Åh, sagde Anna. Åh, sagde hun, da Carl trængte ind i hende, og hendes øjne voksede og skyllede over og han druknede i dem. Tidligere, da han stod i døren og spurgte efter Marie, havde hun rakt ud efter ham, havde taget hans hånd, omfavnet ham, snoet sit ben om hans og lagt sin mund mod hans hals. Han var stivnet, så faldt han, så faldt de ind i hinanden, og solen sank og åbnede en gylden vej over havet. Åh, sagde hun osv. og mens jeg skrev det, var jeg ikke skaldet og småfed mere, og min ryg var ikke brudt sammen og knækket efter alle de år lænet over det samme skrivebord, der som det eneste havde fulgt mig fra mit barndomshjem gennem kollegieværelser og lejligheder på syv forskellige adresser i byen, mens skrivemaskiner og computere blev forældede og brød sammen på det, mens den ene bog efter den anden voksede frem på papiret eller på skærmen, og du kom ind og kyssede mig på håret, og kyssede mig på issen, da håret forsvandt og sagde:

Godnat min skat, nu går jeg i seng. Måske kommer du snart ind til mig?

og du lænede dig ind over mig, ind over bordet og kyssede mig, lagde hånden på min nakke, jeg prøvede at trække dig ned på mit skød, men du sagde

nej, nej, nej,

mens du smilte og skubbede mig væk og gled ud af mine blafrende arme og efterlod mig med min længsel og mit begær, som dryppede ned i bog efter bog, indtil den dag, hvor du ikke åbnede døren mere, hvor du ikke kyssede mig godnat længere, men bare gik i seng og lod mig sidde alene tilbage med mine store ord og min længsel, der stadig formåede at bevæge verden, men slet ikke bevægede dig. Efterhånden gad du knap nok åbne min seneste bog, selvom den var dedikeret til dig, selvom den kvindelige hovedperson altid havde et navn på fire bogstaver som dig. Selv da jeg bad dig komme og høre mig læse op af Skil mig fra Englen, var jeg alene i salen med tusind mennesker, mens du sad derhjemme og så haveprogammer i tv. Den dag viste jeg, at jeg blevet en parrentes om et eller andet, du ikke kunne huske, hvad var, vores kærlighed måske, men den kunne man ikke få øje på mere, skjult som den var under din skuffelse. Så jeg bøjede mig ind over bordet og skrev:

Du så så trist ud, sagde hun. Jeg ville bare give dig et kram, og så. Så var du så varm. Jeg passede lige ind i dine arme. Jeg kunne mærke dit hjerte slå, og mit hjerte slog med det i forvirring og ophidselse. Jeg sukkede, som jeg har sukket tusind gange siden, og mine øjne græd. Min kusse græd også, som den græder hver gang jeg tænker på dig. Den græder af længsel og så græder jeg også. Jeg mærker tårerne vælde op, og jeg undskylder og rejser mig fra bordet, fra mødet, og sidder på toilettet og græder, men jeg kan ikke hjælpe min kusse, for den længes kun efter dig og din pik. Den længes efter din tunge, din hånd, og den græder af sorg og af længsel. Så græder jeg også, fordi du har taget det fra mig. Jeg husker den første gang, du lagde armene om mig. Vi smeltede sammen. Din mund smagte så godt, og min krop kendte dig med det samme. Jeg trak dig ind i huset, ned ad gangen mod værelset, der rager ud over havet. Bølgerne slog ind over sengen og trak sig tilbage og slog ind over os, og vi efterlignede bevægelsen. Vi var havet og bølgerne, og jeg blev knust under dig, og du løftede mig op og gjorde mig hel. Allerede da jeg lå oven på dig stadig med alt tøjet på, og du stak en hånd ned i mine trusser, kom jeg, og jeg kom igen, da du trængte ind i mig, og igen da du bevægede dig i mig. Nu kender min krop dig, og det kan den aldrig glemme, sagde hun. Og det kan jeg heller ikke, sagde han.

Nu vil jeg gerne dø,

         tænkte jeg og så ud af vinduet.

fra Island som stadig er på vej ...

