Det saa' ud som om der sad en Kvinde ved en Lampe, og hun syntes at hygge sig i det dæmpede Lysskær. Men der var et andet Lys som skinnede mig brutalt ind i Ansigtet, derfor lukkede jeg Øjnene igen og prøvede paa at se paa hende gennem Øjenvipperne. Hun var saa platinblond, at hendes Haar skinnede som en Sølvskaal. Hun var i en grøn strikket Dragt med en bred hvid Krave. Ved hendes Fødder stod en firkantet glinsende Taske. Hun røg og ved Siden af hende stod et højt Glas med et gult Fluidum i.
Jeg bevægede mit Hoved lidt - yderst forsigtigt. Det smertede, men egentlig ikke mere end jeg havde ventet. Jeg var snøret sammen som en Kalkun, der skal i Ovnen. Et par Haandjern holdt mine Arme sammen paa Ryggen og et Reb gik fra dem ned til Anklerne, og derfra videre ud i det uvisse ud over Kanten af den brune Divan paa hvilken jeg laa. Jeg bevægede mig saa meget at jeg kunne forvisse mig om at det var fastgjort et eller andet Sted.
Jeg indstillede disse eksperimentelle Bevægelser og aabnede Øjnene igen og saagde: - Hallo!
Kvinden rev sig løs fra en eller anden fjern Bjergtinde, hun havde stirret paa. Hendes lille energiske Hage, drejede sig langsomt om imod mig. Hendes Øjne var saa blaa som Bjergsøer. Ovenover os trommede Regnen ustandselig, med en fjern Lyd, som om den intet havde med os at skaffe.
- Hvordan gaar det? sagde hun med en mild, sølvagtig Stemme, der stod godt til hendes Haar. Der var en spæd Klang i den, som smaa bitte Klokker i et Dukkehus.

Raymond Chandler: Det byder man ikke Carmen