Mit første minde: min far

går ned ad havegangen, hans ryg,

en blå anorak, en brun

lædertaske i hånden, han drejer

om hjørnet. Hans ansigt

er en udvisket plet, så forvandler det sig til et påklistret portrætfoto, som jeg gemte i en skuffe i mange år og for nylig smed ud i et anfald af vrede. Billedet river sig løs og er borte i vinden, så vokser en profil ud af hans frakkekrave, en profil, som med tiden også er blevet min egen. Jeg kan ikke huske hans træk mere og har erstattet dem med mine egne. Måske for at bilde mig ind, at vi har et tilhørsforhold, at hans familieforbandelse også er min, og at den kun venter på at gå i opfyldelse. Ligesom ham, er jeg den, der forsvinder og efterlader et spor af ødelæggelse bag mig. Jeg forsvinder, om ikke nu, så om lidt, altid med en fod på dørtrinet. I dag, i morgen, eller dagen efter i går, er jeg allerede borte. Sådan ser jeg min far. Dér står han uden at se sig tilbage, vender sig så alligevel og sender mig et stivnet smil og et dødt blik, inden han drejer om hjørnet og opløses i modlyset som en guddom. Det bærer jeg med mig. Det er min dom, der venter på at blive eksekveret. Den første af mange erindringer jeg slæber rundt på, indtil jeg en dag synker sammen og bliver kvast under vægten. Det er mig, nu

og i fortiden på samme tid og på samme måde

i mit omvandrende fængsel.

Hendes mand kom ind i værelset, allerede fuldt påklædt, og hun havde ikke den mindste ide om, hvad han havde fået til morgenmad, og så ikke en gang efter, om hans tøj trængte til en børste og var ligeglad med, om det var den dag, han skulle ordne forretninger i byen. Men da han bøjede sig ned for at kysse hende, smuldrede hendes lethed som et tørt blad:
    - Hænderne væk!
    - Hvad er der galt? spurgte manden forbløffet, da han skulle til at kærtegne hende lidt grundigere.
I sin genstridighed havde hun ikke noget svar parat, hun følte sig så glat og prinsesseagtig, at hun ikke anede, hvor hun skulle få svaret fra. Og hun blev helt ophidset:
     - Hold fingrene væk! Og la' vær' med at luske rundt om mig som en gammel hankat!
Så kom han på bedre tanker og erklærede:
     - Nå, du er nok dårlig, min pige.
Hun accepterede hans bemærkning overrasket og smigret. Hun tilbragte hele dagen i sengen, og lyttede til stilheden i huset uden børnenes larm og uden sin mand, som ville spise frokost i byen i dag. Hun blev i sengen hele dagen. Vreden i hende var skrøbelig og brændende. Hun stod kun op for at gå på toilettet, og kom tilbage derfra ophøjet og fornærmet.

Clarice Lispector: Familiebånd
oversat af Tine Lykke Prado

Chokolade





Jeg begynder med at beskrive en reaktion
der sikkert ikke findes noget ord for.
Det er hos andre jeg har opdaget den. Måske er det sådan
at jeg selv
ikke kan reagere sådan. I hvert fald ikke så tydeligt som
det i aftes har kunnet mærkes på Horace Engdahl. Jeg og han sad tilbage
på Prinsen efter Kykeon-redaktionens møde, det havde været en
usædvanlig god diskussion – jeg mener vel ikke det var
en diskussion? … Samtale er det jeg mener … Det havde været en
usædvanlig god samtale om skrivningens betingelser, hvad der sker når
noget er udtømt, hvilke forskellige måder et emne eller – ja, en stil
kan være udtømt på,
når man er færdig med en artikel er man jo ikke spor ked af det – satte bare
punktum – ikke noget ubehageligt ved det.

At Horace har set væk … Det skete efter at jeg havde fortalt
om hvordan jeg tidligere på foråret åbnede køleskabet i mit køkken, ville hælde
tonic op til en gin og tonic, klokken var elleve om aftenen. Udenfor var der mørkt.
(Har netop lige løst en af de centrale scener i filmmanuskriptet Ud i sneen –
en scene jeg havde arbejdet på næsten dagligt
i over en måned, først nu er den perfekt). Rejste mig fra køkkenbordet
– ville læne mig mod vindueskarmen. Så lysene langt derude i Alvik:
det er vel tunnelbanen der forsvinder over broen? … Imens skal jeg
tage nogle slurke gin og tonic … Jeg havde beskrevet det
sådan her for Horace: at kulturen – i det hele taget,
alle former for kulturudtryk i dag i Sverige – bare var
en imitation af den følelse jeg havde lige på det tidspunkt,
og det var netop det: at han i det øjeblik ligesom stivnede – så væk –

luften gik ud af,
eller hvad siger man? I ved hvad jeg mener?

