... jeg var dengang, som altid, meget lidt erfaren i litterære forhold; den forlægger jeg forærede manuskriptet, lod bogen trykke på dårligt papir og i et latterligt format. Da jeg en måned efter udgivelsen spurgte hvordan det gik med bogen, sagde han desuden: ”Man kan sige den er hellig, for der er ingen der vil røre den.”

Stendhal: Om kærligheden

XVI

Jeg er blevet så gammel at Euripides
ikke længere interesserer mig
jeg sad på en kinesisk restaurant i Stenungsund
og skubbede til
Sofokles’ stensprøde vers
hen over bordet med fingeren
da Masa og Sepe kom farende ind
forstyrrer vi skriver du på en bog
det gør jeg sæt jer ned
vi vil ikke forstyrre
den der skriver på en bog skal forstyrres
ellers bliver det en dårlig bog
Masa sagde han var så ensom
du er flyttet væk fra Helsinki
men min bror flyttede fra provinsen ind til Helsinki
trivedes ikke drak dagen lang
han tog af sted klokken fire om morgenen for at skære kød ud
jeg var på den patologiske for at identificere ham
han var kørt ind i en lastbil
et fisefornemt folk disse svenskere
her sidder vi
tre arbejdere fra Finland
du kan da ikke kalde Saarikoski for en arbejder
han kan alle sprog og er forfatter
hold din kæft Sepe sagde Masa
hvornår har du sidst læst en bog

Pentti Saarikoski: Spil op til dans

I anledning af den fortsatte kampagne mod Bukdahl, startet af alle tiders mest overbagte kagemand og siden overtaget af om muligt endnu mere irriterende anonyme tosser (se kommentaren med den mistænkelige signatur "M") bringes her endnu engang en lille belæring om fjendskab:

Når jeg fordyber mig i ældre tiders skænderier, forstår jeg at jeg har lært fjendskabet at kende i en forfaldsperiode. Tænk at have en kvik uven! En der er i godt humør, og får geniale indfald! Mine bagvaskeres møjsommeligt udtænkte tarveligheder får mig til at tænke på Cyrano de Bergeracs skuffede spørgsmål til sin angriber: Er det alt hvad I har at sige om min næse, at den er meget stor?
Vi stiller for lave krav til fjendskabet i vore dage. I forfædrenes verden betød det en evne til samspil, en ondskabsfuld, men henrykt lydhørhed. Den misfornøjede fejlfinder som har et buh! parat så snart jeg gør noget, er jo ikke en rigtig fjende. Han fortjener det hensyn man viser tunghøre: at få lov til at tale uden at blive modsagt.
Den virkelige fjende kender mig – i visse henseender bedre end jeg selv. Læser jeg ham rigtigt, bliver han et uvurderligt spejl for mig. Hvis nogen ser hvem jeg er og derpå hader mig for det, er han allerede halvt tilgivet, eller rettere sagt: så er jeg parat til at blive hans fjende, hans og ingen andens!
Oh fjendskabets sortvingede génier, vend tilbage og jag misundelsens gråspurve bort!

Horace Engdahl: Meteorer

hele stykket kan læses her

Jeg ville fylde min elegi med lys af alle slags. Men døden gør os nærige. Der er ikke mere at ofre på det, tænker vi, han er død. Kærlighed kan ikke ændre det. Ord kan ikke tilføje noget. Ligegyldigt hvordan jeg forsøger at fremmane den bestjernede [/stjernestrøede] fyr han var, bliver det ved med at være en enkel, sær historie. Så jeg begyndte at tænke over historie[n].

Anne Carson: NOX

Mor smiler. Jeg må være tapper nu. Hun er så smuk i sin grønne sommerkjole, ærmerne danser hen over mig, stryger mit bryst og fylder mig med en sød bedrøvende ro i sekundet mens hun lægger kniven til rette. Mors skæreteknik er præget af rutine og det gør derfor ikke så ondt som jeg havde frygtet. Først højre arm, så må hun i knæ og fotografere barnet der sidder og troner temmelig højt i en flagrende babystol. Ved du hvem det første stykke er til? Hendes smil kommer nærmere; der er meget langt til mors smil når hun står oprejst. Så venstre ben til sig selv. Åh Gud, nu må jeg vise styrke. Kniven er helt hvid af glasur.