VIII


       I dag kæmmede vi græsset

vi lagde planer

og brændte det visne

åbn dine arme og giv dig til kende

lad gro, plant ud


At udskifte maskinerne er overflod

noget som bør gemmes til den dag

hvor det er uundgåeligt,

kriserne er vigtige idet de angiver

at den dag er kommet

Åbn dine arme og giv dig til kende

lad gro, plant ud, mål verdens temperatur

luftens og stenens varme, vindens og farvernes hastighed


Her vil vi stille bænken og bordet

hen imod aften til det bliver mørkt

vi sender blomstrende kurve ud i elven, at

den dag er kommet


Pentti Saarikoski: Tiarnia
oversat af Helena Idström

Nu går jeg bare,
           tænkte jeg, nu vil jeg ikke tænke på noget

fra Island

Jeg anbefaler seks digtere her, bloggen hedder den sproglige flåde og der er mange gode folk, der skriver om spændende ting.

So it was because of you. Everything happened because of you. Without you the happiness of the house with green shutters would have lasted through the war, even after the war. Without you my father wouldn't be dead, my mother wouldn't be insane, my brother wouldn't be a cripple, and I wouldn't be alone.

Agota Kristof: The third lie

da Raymond de Roussillon hørte den sang Guillaume havde gjort til hans hustru, lod han ham komme for at tale med ham temmelig langt fra slottet, og han huggede hovedet af ham og lagde det i en jagttaske, han flåede hjertet ud af kroppen på ham og lagde det sammen med hovedet. Han begav sig derpå til slottet, lod hjertet stege og bære ind på bordet til sin hustru, og han lod hende spise det uden at hun vidste hvad det var. Da hun havde spist det, rejste Raymond sig og sagde til sin hustru at det hun lige havde spist, var hr. Guillaume de Cabstaings hjerte, og han viste hende hovedet og spurgte om hjertet havde smagt godt. Og hun hørte hvad han sagde, og så og genkendte hr. Guillaumes hoved. Hun svarede ham og sagde at hjertet havde været så godt og velsmagende at ingen anden spise eller drikke nogen sinde ville befri hendes mund for smagen af hr. Guillaumes hjerte. Og Raymond gik løs på hende med et sværd. Hun greb til flugt, kastede sig ud fra en balkon og brækkede halsen.

Stendahl: Om kærligheden
oversat af Karsten Sand Iversen

6

Hun sagde:
- Skil mig fra Englen, og jeg skal blive frisk
Skil englen fra mig, og jeg bliver syg
Let og svært er mit liv med ham
Uden ham ville jeg være fortabt
Engel! Sandeligt har du stillet mig et spørgsmål!
Hvem kan leve af Intet? Eller for intet?
Uden nogen anden var jeg ingen anden
Jeg var udslettet! Således taler en passioneret:
Hellere udslette dig hvis ikke det savn du bærer på
skal stå som et monument af dit savn
som et Stenbilled over det tomrum du fyldte med savn
Mindes du nøglehullet i døren? Ingen låssesmed
ville turde bryde ind hos en anden låssesmed
Ingen i yderverden ville turde bryde ind i
det indre tomrum, hvor ingen findes! Og ingen låssesmed
hverken indenfor eller udenfor, ville turde
bryde låsen der skiller låssesmed fra låssesmed
lige, ligegyldige, lige listige alle, uden Væren

Men du, Låssesmed for alle! Du ville turde!

