Jeg skal dø i Paris, en dag hvor det regner,
en dag jeg husker som var det i går.
Jeg skal dø i Paris, og hvorfor ikke,
om efteråret, en torsdag måske, som i dag.
Ja, sikkert en torsdag, for i dag, en torsdag,
mens jeg skriver disse vers, gør det ondt
i mine arme, og aldrig på min hele vej
har jeg følt mig så alene som i dag.
César Vallejo er død, de slog ham
alle, uden at han gjorde dem noget;
de slog ham hårdt med en stok og hårdt
også med et reb; torsdagene
er hans vidner, og hans trætte arme,
ensomheden, regnen, vejene ...
César Vallejo: Den sorte herold
Det gik uden gær
1 dag siden
4 kommentarer:
"I marts 1938 blev César Vallejo indlagt på sygehuset i Boulevard Arago, udmattet og med feber. Blodprøver, analyser, røntgenundersøgelser gav intet resultat. De sygdomme, Vallejo led af, var ukendte for lægevidenskaben. Den ene hed Spanien, den anden - en meget gammel, meget ærværdig sygdom, som man ikke havde noget medikament imod var sulten. Langfredag 1938 døde César Vallejo af sult."
fra Peer Sibast' efterskrift.
havde man ikke noget medikament mod sult? hvad med mad?
Ja, det er besynderligt man ikke var klar over at mad kunne kurerer sult. At de ikke vidste, hvordan man helbreder "Spanien" kan man måske bedre forstå.
Det ved jeg nu ikke. Orkneyøerne plejer at hjælpe.
Send en kommentar