Jeg skal dø i Paris, en dag hvor det regner,
en dag jeg husker som var det i går.
Jeg skal dø i Paris, og hvorfor ikke,
om efteråret, en torsdag måske, som i dag.

Ja, sikkert en torsdag, for i dag, en torsdag,
mens jeg skriver disse vers, gør det ondt
i mine arme, og aldrig på min hele vej
har jeg følt mig så alene som i dag.

César Vallejo er død, de slog ham
alle, uden at han gjorde dem noget;
de slog ham hårdt med en stok og hårdt

også med et reb; torsdagene
er hans vidner, og hans trætte arme,
ensomheden, regnen, vejene ...

César Vallejo: Den sorte herold