Paul brød ud i tårer ved synet af et barn, der sad og krøb sammen ved bredden af Traunsee, et barn der, som jeg straks så, var blevet placeret ved Traunsees bred af en beregnende mor udelukkende med det formål at vække de forbipasserendes rørelse og dårlige samvittighed og forlede dem til at åbne deres pung. Til forskel fra Paul havde jeg ikke alene set den bjergsomme mors misbrugte barn og set dets elendighed, men bag det så jeg også moderen til det gement misbrugte barn tælle en hel bunke sedler med en frastødende geskæftighed, idet hun krøb sammen bag et buskads; Paul så kun barnet og dets elendighed ikke den bagved siddende pengetællende mor, og han flæbede oven i købet og, idet han så at sige skammede sig over sin egen eksistens, gav han barnet en hundredeschillingseddel: mens jeg gennemskuede hele sceneriet, så Paul kun den overfladiske del, barnets renfærdige nød, ikke den gemene mor i baggrunden; den perverse, nederdrægtige udnyttelse af min vens godmodighed forblev, så at sige skjult for ham, mens jeg ikke kunne undgå at se den. Det er karakteristisk for min ven, at han kun så det overfladiske billede af det lidende barn, og at han gav ham hundredeschillingseddelen, mens jeg ikke kunne lade være med at gennemskue den væmmelige koldblodighed i hele sceneriet og naturligvis ikke gav barnet noget. Og det er karakteristisk for vores forhold, at jeg beholdt mine iagttagelser for mig selv, for at beskytte min ven fortalte jeg ham ikke, at den gemene, nederdrægtige mor havde talt pengene i buskadset, mens hun tvang barnet til at spille elendighedens teater. Jeg lod ham være alene om den overfladiske betragtning af sceneriet og lod ham give barnet hundredeschillingseddelen og flæbe, og jeg forklarede ham heller ikke hele sceneriet senere. Han refererede meget ofte til dette sceneri med barnet ved bredden af Traunsee, han talte om, at han havde givet et stakkels, ensomt barn en hundredeschillingseddel (i min nærværelse), men jeg forklarede ham aldrig tingenes egentlige sammenhæng.

Thomas Bernhard: Wittgensteins nevø

ETNOGRAFI

Ulyst. Ulyst. Ad helvede til.
Jeg er ikke klog. Jeg ved
ingenting. Jeg gider
ingenting. Jeg ved ikke
hvordan jeg skal få fat.
Mit hoved er i stykker.
Min krop synker
ned mod jorden.
Min hånd
er en fremmed genstand.
Uorden, kaos.
Jeg tager papiret
ud af maskinen.
Det
er en handling.
Jeg
ryger en cigaret.

Jeg rejser ud til øerne
for at begynde
et sted.
For
at begynde et sted.
Det er 70 år siden
Malinowski var her.
Han sov i sit telt.
Han vågnede
op om morgenen.
Han talte
med de indfødte.
Han indsamlede
sit materiale.
Han ville beskrive
kærligheden.
Det
var hans projekt.
Malinowski
er min helt.

Jeg kan mærke
min krop
på floderne.
Det er på plads.
Min fod
er hvor den skal være.
Min hånd
er rolig.
Gennem floderne
trænger jeg ind
i landet.
Jeg lægger mig tilbage,
og
glemmer alt.

Jørgen Leth: Billedet forestiller

Many of the people, for example, who call me their horse did not ride on me. Others did. These same people never fed me. Others did. Once again, I was shown many kindnesses, but not by those who called me their horse. No, by coachmen, veterinarians and strangers of all sorts. As my observations grew, though, I became increasingly convinced that this concept of mine was invalid not only for us horses but also for human folk, i.e., that it represents nothing more than man's base and beastly instinct to claim property for himself. A landlord, for instance, says "my house" but never lives in it, concerning himself only with the structure and maintenance of the house. A merchant says "my shop," "my clothing shop," yet he himself does not wear any clothes made from the fine material displayed in it.

Tolstoi: Kholstormer

Den der, som undertegnede, hævder at han sågu ikke har noget at sige nogen, lyver, men løgnen er praktisk derved at den gør opmærksom på en central problemstilling i den moderne litteratur. De kunstnere, der har forholdsvis nemt ved at fortælle folk hvad de vil fortælle deres læsere og hvorfor de skriver, lyver på en anden og farligere måde, for deres løgn åbner ikke for noget som helst, afslører intet andet end at sådanne forfattere tror de ved, hvad de vil og hvad de gør. Derved får læserne nemt ved at læse deres bøger og forstå dem, for eftersom der ikke er noget nævneværdigt nyt under Solen, vil en sådan litteratur til enhver tid bekræfte de forestillinger folk har om deres tilværelse og bekræfte dem i de ønsker de har og de forventninger de stiller. Vi får altså en kunst der som inderste hensigt har genkendelse og ikke erkendelse, og det er vi nogen der synes er for snævert.

