Al handel er i selve sit væsen satanisk. Handel er byttehandel, lån med underforståelsen: giv mig mere tilbage, end jeg giver dig.
- Enhver handelsmands sjæl er fuldstændig fordærvet.
Handel er naturlig, følgelig er den nederdrægtig.
Den mindst nederdrægtige af alle handelsmænd er ham, der siger: "Lad os være redelige for at vinde endnu flere penge end de tåber, der svindler." For handelsmanden er selv ærligheden en spekulation i vinding. Handel er satanisk, fordi den er en af egoismens former og endda den laveste og lumpneste.

Charles Baudelaire: Dagbøger

Alt er Mellemled i denne Eksistens, alt er Middel; det er umuligt at forbinde noget Formål med den. Den Ting der fabrikeres er et Middel: den bliver solgt. Hvem kan forestille sig den som noget godt? Råmaterialet, Værktøjet, Arbejderens Krop, endog hans Sjæl, er Midler i Fabrikationens Tjeneste. Nødvendigheden findes overalt, det Gode ingen steder.

Simone Weil: Det som er helligt

Jeg stred mig over marken, da jeg hørte en lyd, og så under mig en lille hare, der græd så bittert. Åh, gode herre, sagde den, træd ikke på mig ...! Næ, sagde jeg, hvorfor i alverden skulle jeg gøre det? Åh, men herrerne, fortsatte dyret, træder så ofte på mit bo alene for morskabs skyld ...! Nå, det kan jeg ikke tro, sagde jeg. Så sandt det er, gode herre, sagde haren. Ja ja, sagde jeg, nu skal du bare lægge dig og sove igen, ikke? Jeg havde allerede påbegyndt min videre fremfærd, da haren sprang efter mig og klamrede sig til mit ben. Jeg forsøgte at ryste ham af. Gå ikke, før jeg har budt på noget, sagde han, det kræver dog min selvrespekt! Aha, sagde jeg. Ja, lad mig byde gode herre, sagde haren, De vil ikke fortryde ...! Og hvad kan du så byde på? spurgte jeg. Den bedste Brandy, herre, sagde haren. Aha, sagde jeg. Javist, lovede haren, prima varer, herre ... Det lader sig høre, sagde jeg, giv mig en! Han sprang ned i sit hul og jeg så mit snit til at fortsætte, efterhånden godt irriteret over alle disse afbrydelser.

Jeppe Brixvold: Forbrydelse og fremgang

Han skød snart i vejret og måtte gå i klæder, som han var vokset fra. Kammeraterne begyndte at gøre løjer med ham for hans korte bukser og hans hjemmelavede krans på huen. Alle hans skolebøger købtes antikvarisk i gamle oplag, - hvad der afstedkom mange ubehageligheder i skolen.
- sådan står der i min bog, svarede Johan.
- Må jeg se din bog!
Skandale! Og ordre til at købe det nyeste oplag, hvilket aldrig skete.
Hans skjorteærmer sluttede midt på armen, og skjorten kunne ikke knappes. Ved gymnastikken beholdt han derfor altid jakken på. En middag skulle han i sin egenskab af fløjmand blive tilbage til en privatlektion i den højere gymnastik hos løjtnanten.
Alle tog deres trøjer af, undtagen Johan.
- Nå, er jakken ikke kommet af endnu?
- Nej, jeg fryser, sagde Johan.
- Du skal snart blive varm, sagde løjtnanten, - bare af med trøjen!
Han vægrede sig. Løjtnanten kom nu venligt spøgende hen til ham og trak i ærmerne. Han gjorde modstand. Læreren så på ham.
- Hvad er nu det for noget? sagde han. Jeg beder pænt, og så vil han ikke gøre, hvad jeg vil ha'! Gå så din vej!
Den unge fyr ville sige noget til sit forsvar, så bedrøvet på den venlige mand, som han altid havde stået sig godt med - men han tav og gik!

August Strindberg: Tjenestekvindens søn

Jeg skal dø i Paris, en dag hvor det regner,
en dag jeg husker som var det i går.
Jeg skal dø i Paris, og hvorfor ikke,
om efteråret, en torsdag måske, som i dag.

Ja, sikkert en torsdag, for i dag, en torsdag,
mens jeg skriver disse vers, gør det ondt
i mine arme, og aldrig på min hele vej
har jeg følt mig så alene som i dag.

César Vallejo er død, de slog ham
alle, uden at han gjorde dem noget;
de slog ham hårdt med en stok og hårdt

også med et reb; torsdagene
er hans vidner, og hans trætte arme,
ensomheden, regnen, vejene ...

César Vallejo: Den sorte herold

tænker på hende
uudholdeligt! Jeg tager derhen...
fra floden
vinternattens bidende kastevinde
og vadefuglene skriger.

Kino Tsuryuki


"selv nu,
bly, hvorfor bemærkes kun
foråret!"
som jeg, med lukkede øjne
klamrer mig til hans hånd.

Yosano Akiko

Kom nu, siger hun, bliv ved, hun er grådig, det skal gå stærkt, hurtigere, og det skal gøre lidt ondt, for det er sandheden, at det gør lidt ondt, livet, det skal gøre lidt ondt at blive voksen, det skal gøre lidt ondt at være hende,

Lars Frost: Ubevidst rødgang

THE following sing I a book a book of art of mind art
and that wich he hid reveal I

Tom Philips: A Humument

Hvor er du, livsaglige Lyst?
Hvor er du, o himmelske Glæde?
Kom hid til mit Bryst!
Tag tæt ved mit Hjerte dit Sæde!
Dlim - dumdlum - dumdumdum.

"Her er jeg! modtag mig! og le!"
Saa vinkte Gudinden for Latter;
jeg lo - men o ve!
Det ikke var Himmelens Datter -
Dlim - dumdlum - dumdumdum.

"Kom! favn mig! spring lystig! og larm!"
Saa støjed' en anden og spøgte;
Jeg sprang - men, o Harm!
Det ikke var hende, jeg søgte -
Dlim - dumdlum - dumdumdum.

"Kom! kys mig! og smelt i min Lyst!"
Saa tonte den tredde Gudinde;
Jeg sang - men mit Bryst
Blev tomt, det var ej min Veninde! -
Dlim - dumdlum - dumdumdum.

Da tav det; en Perle nedrandt;
Det smilte, som Englene græde;
Jeg græd - men fandt
Min søgte, min himmelske Glæde!
Dlim - dumdlum - dumdumdum.

Jens Baggesen: Labyrinten

Kære Miss Universe,

med årene bliver jeg mere usikker. Kynisme og ironi er for længst blevet til tvivl og en lang pinlig tavshed i telefonen. Bøgerne blir tændt som lamper på aftenvarme mure, nye ord gror ud af de gamle, en slags pejlemærker dan dag det går løs. I den overbelyste aften byder du dig til og lader dig fotografere fra alle tænkelige vinkler. Til lykke med sejren, kære Miss Universe, den var helt sikkert for tjent. Men undskyld jeg siger det: De digte, du skriver i din badedragt med småpigebryster og tætklippede kønshår, er langt mere perverse end mine, for du tror jo virkelig på, at skønhed kommer indefra.

Morten Søndergaard: Vinci, senere