Åh, sagde Anna. Åh, sagde hun, da Carl trængte ind i hende, og hendes øjne voksede og skyllede over og han druknede i dem. Tidligere, da han stod i døren og spurgte efter Marie, havde hun rakt ud efter ham, havde taget hans hånd, omfavnet ham, snoet sit ben om hans og lagt sin mund mod hans hals. Han var stivnet, så faldt han, så faldt de ind i hinanden, og solen sank og åbnede en gylden vej over havet. Åh, sagde hun osv. og mens jeg skrev det, var jeg ikke skaldet og småfed mere, og min ryg var ikke brudt sammen og knækket efter alle de år lænet over det samme skrivebord, der som det eneste havde fulgt mig fra mit barndomshjem gennem kollegieværelser og lejligheder på syv forskellige adresser i byen, mens skrivemaskiner og computere blev forældede og brød sammen på det, mens den ene bog efter den anden voksede frem på papiret eller på skærmen, og du kom ind og kyssede mig på håret, og kyssede mig på issen, da håret forsvandt og sagde:

Godnat min skat, nu går jeg i seng. Måske kommer du snart ind til mig?

og du lænede dig ind over mig, ind over bordet og kyssede mig, lagde hånden på min nakke, jeg prøvede at trække dig ned på mit skød, men du sagde

nej, nej, nej,

mens du smilte og skubbede mig væk og gled ud af mine blafrende arme og efterlod mig med min længsel og mit begær, som dryppede ned i bog efter bog, indtil den dag, hvor du ikke åbnede døren mere, hvor du ikke kyssede mig godnat længere, men bare gik i seng og lod mig sidde alene tilbage med mine store ord og min længsel, der stadig formåede at bevæge verden, men slet ikke bevægede dig. Efterhånden gad du knap nok åbne min seneste bog, selvom den var dedikeret til dig, selvom den kvindelige hovedperson altid havde et navn på fire bogstaver som dig. Selv da jeg bad dig komme og høre mig læse op af Skil mig fra Englen, var jeg alene i salen med tusind mennesker, mens du sad derhjemme og så haveprogammer i tv. Den dag viste jeg, at jeg blevet en parrentes om et eller andet, du ikke kunne huske, hvad var, vores kærlighed måske, men den kunne man ikke få øje på mere, skjult som den var under din skuffelse. Så jeg bøjede mig ind over bordet og skrev:

Du så så trist ud, sagde hun. Jeg ville bare give dig et kram, og så. Så var du så varm. Jeg passede lige ind i dine arme. Jeg kunne mærke dit hjerte slå, og mit hjerte slog med det i forvirring og ophidselse. Jeg sukkede, som jeg har sukket tusind gange siden, og mine øjne græd. Min kusse græd også, som den græder hver gang jeg tænker på dig. Den græder af længsel og så græder jeg også. Jeg mærker tårerne vælde op, og jeg undskylder og rejser mig fra bordet, fra mødet, og sidder på toilettet og græder, men jeg kan ikke hjælpe min kusse, for den længes kun efter dig og din pik. Den længes efter din tunge, din hånd, og den græder af sorg og af længsel. Så græder jeg også, fordi du har taget det fra mig. Jeg husker den første gang, du lagde armene om mig. Vi smeltede sammen. Din mund smagte så godt, og min krop kendte dig med det samme. Jeg trak dig ind i huset, ned ad gangen mod værelset, der rager ud over havet. Bølgerne slog ind over sengen og trak sig tilbage og slog ind over os, og vi efterlignede bevægelsen. Vi var havet og bølgerne, og jeg blev knust under dig, og du løftede mig op og gjorde mig hel. Allerede da jeg lå oven på dig stadig med alt tøjet på, og du stak en hånd ned i mine trusser, kom jeg, og jeg kom igen, da du trængte ind i mig, og igen da du bevægede dig i mig. Nu kender min krop dig, og det kan den aldrig glemme, sagde hun. Og det kan jeg heller ikke, sagde han.

Nu vil jeg gerne dø,

         tænkte jeg og så ud af vinduet.

fra Island som stadig er på vej ...