Gunnar Ekelöf: Vägvisare till underjorden

Jeg ser ud af vinduet, og nu hvor flyet er kommet i luften og har fundet sin bane og vi for længst har sluppet det øverste skylag, tænker jeg på dig. Jeg tænker på dig og vulkanen, vi plejede at diskutere, under den ville vi sidde et sted langt borte, under den ville vi ønske vi sad og holdt fast i vores umådelige kærlighed, mens den pulserede og rumlede i mørket som et hjerte, der banker for at slippe fri. Jeg tænker på dig, så jeg bliver ør, dit ansigt svæver foran mit, jeg ser dine øjne og i dem falder jeg dybt, i dem ser jeg helt ned til bunden, hvor et fjeldlandskab strækker sig så langt min fingre kan nå. Jeg skiller dig ad meget forsigtigt. Se! jubler det i mig: en sø så bundløs og klar, og der! en granskov så grøn, som kun en granskov kan være, når det har regnet i ugevis og pludselig klarer op. Når jeg forlod dig, regnede det altid. De 75 engle, du havde foræret mig, græd. Nu er jeg i himlen, men der er ingen engle her, ingen regn. En lille hvid sky svæver dybt under mig hen over landskabet. Jeg er højt oppe, men det jeg bærer er tungt.

fra Island

Jeg ser ud af vinduet, og nu, hvor flyet knap nok er kommet på vingerne, forventer jeg allerede at se Island komme til syne. I stedet for at tænke på det, jeg burde tænke på, nemlig på dig og på børnene og hvorfor du har forladt mig, forestiller jeg mig, hvordan Island om ganske kort tid, og måske allerede lige om lidt, vil dukke op af havet på en forfædelig, overdramatisk og spillefilmsagtig måde. Jeg ser en sort og forrevet ø, for mig, og tænker slet ikke på dig og dit bebrejdende blik. Island er sandsynligvis et umenneskeligt sted,

tænkte jeg,

hvor kun lidt fugleliv bygger rede mellem vulkaner og isbræer. Måske glider en ubestemmelig dis hen over gletscherspalterne på vulkanens sider, måske stiger hvæsende svovlgule skyer op fra sprækkerne i den sorte klippe og driver ud over sletten. En gold slette, selvfølgelig, hvor et par arrigt vrinskende og forbavsende velnærede heste løber rundt, de såkaldte islandske heste, går jeg ud fra, der napper de sidste halvdøde totter græs af med deres uhyggelige gule tænder. Havet kaster sig over øen fra alle sider i vildt og skumsprøjtende raseri. I læ bag en pynt ligger en sæl i vandkanten eller er det mon den godmodige hvalros? Det er svært beslutte sig for, om det skal være en sæl eller hvalros,

tænkte jeg,

men så beslutter jeg mig alligevel for hvalrossen, for jeg kan mærke, at min tankestrøm er ved at gå i stå omkring spørgsmålet om sæl eller hvalros? sæl eller hvalros? sæl eller hvalros? kværner det løs i mit indre. Jeg må beslutte mig, inden jeg styrter ned i det lufthul, der er opstået omkring spørgmålet om sæl eller hvalros? sæl eller hvalros? inden jeg igen styrter ned i den forfærdelige verden, der ikke er min, som jeg kun er en lille og ubetydelig del af, og som derfor er uden for min kontrol, men nu er det allerede for sent og jeg styrter

ned i mit flysæde, hvor damen i sædet ved siden af kigger på mig, eller helt ignorerer mig, eller kigger på mig og tænker

Hvem er du?

Hvem er jeg,

tænker jeg og ser ud af vinduet og nu, hvor flyet knap nok er kommet i luften, forventer jeg allerede at se Island komme til syne, men jeg ser ikke noget, ikke andet end et evigt gråvejr, der efterligner gråvejret i mit hjoved, en gråmeleret beton, der regner ned fra en sort himmel.

... fra Island (stadig på vej)

Jeg har længtes sådan efter efteråret
og nu er det efterår.

Ola Julén

du kan holde dette digt op foran dine øjne
og tale ind i det
bruge det som en standardformular

få det sagt der kan siges
jeg ved ikke
jeg synes det er meget dækkende

synes du ikke
når du står foran huset
kender du vejen gennem det

nat efter nat dykker du ned
til den døde elefant
der står på bunden af swimingpoolen

du kan holde dette digt op foran dine øjne
og forsvare dig gennem det
når du står af toget

og manden på perronen anklagende
spørger dig hvorfor
du stod af

du skal vide jeg mener forsvar
når jeg siger forsvar
jeg ser ud gennem dig

du gennem digtet
og vi passerer manden på perronen
alle ord passer inde i det vi efterlader

det betyder ikke længere noget
jeg er i dig når du går videre
om lidt kan vi ane huset

