Et rødt stråtækt bondehus for foden af bakken. Høje slanke træer på hver side af vejen; lindetræer eller pil måske, de lange lysegrønne blade er tunger af ild i solen. Jeg er allerede i huset for foden af bakken og nu på vej ud ad døren balancerende med klirrende, ringlende porcelæn på en tinbakke. Hvidmalede stole og borde på hver sin side af havegangen, mens solsortene synger duet fra taget, og gafler og knive står vagt om tallerkner og glas. Der er symmetri i verden og ikke et menneske udover mig og ham, der har trukket sin stol ud i gruset, så jeg må kante mig forbi, for jeg skal videre med kaffe til fyrbøderen i toget, der tuder bag bakken på vej mod stationen og vandtårnet, med kog under kedlen og sod og kulstøv i svælget. Men han vil ikke lade mig komme forbi, narrøven, selvom jeg beder ham pænt om det og kun spilder en enkelt dråbe kaffe ned i åbningen mellem nakken og skjortekraven. Kopper og kande står stille i luften bag os, der går en bølge gennem bladende, alting bøjer af for den forfulgte og det der følger ham er fortiden, hvad skulle det ellers være? det er en drøm og alting går uendelig langsomt; det hudafskrabende benspænd og hovedet der dunker mod jorden og slår tilbage opad i luften. Det bløder nu og solsortene slås om en regnorm på taget, den bliver længere og længere mellem deres næb. Jeg planter en finger i øjet på ham, men der er ikke noget øje kun et tomt hul og hud og hår falder af i store flager. Han har fat om min ene testikel med fingerspidserne, og jeg tænker, at det er utroligt, at sådan en knokkelhånd kan gemme så megen styrke. Han er kun raslende knogler i jakkesættet, alligevel klemmer han så hårdt at jeg vågner. Resten af dagen er mit ene ben kortere end det andet.

Allan Johansen: En drøm