Harald Voetmann Christiansen: Kagemand

BRUDEN: Og jeg ved, jeg er fra forstanden, og jeg rådner op indvendig, så uudholdeligt er det, og alligevel står jeg her lige så roligt og lytter og ser ham svinge med armene.

Frederico García Lorca: Blodbryllup

Tarwater knyttede næverne. Som en dødsdømt på henrettelsesstedet stod han og ventede. Så kom åbenbaringen, tavs, uforsonlig, direkte som en kugle. Han så ikke ind i øjnene på et flammende uhyre, han så ikke en brændende busk. Med en sikkerhed nedsunket i fortvivlelse vidste han bare at det var forventet at han døbte det barn han så, og indledte det liv hans grandonkel havde forberedt ham til. Han vidste han var kaldet til at være profet og at hans profetis veje ikke ville blive bemærkelsesværdige. Stive og stille afspejlede hans sorte pupiller i dyb på dyb hans hjemsøgte billede af sig selv traskende ud i det fjerne i Jesus' blødende stinkende gale skygge, indtil han til sidst modtog sin belønning, en brudt fisk, et mangfoldiggjort brød. Af støv havde Herren skabt ham, skabt ham i blod og nerve og sind, skabt ham til at bløde og græde og tænke, og sat ham i en verden af tab og ild, alt sammen for at døbe ét åndssvagt barn som Han slet ikke havde behøvet at skabe og forkynde en lige så tåbelig lære. Han forsøgte at råbe "NEJ!" men det var som at prøve at råbe i søvne. Lyden var mættet af stilhed, tabt.

Flannery O'Connor: Voldsmænd river det til sig

Jeg beder om tilladelse til at bagtale Frankrig endnu lidt.

Stendhal: Om kærligheden

Han var en tyrelignende gammel mand med et kort hoved der sad direkte på skuldrene, og sølvfarvede øjne der lignede to fisk der masede på for at komme ud af et net af røde tråde. Han havde en kitfarvet hat med skyggen slået op hele vejen rundt og over undertrøjen en grå frakke der engang havde været sort. Tarwater, der sad over for ham, så røde reb træde frem i hans ansigt og en rystelse gå hen over ham. Det var som rystelsen af et skælv der var udgået fra hjertet og løbet udad og nærmede sig overfalden. Munden krængede brat ned i den ene side, og han blev siddende nøjagtig som han var, i fuldendt balance med ryggen en halv snes centimeter fra stoleryggen og maven klemt fast lige under bordkanten. Øjnenes døde sølv var stift rettet mod drengen over for ham.
Tarwater mærkede skælvet forplante sig og løbe let hen over ham selv. Han vidste, uden at røre ved ham, at den gamle mand var død, og han blev siddende over for liget og spiste sin morgenmad i en slags mut forlegenhed som om han stod over for en ny personlighed og ikke kunne finde på noget at sige. Til sidst sagde han i et klagende tonefald: "Tag og slap af. Jeg har jo sagt jeg nok skal gøre det rigtigt." Stemmen lød som en fremmeds, som om døden havde forandret ham og ikke hans grandonkel.

Flannery O'Connor: Voldsmænd river det til sig

Stakkels unge misbrugte kvinde, vil De endnu nyde det der optog Dem så stærkt for nogle år siden, som De ikke turde tale til nogen om, og som nær havde bevirket at De mistede æren? Det er for Deres skyld jeg har omarbejdet denne bog og søgt at gøre den tydeligere. Efter endt læsning bør De aldrig omtale den med andet end en lille foragtelig sætning, og De bør kaste den ind i Deres bogskab af citrontræ, om bag de andre bøger; jeg ville tilmed lade nogle sider være uopsprættede.

Stendhal: Om kærligheden