Jeg væder normalt papirark med kaffe så det ligner et ældgammelt skattekort, trækker streger, som skal vise et landsskab set fra luften men ligner intet, da jeg løfter kortet for at fastslå hvor skatten er begravet, gør jeg mig klart, at jeg har optegnet en meget præcis indbrudsplan for en diamanttyv. Jeg hører helikopterpropellerne i det fjerne; ved at snart lander du på tennisbanen i tredimensionelt jakkesæt med attachémappen fyldt med bulgarske spillepenge. Jeg skynder mig at lægge indbrudsplanen i en skuffe og går dig i møde iført tynd flagrende silkekåbe og med åben favn; min favn er et vingehav; du kommer til syne med lind skemad på en plasticbakke og spørger om jeg er sulten.

Kristín Eiríksdóttir: Det hudløse øde