Jeg ser ud af vinduet, og nu hvor flyet er kommet i luften og har fundet sin bane og vi for længst har sluppet det øverste skylag, tænker jeg på dig. Jeg tænker på dig og vulkanen, vi plejede at diskutere, under den ville vi sidde et sted langt borte, under den ville vi ønske vi sad og holdt fast i vores umådelige kærlighed, mens den pulserede og rumlede i mørket som et hjerte, der banker for at slippe fri. Jeg tænker på dig, så jeg bliver ør, dit ansigt svæver foran mit, jeg ser dine øjne og i dem falder jeg dybt, i dem ser jeg helt ned til bunden, hvor et fjeldlandskab strækker sig så langt min fingre kan nå. Jeg skiller dig ad meget forsigtigt. Se! jubler det i mig: en sø så bundløs og klar, og der! en granskov så grøn, som kun en granskov kan være, når det har regnet i ugevis og pludselig klarer op. Når jeg forlod dig, regnede det altid. De 75 engle, du havde foræret mig, græd. Nu er jeg i himlen, men der er ingen engle her, ingen regn. En lille hvid sky svæver dybt under mig hen over landskabet. Jeg er højt oppe, men det jeg bærer er tungt.

fra Island