Jeg var misundelig på de glade og de lette. Især en norsk pige, hvis latter steg og faldt, mens hun spillede bold, kun i trusser og med et par lange hår (dog lyse) strittende fra den ene brystvorte; hun havde været stiknarkoman og så det nu som sin livsopgave at bringe hash til Norge - et sted langt nordpå, hvor hun kom fra, så de unge dér fik et alternativ til heroin, som var meget lettere at indsmugle, og som der derfor var lettere og billigere adgang til (det forklarede hun os, i et sjældent øjeblik af alvor) - svøbt i pakker om sit lange norske liv, måske også rundt om benene. Jeg kan endda huske, at hun ikke havde ret lange ben.

Christiana Hesselholdt: Camilla - og resten af selskabet