Jeg drømte at farvebåndet i skrivemaskinen begyndte at strammes og blive tyndt på besynderlig vis, så det først blev gråt og siden hvidt. På samme måde gik det bogstaverne som jeg slog ned. Jeg tænkte at det måtte dreje sig om et synsbedrag og fortsatte med at skrive til bogen var færdig. Jeg tog den med hen til forlæggeren, som sendte den direkte til trykning, der var kun en måned til efterårssæsonen begyndte. Nu havde jeg tid til at tage til øjenlægen. Jeg fortalte ikke, hvad der var sket, jeg bad hende bare om at undersøge mine øjne. Undersøgelsen varede længe. Til sidst slukkede øjenlægen, som var en behagelig midaldrende dame med brunt hår, den store undersøgelseslampe, så mig alvorligt i øjnene og sagde: "De lider af en sjælden øjensygdom, som kaldes oftalmoletargi. Det indebærer at mennesket i begyndelsen af en situation, når han skal betragte noget, ser meget dårligt, eller slet ingenting, men at synssansen efterhånden forbedres, til den tilsidst er aldeles normal."
Da jeg vågnede, gik jeg, så snart jeg havde samlet kræfter, hen for at undersøge båndet i skrivemaskinen. Der var ikke noget galt med det. Jeg læste det jeg havde skrevet igår. Heller ikke i teksten så jeg noget forkert.

Pentti Saarikoski: Relevant eller ej