Det stinker på toiletterne. Else åbner dørene og sparker kilerne ind under dem som det første, når hun kommer. Så går hun ud og hænger frakken i depotet og finder gummihandskerne og fylder spanden med vand og universalrengøring. Stanken af pis fra herretoilettet er mest gennemtrængende, men der lugter også på dametoilettet, og det er ikke en særlig feminin duft. Det lugter af lort, af indestængte prutter, af prutter, der har været holdt som gidsler i sammenknebne damerøve i halve og hele dage. Else går ikke ind for den slags knibskhed. Hun synes, man skal slippe prutterne fri og gerne med et ordentligt rabalder. Så bliver de heller ikke så onde, som dem damerne fra sidevejene til Lindevang Allé lukker ud, når de har siddet og holdt på dem igennem et helt foredrag. Stanken på dametoilettet er i det hele taget værst, når der har foregået noget finkulturelt i salen. Forfattermøderne er de værste, for der kommer næsten kun kvinder. Når squaredanceforeningen holder stævne, lugter der allerhøjest lidt af sved på dametoilettet, men så er der jo også musik oppe i salen, og det er lettere for damerne at slippe en vind uden at blamere sig.

Jeg er ikke bange for usammenhæng og brud.
Jeg klipper papiret i stykker med en lang saks.
Jeg klistrer strimlerne på som et frynsebånd.
Et manuskript er altid et stormvejr, slidt i laser, hakket i stumper og stykker.
Et udkast til en sonate.
At svine er bedre end at skrive.
Jeg er ikke bange for limningerne og klisterets gule farve.
Jeg skræddererer og danderer den.
Jeg tegner Marat i strømper.
Jeg tegner digesvaler.

Osip Mandelsjtam: Det egyptiske mærke.
oversat af Mette Dalsgaard

Af myrra laver han et æg, så stort som han kan bære. Så prøver han om han kan løfte det. Derefter udhuler han ægget og lægger sin far indeni og forsegler hullet. Med faren indeni vejer ægget det samme som før. Efter at have forsglet det bærer han ægget til Egypten til soltemplet.

(Hekataios fr. 324 Fragmente der griechischen Historiker red. Jacoby [Berlin 1923] jvf. Herodot 2.73)

Hekataios beskriver den hellige føniks som levede i Arabien, men kom til Heliopolis i Egypten en gang hvert femhundrede år for at begrave en fader der. Føniksen sørger ved at forme, veje, afprøve, udhule, forsegle og bære mod lyset. Han har tilsyneladende et klart blik for det nødvendige. Og i skyggerne der lyner over ham, mens han tilbagelægger vejen fra Arabien til Egypten, indser han måske det uendelige i den mekanisme, som han er fanget i, den uendelige skrøblighed ved hans egen flyvning - sammensat som den er af disse bestandigt forbipasserende skygger båret baglæns i selvsamme bevægelse, som fortærer dem; hans bevægelse, hans udspørgen.

Anne Carson: NOX

Han tænkte på, at Sankt Petersborg var hans børnesygdom, og nu gjaldt det bare om at komme til hægterne og vågne op, så ville fortrydelsen blive brudt; han ville blive rask, blive ligesom andre mennesker, måske ligefrem gifte sig ... Så ville ingen længere vove at kalde ham "unge mand". Og så ville han holde op med at give håndkys. Nu kunne det være nok! De forbandede damer teede sig, som om de var i Trianon ... Hvis en eller anden fed matrone, et eller andet fruentimmer, en eller anden skabet missekat rakte poten frem mod hans læber, og han af gammel vane - smask! - Nej, nu kunne det være nok.

Osip Mandelsjtam: Det egyptiske mærke
oversat af Mette Dalsgaard

Parnok anråbte den skægløse præst fra Kostroma, som øjensynligt endnu ikke havde vænnet sig til præstekjolen og kom gående med en duftende pakke ristet og malet kaffe i hånden. - Fader Nikolaj Aleksandrovitj, lad os følges ad!
Han trak præsten i det brede, blanke ærme og bugserede ham af sted som et lille skib. Fader Bruni var svær at tale med. Parnok opfattede ham nærmest som en slags dame.

