Jeg siger dig, jeg skærer pikken af din åndssvage vallak, jeg mener det. I morgen putter jeg laksativer i hans foder, og hvis du ignorerer mig igen til næste time, smører jeg trælim på hans sliksten. Mht. krigen: Hørte jeg en hykler skide angst på papiret, fornemmede jeg topmålet af maskulin senilitet, læste jeg mellem linjerne en drøm om geværsalver og Guds kølige hånd på din pande en junidag? Hvis du virkelig har tænkt dig at deltage i den krig, skal jeg selvfølgelig ikke stå i vejen for det. Meld dig bare, tag ned og råb fædreland og fisse, skyd nogle arabere, sådan lyder instruksen.
Okay, hils Gud, og sig han er et svin, hils dit nazihjerte, hils din pik.
Hilsen Bjørn.

Bjørn Rasmussen: Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet

Som forord til bogen sætter jeg Aspenströms brev til mig, og nu er det lykkedes at oversætte brevet: At det er svært at oversætte breve skyldes at de er, de er jo snak. Når det gælder selve digtene har jeg allerede skitserne færdige, så arbejdet bliver antageligvis lettere. (Der opstod skænderi her: jeg havde tabt nøglen til postkassen, jeg havde tabt den på vejen. Jeg fik selvfølgelig skæld ud. Siden blev nøglen fundet, og nu fik jeg skæld ud, fordi jeg ikke selv havde været ude at lede efter den).

Jeg havde tænkt at jeg ville oversætte yderligere nogle digte, men da der var et fremmed ord (klockdjur) allerede i det første digt, mistede jeg selvtilliden. Et spørgsmålstegn i skitsens margen. Jeg havde mao. forberedt mig dårligt, og kommer der flere af sådanne klokkevæsener bliver bogen ikke gjort færdig her.

Dagen forløb dog så nogenlunde, har spist, ilden brænder i komfuret. Mia har forladt sygesengen, hun har været i gang med at oversætte mine digte og nu sidder hun på sengekanten og grubler over noget.

Jeg læser Virginias roman. En hel del god litteratur når man ikke at læse i et liv, ligesom man ikke når at besøge alle steder, eller lære sig alle sprog.

Pentti Saarikoski: Dagene i Kerlin

Det bliver lidt ensformigt at sige noget lort om Mia hver dag, men jeg kan jo ikke gøre for at hun igen i dag har været i sådan et kussehumør. Mundhuggeriet startede med at jeg i går aftes, efter jeg havde kogt tevand, havde ladet gashanen stå halvvejs åben. Ikke at det var så frygtelig farligt, men det gav hende jo en anledning til at råbe op.
I dag er havet blækfarvet, luften grå og jeg er heller ikke så særlig glad til sinds. Jeg sidder med Kari chez Arthur, vi hænger her ved vores stambord, snart er det aften, ed è súbito sera. Snart bliver det nødvendigt for alvor at komme i gang med skriveriet. Men når jeg nu ikke rigtig orker, så bliver det bare sådan noget sludder her.

Nogle drenge kommer forbi på cykel, antageligvis forbereder de sig til Bretagne Rundt, det begynder at svie i øjnene. Der er biler i mange forskellige farver. Tristessen fylder sindet. Et eller andet sted på sjælens bund findes der en bevægelse, og det som bevæger sig der, burde jeg få op til overfladen. Jeg fremsætter erklæringer, en måge lander på vandet, Jacques lægger mere brænde på kaminen.

Pentti Saarikoski: Dagene i Kerlin

Langt borte, langt herfra, langt fra hvor dette sted er, er mit sted, er hvor jeg sover og hvor jeg spiser, er hvor mine kvinder er, mine brødre, mine fædre, mine børn. Det er en søvn, og en søvn mere herfra. Langt borte. Det er ikke idag. Ild kom og efterlod intet. Akaramaerne kom og efterlod intet. Det er der ikke idag. Når solen står op, fylder jeg min mave, og jeg går ind i skoven og finder min medicin. Dette er min medicin, som hjælper mod sygdom, og med kvinder, og når jeg er træt og min penis ikke kan vokse sig stor og min pung er tom, og min medicin til at holde sære guder borte fra mit folk, min medicin der kan fortælle om, hvornår kæmpejaguaren nærmer sig og når giftslangerne er nær. Min medicin fortalte mig om Akaramaerne og jeg var hurtigt på vej, løbende, men solen havde allerede flyttet sig, havde flyttet sig meget, og der var ild og røg, da jeg kom tilbage til mit sted.
Mit sted er langt herfra. Det er ikke mit sted nu. Akaramaerne har taget nogle af mine kvinder. Nogle af mine kvinder lå på jorden med huller i deres maver. Mine fædre var uden hoveder. Mine børn var ødelagt. Mine brødre var væk og er nu inde i akaramaernes maver. Jeg er her med min krop og min medicin kan ikke bruges til noget længere.

