torsdag den 31. marts 2011

Det stinker på toiletterne. Else åbner dørene og sparker kilerne ind under dem som det første, når hun kommer. Så går hun ud og hænger frakken i depotet og finder gummihandskerne og fylder spanden med vand og universalrengøring. Stanken af pis fra herretoilettet er mest gennemtrængende, men der lugter også på dametoilettet, og det er ikke en særlig feminin duft. Det lugter af lort, af indestængte prutter, af prutter, der har været holdt som gidsler i sammenknebne damerøve i halve og hele dage. Else går ikke ind for den slags knibskhed. Hun synes, man skal slippe prutterne fri og gerne med et ordentligt rabalder. Så bliver de heller ikke så onde, som dem damerne fra sidevejene til Lindevang Allé lukker ud, når de har siddet og holdt på dem igennem et helt foredrag. Stanken på dametoilettet er i det hele taget værst, når der har foregået noget finkulturelt i salen. Forfattermøderne er de værste, for der kommer næsten kun kvinder. Når squaredanceforeningen holder stævne, lugter der allerhøjest lidt af sved på dametoilettet, men så er der jo også musik oppe i salen, og det er lettere for damerne at slippe en vind uden at blamere sig.

1 kommentar:

Peter Højrup sagde ...

i 2009 havde jeg en novelle i ud & se, hele novellen kan læses her