Per Højholt: Stenvaskeriet og andre stykker

Er vi ikke lykkelige, her står jeg midt på gulvet med åben overfrakke og spørger: ”Skal jeg tage noget mad med på tilbagevejen?”, selv om du godt ved, at jeg ikke har nogen penge, og selv om jeg ved, at jeg aldrig kommer tilbage. Du bliver alene og snart slipper brødet op, der er næsten ikke noget tilbage, koksene til kaminen slipper op, strømmen bliver afbrudt, fordi regningen ikke er betalt, og så, dit visum! Du bliver nødt til at rejse ud af landet, men hvordan kan du gøre det, når du ikke har penge til en billet? Jeg synes, det er synd for dig, jeg lokkede dig hertil, og nu ser du fortrøstningsfuldt på mig og siger: ”Køb lidt ost.” Ost! Fatter du virkelig ikke, hvor latterligt det er i netop denne situation at tale om ost? Jeg driller dig kun, du har ret: vi skal netop tale om ost, vi skal spise ost, vi har allerede alt for længe levet af radiser og salt, jeg vil købe en så stor ost, at den rager ud over bordkanten, og så sidder vi på gulvet med korslagte ben, du på den anden side af bordet og jeg på denne side, og vi ser, hvordan osten græder, og jeg er væk, gennemgår regnskaber i et fremmed land eller er på løvejagt i Afrika.

Pentti Saarikoski: Tiden i Prag

Jeg drømte i nat, at jeg var tilbage på universitet. Jeg stod på talerstolen i et auditorium, og den samlede lærerstand sad bænket, for at høre mig fortælle om, hvordan man konstruerer en lyre. Jeg startede med at klæde mig helt af, hvilket skabte en del uro, hvisken og misbilligende blikke blandt lærerne. Jeg skar mit maveskind op med en skalpel, kylede de indre organer henover pulten, ud på gulvet, og spændte så mine tarme stramt ud over den hule skal, hvor min mave havde været. Jeg strøg henover tarmene med et ganske tyndt plektron af elfenben, og da klang en perfekt dorisk skala i auditoriet. Endnu før den sidste tone var klinget ud, druknede lærerne mig i bifald og begejstret hujen. En lille flok af de ældre professorer rejste sig fra bænkene og styrtede ned mod mig. De hoppede på deres tåspidser, for ikke at komme til at glide på gulvet, der var smattet til af blod og galde og alle mine overflødige organer, men de var alligevel så ivrige og hurtige, at frakkeskøderne flagrede efter dem.

Harald Voetmann: Trivia I: Spøgelser og antikvarer

Der var et mig, før de sorte hunde kom løbende. Blæk løber hen over skærmen og danner sorte kniplinger, snoet røg. Når spøgelserne bliver i deres skaller. Og sorte forkullede grene vokser alligevel. Ind i øjet og ud af tårekanalen som skyer, regn og havet. Jeg danner et jeg. Jeg gik ud ad døren, og træet foran mig dufter af honning. Overgivelse som udbrud. Mit hjerte har været med hele vejen. De sorte hunde kom rendende og er nu løbet forbi. Mit hjerte stod stille, nu banker det igen.

Nina Søs Vinter: Hvis Helsinki

Han ville være kunstner, livskunstner var ikke nok for ham, om end netop dette begreb er det eneste, der gør os lykkelige, hvis vi er klarsynede, tænkte jeg. Når alt kommer til alt var han forelsket i sit forlis, hvis ikke ligefrem forgabt, tænkte jeg, ja, indtil det sidste holdt han hårdnakket fast i sit forlis. Jeg kunne faktisk sige, at han ganske vist var ulykkelig i sin ulykke, man han ville have været endnu mere ulykkelig, hvis han fra den ene dag til den anden havde mistet sin ulykke, hvis den fra det ene øjeblik til det andet var blevet taget fra ham, hvilket på sin side var et bevis for, at han i grunden slet ikke havde været ulykkelig, men lykkelig, om så det var gennem og med sin ulykke, tænkte jeg. Mange er jo i virkeligheden lykkelige, fordi de er begravet dybt i ulykke, tænkte jeg, og jeg sagde til mig selv, at Werthiemer sandsynligvis havde været lykkelig, fordi han hele tiden havde været sig sin ulykke bevidst og havde kunnet glæde sig over sin ulykke.

Thomas Bernhard: Undergængeren

I believe the common denominator of the universe is not harmony but chaos, hostility, and murder.

Werner Herzog: Grizzly man