Claus Handberg Christensen: du var usynlig/det var godt/du var der

og nu, mens jeg sidder og skriver dette i et hus under vulkanen, står der en ko uden for vinduet og kigger ind. Den ser så klog ud som en ko nu engang kan. Godmodige øjne, tålmodigt gumlende, som en filosof, der vender den samme tanke igen og igen. Da jeg var barn havde jeg en kalv (har jeg fortalt dig det? det tror jeg ikke) en sommer, hvor jeg boede hos mormor og morfar. Der var ingen, der vidste, at det var min kalv, ud over kalven og jeg. Den fulgte mig overalt som en hund og sugede på mine fingre, når jeg stak hånden i munden på den. Tungen var ru, munden blød. Jeg lukkede den ud af indhegningen og vi gik gennem kornmarkerne ad traktorsporene, hvor vi var usete og skjulte for verden, selvom vi var i verden og følte os lykkelige, fordi vi ikke var alene længere. Jeg sad i en grøftekant og spiste ærter, og kalven stod ved siden af og spiste græs og indimellem de ærter, jeg forsøgte at made den med, men de fleste trillede ud af munden igen, og kalven brølede og slikkede mig i ansigtet. Købmanden nede i byen gav mig en slikkepind, som jeg delte med kalven, når ingen kiggede, og ringede til morfar, som kom og hentede os i den gamle Volvo. Lærkerne sang. Jeg sad på forsædet ved siden af morfar og kalven på bagsædet med hovedet ud af vinduet. Året efter var den slagtet, og al den tid, jeg havde overlevet hjemme for at kunne se den igen, styrtede ned som et loft og pulveriseredes i en hvid sky. Hjemme var ikke et hjem, men det var der far og mor boede, der hvor man blev pakket ind i ler og bagt og slået i stykker, og smurt ind i ler og lort og bagt og slået i stykker, og Loven hang som et lod om halsen og kvalte én langsomt. Tabte man det, gik det igennem gulvet og ramte én i hovedet. Når man lå ned, når man blev slået i gulvet, blev man slået med Loven, og Loven var overalt og alligevel så lille, at den kunne ligge i en knytnæve. Maden kunne man spise på toilettet, hvis man havde slået en skid i løbet af dagen, for så var man en skiderik, der fik far til ækles og mor til at græde, så det var en lyst, og far regerede med sine flasker og sine tømmermænd, der gik strækmarch i snorlige rækker og smadrede og brændte alt skidtet på deres vej, så verden kunne blive et sted, hvor en mand, som far, kunne bo. Far, der gav mig et brød med en sten i, inden han rejste, og lod os tilbage med ruinerne efter sin krig. Det var håbløst at få et levested ud af dem, så han rejste og lod os i stikken, som mor sagde, og det var svært at vide, om det var godt eller skidt, men en ting stod klart, at vi ikke var gode nok, at jeg ikke var. Det er familieforbandelsen, jeg har fået i gave, og det var din yndlingshistorie dengang, der stadig var ømhed i dit hjerte for mig. Du, som elskede, når blodet sprøjtede og tanden røg ud, og mor græd og græd, så hun måtte på hospitalet, og doktoren hældte cement i øjnene, så hun ikke skulle tørre helt ud, og Loven blev tungere og tungere i den uge og sugede alting til sig, mens mor var borte, inden han tog afsted og efterlod et hul i luften, hvor Loven havde været. Inden Loven, som alting roterede om, blev suget ind i sig selv og forsvandt, og alt, hvad den indtil da havde holdt oppe, standsede og stod stille i luften et øjeblik, inden de faldt, da han gik, før hun vendte tilbage og ikke kunne græde mere, og jeg så ham, fra hvor jeg gemte mig bag gardinet, da han gik ned ad havegangen og så sig tilbage en sidste gang uden at se mig, inden han forsvandt som en ond drøm, jeg drømte nat efter nat, hvor han gik ned ad havegangen og så sig tilbage en sidste gang, og en sidste gang, og en sidste gang, inden mor kom tilbage en dag eller tre senere. Hun fik cementen i pilleform og tog for meget og blev gul og stiv, så hun måtte på hospitalet igen og have flere piller, så tårerne stod stille i øjnene, når hun sad i lænestolen i hjørnet af stuen og så op i loftet, der blev spejlet i hendes briller, og du lagde din hånd på mit hoved, der lå i dit skød, dengang for længe siden da du stadig gad høre om min ulykkelige barndom, inden jeg selv blev min far, og du blev hende, der ikke havde flere tårer tilbage for mig.