Osip Mandelsjtam: Det egyptiske mærke
oversat af Mette Dalsgaard

Hun åbner den lille bog. Hun lader sig forføre af bogen. Pik og kusse. Det er mest pik og kusse. Forfatteren savner tilsyneladende sin kone forfærdeligt. Men mest af alt savner han hendes kusse. Pentti er i Dublin. Konen er hjemme i Finland.
Stærke mennesker er følsomme og angste, fordi de ved alt for meget, og kan se - læser hun. Der er ting hun har oplevet, som hun ville ønske, hun kunne glemme. Hun har stået steder og tænkt, allerede mens hun stod der, tænkt, det her håber jeg at glemme. Bare jeg nu ikke oplever noget noget jeg kommer til at huske.
Det er en livslang affærer at udtænke en sætning på finsk, derfor bliver der heller ikke sagt særlig mange fornuftige ting derhjemme - læser hun og får lyst til at lære sig finsk. Der må da være kurser i finsk? Men næppe i Købehavn, tænker hun. Eller, hvem ved? Hvorfor egentlig ikke i København?

Lars Frost: Skønvirke

XXXV
Jeg vil aldrig blive mine digte værdig
jeg hoster og stønner
mens de trækker vejret frit
jeg går rundt og lusker
de kender deres eget værd
håner mig
om aftenen skråler de i gaderne
om dagen sidder de pligtopfyldende på kontoret
banker med blyanten i bordet
og beder om mit personnummer
jeg er skuffet over hvert eneste af dem
jeg havde jo skabt dem i mit eget billede
de skulle være reklamer for mig
og hvad gør de
praler
mens den europæiske digterkongres bifalder dem
ligger jeg på en parkbænk og skider i bukserne
når jeg er syg
kommer de så og besøger mig vel gør de ej
når jeg er død
kommer de så og lægger blomster vel gør de ej
de har ingen indvolde de ældes ikke
jeg sygner hen mens de vokser
jeg dør og de lever i bedste velgående

Pentti Saarikoski: Spil op til dans
oversættelse Helena Idström

En fanger, en lille ægagtig mand, stod med en løftet harpun, som man kunne trække ud gennem hans ærme, hvor den var anbragt i et hul så småt som et nåleøje, og så stod man med en slebet bensplint i mellem fingrene. Dyret, våbnet var rettet imod, manglede. De grønlandske figurer stod på en poleret skrivebordshylde, og den blanke flade var is, som spejlede dem, og langt væk, ved randen af bordet skulle der have lusket en bjørn eller sprunget en hare. Der var to fangere til, den ene lignede den anden, men set på afstand - alt ved ham var mindre, fjernere.

Christina Hesselholdt: Hovedstolen

(...) malingen på dørkarmen skallede af i lange cremefarvede strimler bortset fra et område i skulderhøjde, hvor jeg, når jeg skulle åbne døren, anbragte hånden, den højre hånd, mens jeg med venstre sled i dørhåndtaget indtil døren med et gudsjammerligt knirk pludselig sprang op og nær ramte mig i hovedet, hvis den da ikke, som det allerede var sket to gange, rent faktisk ramte mig, den ene gang kun et strejf over kinden, den anden et regelret gok i nøden, eller rettere en slåen-sig-for-panden-med-dør, der var mere overraskende end egentlig smertefuld, men i øjeblikket havde jeg ingen planer om at rejse mig og udføre døråbningsritualet, i stedet ville jeg blive siddende i den røde, lidt for lille og ubekvemme stol og vente på at nogen skulle komme ind, se på mig og udbryde: Sidder du dér!

Alskens paradoksmageri og symboltale anses for at vidne om en dybere indsigt. Jeg må sige at jeg betvivler det.

Willy Kyrklund: Polyfem forvandlet

I der arbejder og er bebyrdede
I er blevet bedraget
lige så mange gange som I er blevet lovet
et bedre liv
som altid har medført en tungere byrde
rigdom skulle der samles på
så man kunne blive af med de rige
dette er noget sludder
jeg sad i en taxa på vej hjem
dagen var en af dem hvor man kom i tanke om Heraklit
solen skinner på bjergsiden
hvor der ligger klatter af sne
verden virkede velkendt
som en arm man også tidligere har støttet sig til

Pentti Saarikoski: Spil op til dans
oversættelse Helena Idström