Tobias Schneebaum: Keep the river on the right (som skal oversættes til "hav floden på højre hånd" eller måske enklere "følg floden". Bud modtages.)

Kærligheden, havde du sagt, er noget man gør. Man vælger hinanden hver dag. Den lille hånd klappede mig på øret, jeg så op, og det kuglerunde hoved var et stort grinebid. Bag den lille dreng lå den store, og henover hans englehår så jeg dig (og jeg håber, at du bemærker, hvordan jeg gør mig umage med sætningerne, så jeg kan stå ved siden af dig), og jeg tænkte, at dem, der lå mellem os, var beviser på fortiden.

Under det kogende hav

Interviewer: Du fortalte mig at du var 40 år, da du begyndte at ryge?
Willy Kyrklund: Jo, ideen med rygning er jo, at man får sig et behov, som man kan tilfredsstille. Når man er kommet dertil, hvor der er mange behov som ikke kan tilfredsstilles længere, da kan man hænge sig, eller man kan tage sig en cigaret. Derfor tog jeg en cigaret.

Interview i SVT

SOM VI VED

Alt hvad vi ser er gennemtrængt af det -
De fjerne trætoppe med deres spir (så
Uskyldige), trappen, vinduernes fastlåste blinken -
Gennemhullet af det onde der ikke er ondt,
Romancen der ikke er mystisk, livet der ikke er liv,
En nutid der er andetsteds.

Og dybere i de små overgivelser
I dansen, gnider du albuer med det,
Befamler det. Den dag du gjorde det
Var den dag du måtte stoppe, fordi handlingen
Involverede alt stoffet, der var ingen anden måde at komme til syne på.
Du gled på knæ
For de kostbare kildevandsjuveler
afsat på mosset, før de blev suget op
Og du vaklede på kanten af denne
Rolige gade med dens fortorve, dens trafik,

Som om de er kommet for at tage dig.
Men der er ingen i den blændende middagsstund,
Kun fugle der som hemmeligheder kunne findes ud af noget om
Og et hjem at nå frem til, en af dagene.

Lystet der blev overskygget dengang
Blev set som værende vores liv,
Alt omkring os som kærligheden kunne tænkes at undersøge,
Blev gemt bort et vist stykke tid, indtil
det hele skal gennemgåes, og vi vendte os
Mod hinanden, til hinanden.
Vejen vi var kommet var alt vi kunne se
Og det dæmrede for os, pinligt berørte
At der er så meget at fortælle nu, faktisk nu.

John Asbery: Som vi ved

TAK FORDI DU IKKE SAMARBEJDER

Nede på gaden er der isboder at gå hen til
Og fortorvet er pænt, blåligt skiffergråt. Folk ler meget.
Her kan man se stjernerne. To elskende synger
Hver for sig, fra det samme tag: "lad dine småpenge ligge,
Lad dit tøj ligge, og gå. Det er tid nu.
Det var også tid nu før, men nu er det virkelig tid.
Du vil aldrig have nydt storme så meget
Som på disse klæbrige aftener der mere føles som August
End September. Bliv. En falsk vind vil have dig til gå
Og derude på den stormomsuste flod iagttage busser på vej til Conneticut,
Og træindustri, og alt det vi tænker på når vi holder op med at tænke.
Vejret er perfekt, årstiden uklar. Græd over din afrejse
Men regn også med at møde mig i den nærmeste fremtid, hvor jeg vil afsløre
Yderligere nye eventyr, og at du fortsat vil tænke på mig."