- fra Island, roman på vej ...

Floden er så bred, at der både er plads til en ø og gangstier med bænke. I hver sin ende af broen står der et træskur, og de er så smukke, at man hellere kunne kalde dem for små bygninger, eller legehuse. Jeg er altid blevet træt midt i det hele, uden at opnå det, jeg har stræbt efter. Jeg er havnet andre steder, end jeg egentlig var på vej hen til, men jeg har aldrig tænkt, at jeg er havnet et forkert sted, da der findes så mange omstændigheder, jeg ikke ved noget om. Måske kommer der en tid, hvor vi er i stand til at lægge en plan, hvorom vi kan sige, at vi ikke formåede at udtænke noget, der var bedre. Der findes en omstændighed, som jeg ikke kan komme på, en detalje, som bliver ved med at være dunkel, et menneske, en ting eller måske en begivenhed, noget, som findes et sted meget langt tilbage, før jeg overhovedet var til, jeg vil aldrig finde ud af det, men jeg ville jo heller ikke så tydeligt kunne fornemme dets eksistens, hvis ikke det havde eksisteret, før jeg var til, et sted har der garanteret været en dør, som jeg må have passeret uden at have opdaget det, netop den dør, som jeg burde være gået ind af for at støde på det, der kunne afgøre det hele, opklare dette rod, og for at kunne opleve en glæde, som jeg kan huske.

Pentti Saarikoski: Tiden i Prag
oversat af Helena Idström 

5.3 Min brors enke fortæller mig at han var ludfattig da hun mødte ham første gang (Amsterdam). Han kom ind i baren og hun så op og sagde, ham vil jeg giftes med. De boede på gaden i to år, sov i trappeskakter, spiste en gang om ugen, drak meget, det var efter Anna. Lugten af trappeskakt (jeg

kan huske) han krøb sammen under trappen hvor vi havde vores sko og frakker vinter søndag blod i hans ansigt han var omkring ni år og min mor omkring ham med alle sine hænder der råbte Hvad nu åh hvad er det nu?

[mennesket] griber levende den døde i søvnen, vågen den sovende

- Pentti Saarikoski: Lykkens tid

Alt jeg vågen
ser er død
alt når jeg sover, drøm.

 - Heraklit: fragment 21

På højden af frihed bliver du tvivlende: er det ikke snarere vennerne som forhindrer dig i at fuldføre din bane? Deres ros gør dig nedtrykt, for der er stukket en målestok ind mellem roserne.
Fjenden slår målestokken i hovedet på dig. Men så lærer han dig også at det er en fejltagelse at lade sig måle.

Horace Engdahl: Meteorer
oversat af Karsten Sand Iversen

Jeg er en ulv
    der forsvarer sig
        mod en ræv
            mens en abe ser på

Pentti Saarikoski: Tiarnia
oversat af Helena Idström

(når et menneske lever bevæger en skrækkelig død sig imod det)

Jenny Tunedal: Min krig

Vinduet er uigennemsigtigt huset brandfarligt den buttede
kongelige familie
Jeg længes hjem er helt oppe og nede
Vi er samlet omkring et vand og alle er døde
Af og til glemmer man at nævne et eller andet af og til
skoene af og til frakken
Fugl fugl hvad gør du nu jeg er et viljeløst træ

Pentti Saarikoski: Bort, sang for sang