Jeg forstår jo også at det var
idiotisk sagt – selv om man er velvilligt indstillet over for mig
var det der vel at gå lige lovlig langt,
forstår jeg også.

Men det interessante er Horaces reaktion: mørkningen, eller –
jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal kalde det – og så er det nok bedre,
som sædvanlig, ikke at give det noget navn overhovedet.

Altså: jeg siger noget. Og den jeg siger det til
bliver negativt indstillet, ikke bare
over for det jeg siger, men over for … mig. – Ja. Bliver
simpelthen negativt indstillet over for mig.
(...)

Stig Larsson: Godnat til mine kære
oversat af Anders Abildgaard

Jeg fik en god frokost, for jeg spiste to blødkogte æg og brasede kartofler og bønner. Jeg kan godt lide bønner, bortset fra når de er tørre. Jeg bryder mig ikke om tørre bønner, fordi der ikke er noget liv i dem. Schweiz er sygt, fordi det er fuld af bjerge. I Schweiz er folk tørre, fordi der ikke er liv i dem. Jeg har en tør stuepige, fordi hun ikke føler noget. Hun tænker meget, fordi hun tørrede ud i et andet job, som hun havde i lang tid. Jeg bryder mig ikke om Zürich, fordi det er en tør by. Den har mange fabrikker og mange forretningsfolk. Jeg bryder mig ikke om tørre mennesker, og derfor bryder jeg mig ikke om forretningsfolk.

Vaslav Nijinsky: Dagbog

Jeg har været i Sverige, og som altid var der mange flotte, informative og adfærdsregulerende skilte. Her nogle eksempler:

Dette skilt stod midt i skoven, så der var lagt i ovnen til en ordentlig omgang dårlig samvittighed og en lang travetur hjem, hvis man havde forvildet sig helt herud på sin knallert.

Det ser dejligt ud, men nej, det er ikke noget for dyr. En hel del frække frøer havde dog kastet sig i soppebassinet alligevel, men så kunne de selvfølgelig ikke komme op igen. Læs dog skiltet!

Alle telefonpælene langs vejen var udstyret med denne besked, der tydeligt illustrer at rygtet om forbudsSverige er stærkt overdrevet: Det er ikke forbudt at kravle op i pælen, man skal bare huske at have sikkerhedsudstyret i orden.

Bemærk den diskrete advarsel (til venstre i billedet) om bryster forude på saunagaden (bastuvägen).

Levende planter!

Våde Karme

Da Eduard Raban var kommet gennem porten
Og trådte ud i portåbningen, så han at det regnede.
Det regnede ikke meget.
    Kafka, Bryllupsforberedelser på landet

Konceptet er interessant: At se, som var de spejlet
I våde ruder, andres blikke gennem
Deres egne øjne. Et koncentrat af deres korrekte indtryk af
Deres selvanalytiske fremtoninger beklædt med dit
Spøgelsesagtige transparente ansigt. Dig i falbelader
Fra en fjern men ikke så fjern æra, kosmetikken,
De perfekt spidse sko, drivende (hvor længe har du
Ikke været drivende; hvor længe har jeg for den sags skyld)
Som en flaskeånd mod en overflade man aldrig kan nærme sig,
Aldrig kan gennembryde til den tidløse energi fra et nu,
Som ville have sine egne holdninger til disse ting,
Er et epistemologisk billede på processerne
Der første gang nævnte dit navn til etellerandet overfyldt cocktail
Party for længe siden, og nogen (ikke den der blev tiltalt)
Overhørte det og bar navnet med sig i sin tegnebog
I årevis mens tegnebogen smuldrede og pengesedler gled ud
Og ind af den. Jeg vil have disse oplysninger nu,

Kan ikke få dem, og det gør mig vred.
Jeg vil bruge min vrede til at bygge en bro som den
I Avignon, på hvilken folk kan danse blot for at få følelsen
Af at danse på en bro. Jeg vil til sidst se mit fuldendte ansigt
Spejlet ikke i vandet men i det slidte stengulv på min bro.

Jeg vil holde mig for mig selv.
Jeg vil ikke gentage andres bemærkninger om mig.

John Ashbery: Houseboat days

Jeg ligger vågen i tremmesengen i soveværelset, fordi far snorker, og jeg tror det er lyden af månen.

Christian Yde Frostholm: Selvportræt med dyr