Efter vores forældres selvmord var vi indespærrede i tårnet i to en halv måned, selve landmærket i vores forstad, Amras, tårnet som kun var tilgængeligt gennem æblehaven som i sydlig retning førte op mod urfjeldet og havde været i vores fars eje i årevis.
Dette tårn, som tilhørte vores onkel havde i disse to og en halv måned været et tilflugtssted som beskyttede os mod menneskenes indgreb og skjulte os for blikkene fra en verden som kun handler og forstår ud fra det onde.
Vi har kun vor onkels indflydelse, vor morbror, at takke for at vi - i strid med Tyrols brutale sundhedsregulativ for dem som er taget i selvmordsforsøg og dømt til et videre og pinefuldt liv og lemlæstelse på denne måde - ikke blev placeret på sindsygehospitalet, og ikke som mange andre måtte dele skæbne med alle dem fra øvre-Inndalen, fra Karwendelfjeldene og Brennerlandsbyerne som først der virkelig blev ødelagt og knust på den forfærdelige måde jeg kender så godt.

Thomas Bernhard: Amras