter faldt den ulykkelige tanke mig ind, at det var et dårligt varsel. Og fra da af har tanken ikke villet forlade mig; den har ikke undt mig hvile den hele dag.

Charles Baudelaire: Dagbøger