Hendes mand kom ind i værelset, allerede fuldt påklædt, og hun havde ikke den mindste ide om, hvad han havde fået til morgenmad, og så ikke en gang efter, om hans tøj trængte til en børste og var ligeglad med, om det var den dag, han skulle ordne forretninger i byen. Men da han bøjede sig ned for at kysse hende, smuldrede hendes lethed som et tørt blad:
    - Hænderne væk!
    - Hvad er der galt? spurgte manden forbløffet, da han skulle til at kærtegne hende lidt grundigere.
I sin genstridighed havde hun ikke noget svar parat, hun følte sig så glat og prinsesseagtig, at hun ikke anede, hvor hun skulle få svaret fra. Og hun blev helt ophidset:
     - Hold fingrene væk! Og la' vær' med at luske rundt om mig som en gammel hankat!
Så kom han på bedre tanker og erklærede:
     - Nå, du er nok dårlig, min pige.
Hun accepterede hans bemærkning overrasket og smigret. Hun tilbragte hele dagen i sengen, og lyttede til stilheden i huset uden børnenes larm og uden sin mand, som ville spise frokost i byen i dag. Hun blev i sengen hele dagen. Vreden i hende var skrøbelig og brændende. Hun stod kun op for at gå på toilettet, og kom tilbage derfra ophøjet og fornærmet.

Clarice Lispector: Familiebånd
oversat af Tine Lykke Prado