Han var en tyrelignende gammel mand med et kort hoved der sad direkte på skuldrene, og sølvfarvede øjne der lignede to fisk der masede på for at komme ud af et net af røde tråde. Han havde en kitfarvet hat med skyggen slået op hele vejen rundt og over undertrøjen en grå frakke der engang havde været sort. Tarwater, der sad over for ham, så røde reb træde frem i hans ansigt og en rystelse gå hen over ham. Det var som rystelsen af et skælv der var udgået fra hjertet og løbet udad og nærmede sig overfalden. Munden krængede brat ned i den ene side, og han blev siddende nøjagtig som han var, i fuldendt balance med ryggen en halv snes centimeter fra stoleryggen og maven klemt fast lige under bordkanten. Øjnenes døde sølv var stift rettet mod drengen over for ham.
Tarwater mærkede skælvet forplante sig og løbe let hen over ham selv. Han vidste, uden at røre ved ham, at den gamle mand var død, og han blev siddende over for liget og spiste sin morgenmad i en slags mut forlegenhed som om han stod over for en ny personlighed og ikke kunne finde på noget at sige. Til sidst sagde han i et klagende tonefald: "Tag og slap af. Jeg har jo sagt jeg nok skal gøre det rigtigt." Stemmen lød som en fremmeds, som om døden havde forandret ham og ikke hans grandonkel.

Flannery O'Connor: Voldsmænd river det til sig