Vinden aftog, og de elskende
Sang ikke længere, kommunikerende hver til hinanden i kedsommelighedens
Selvudfoldelse, og kysten krøllede sammen og blev flydende
Og så begyndte den berømte klagesang. Og hvordan skal vi, mennesker
Der alle er uvante med hinanden og vores gøremål, forklare
Det til kysten, hvis vi får lov til
At cirkulere der "i den nærmeste fremtid", hvorfor vi er kommet
Og hvorfor vi aldrig har været her før? Den gæste-fremmedes
modforslag hæmmede vores fortolkning af os selv som
Person-objekter, dem vi vidste ville nå frem hertil
På en eller anden måde, men vi kan huske så let som den dag vi blev født
miderne vi passerede på vores vej og hvordan dagen blødte
og natten med da man hørte om os, selvom vi kun fortalte om vores barnlige
Ideer og aldrig forsøgte at imponere nogen, selv ikke når de var en smule ældre.

John Ashbery: Skyggetog

Rosa:
I dag skete der noget ubehageligt.

Emily og jeg mødtes tilfældigt ved kirken med den falske kuppel. Kunstneren, der udsmykkede den, var førende i illusionistiske tricks, men nedvurderet af samtidige kunstnere, de anså ham for en plattenslager, fordi han i sine portrætter ikke var så forfinet, fordi han fejlede på ansigtet.
Nu trådte Emily og jeg ind i kirken og så – ikke den mirakuløse kuppel hvor der ingen kuppel var – en helt forvrænget, en håbløs kuppel. Så blev vi ansporet af nogle hvide prikker i marmorgulvet, til at skridte ned ad hovedskibets midtergang, til vi mødte stjernen, der angav at
HER
skulle man stille sig for at værket forløstes. Så kiggede vi op og rigtig nok, det så ud, som om der var en kuppel. Så gik vi to skridt videre ned mod alteret, og kuplen var forvrænget igen.

Der gives ingen forførelse, uden at nogen tager skridtene, sagde Emily

Ubehaget indtraf umiddelbart efter.

Vi tog afsked med den forventning, at vi skulle hver vores vej. Jeg vendte ryggen til Emily og tog nogle skridt i den modsatte retning af hende, da jeg kom i tanke om, at jeg havde et ærinde. Jeg vendte om. Nu gik Emily omtrent ti meter foran mig. Som en fremmed. Det var det, at for en iagttager, havde der været al grund til at skønne, at vi var fremmede for hinanden. 1 og 1, der kom gående. 1 og 1 turist, der kom gående i Rom. Om allerede et døgn ville ikke engang en retsmediciner kunne spore det aftryk, Emilys håndklem havde sat på min højre arm, da vi tog afsked. Jeg ville kunne håbe på et hår, et DNA-spor, men risikoen var der, at jeg ville være efterladt sporløs, allerhelvedes ren.

Første gang, og alle gange siden, Emily og jeg havde sex, tog hun umiddelbart efter en vådserviet og duppede både sin egen pande og min.

---
Her er Emily i Rom for dér at gifte sig med præsten. Rosa har sat sig på en af kirkens bagerste bænke, hun er pissefuld af hjertesorg.

Asta Olivia Nordenhof: Et ansigt til Emily
Udkommer i dag.

Charlottes forord til Stormfulde Højder er et publicistisk
     mesterstykke.

Som én der omhyggeligt undgår at se på en skorpion
     sammenkrøbet på sofaens armlæn taler Charlotte

fast og roligt
om de andre møbler i Emilys arbejdsværelse - om
den ubønhørlige ånd ('stærkere end en mand, enklere end
     et barn'),

den grusomme sygdom ('smerte ingen ord kan gengive'),
den autonome slutning ('hun sank hastigt, hun skyndte sig
     at forlade os')
og Emilys totale overgivelse

til et kreativt projekt som hun hverken kunne forstå eller kontrollere,
og for hvilket hun ikke fortjener at blive mere lovprist eller klandret
end hvis hun havde åbnet munden

'at udånde torden'. Skorpionen bevæger sig langsomt ned
ad armlænet mens Charlotte
bliver ved med at tale hjælpsomt om torden

og andre vejrformer vi må forberede os på at møde
når vi begiver os ind i Emilys elektriske atmosfære.
Det er 'Et stort mørkes rædsel' som venter os der

men Emily er ikke ansvarlig. Emily var under indflydelse.
'Ved frembringelsen af disse væsner vidste hun ikke hvad hun
     gjorde'
siger Charlotte (om Heathcliff og Earnshaw og Catherine).

Ja, der er mange måde at være indespærret på.

Anne Carson: Glasessayet
må det vel hedde i oversættelse