Fire tyskere spiste svinekød og drak grønt øl. En tysker ved navn Klaus fik et stykke svinekød galt i halsen og rejste sig fra bordet. Så gav de tre andre tyskere sig til at pifte i fingrene og gøre højlydt nar af ofret. Men tyskeren Klaus slugte hurtigt svinekødstykket, skyllede det ned med grønt øl og var klar til at give igen. De tre andre tyskere, der havde gjort nar af tyskeren Klaus’ hals, gik nu over til hans ben og begyndte at råbe, at tyskeren Klaus havde temmelig skæve ben. Især den ene tysker, ved navn Mikkel, lo ad tyskeren Klaus’ skæve ben. Så pegede tyskeren Klaus på tyskeren Mikkel og sagde, at han aldrig havde mødt nogen anden, der udtalte ordene ’skæve ben’ så dumt.Tyskeren Mikkel så på alle med et spørgende blik, og tyskeren Klaus så han på med et blik, der udtrykte den yderste fjendtlighed. Så drak tyskeren Klaus lidt grønt øl, mens han tænkte: ’Nu begynder der et skænderi mellem mig og tyskeren Mikkel’. De to øvrige tyskere spiste svinekød i tavshed. Men da tyskeren Klaus havde drukket lidt af øllet, så han på dem alle med et udtryk, der sagde følgende: “Jeg ved, hvad I forventer af mig, men for jer er jeg en lukket æske”.
Daniil Kharms: En uheldig forestilling
Tålmod belønnet
2 dage siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar