Charlottes forord til Stormfulde Højder er et publicistisk
     mesterstykke.

Som én der omhyggeligt undgår at se på en skorpion
     sammenkrøbet på sofaens armlæn taler Charlotte

fast og roligt
om de andre møbler i Emilys arbejdsværelse - om
den ubønhørlige ånd ('stærkere end en mand, enklere end
     et barn'),

den grusomme sygdom ('smerte ingen ord kan gengive'),
den autonome slutning ('hun sank hastigt, hun skyndte sig
     at forlade os')
og Emilys totale overgivelse

til et kreativt projekt som hun hverken kunne forstå eller kontrollere,
og for hvilket hun ikke fortjener at blive mere lovprist eller klandret
end hvis hun havde åbnet munden

'at udånde torden'. Skorpionen bevæger sig langsomt ned
ad armlænet mens Charlotte
bliver ved med at tale hjælpsomt om torden

og andre vejrformer vi må forberede os på at møde
når vi begiver os ind i Emilys elektriske atmosfære.
Det er 'Et stort mørkes rædsel' som venter os der

men Emily er ikke ansvarlig. Emily var under indflydelse.
'Ved frembringelsen af disse væsner vidste hun ikke hvad hun
     gjorde'
siger Charlotte (om Heathcliff og Earnshaw og Catherine).

Ja, der er mange måde at være indespærret på.

Anne Carson: Glasessayet
må det vel hedde i oversættelse