Under træet

Jeg misunder drengene
der vokser op
og lærer at hade
deres fædre
for i hadet
ligger der også
en tabt kærlighed
pigerne
forguder fædrene
også når fædrene
er strenge
og straffer dem
pigerne vil gerne straffes
for det viser dem
at fædrene ikke er ligeglade med dem
alligevel snøfter de
og mødrene forsøger at trøste
men pigerne vil ikke trøstes
af mødrene
de nærer et uformuleret had
til mødrene
fordi mødrene altid
favorisere sønnerne
alligevel påstår pigerne
at de holder mere af mødrene
end af fædrene
for fædrene er så hårde
og strenge
siger de
og begynder at græde
så mødrene
må trøste igen
sønnerne vil gerne være
som fædrene
de vil gerne snedkerere
og ride på heste
og slås
men det
er de slet ikke store nok til
endnu
de falder af hesten
og får næseblod
og så må mødrene trøste igen
men fædrene under ikke sønnerne
moderens omsorg
de græmmer sig
når de ser sønnerne
gemme deres forgrædte ansigter
i moderens skørter
og sønnerne
kan på deres side
ikke tilgive fædrene
det der foregår i ægtesengen
når lyset bliver slukket
de kan ikke begribe
at mødrene
overgiver sig til fædrene
på den måde
at mødrene lader sig kneppe
af fædrene uden at gøre modstand
ligesom fædrene
ikke kan begribe moderkærligheden
der får mødrene til
ved enhver lejlighed
at stille sig på sønnernes side
det byder fædrene imod
at se mødrene
pylre om sønnerne
og de siger
nu pyldre du om ham igen
han bliver jo aldrig en mand
når du pyldrer sådan om ham
fædrene får trang til at hærde sønnerne
de får trang til at slå dem
så de kan lære at tåle mosten
så de kan lære at kneppe
og slås
og i det hele taget lære
at klare sig
uden moderens omsorg
ligesom de selv har lært det
af deres fædre
der i sin tid fordrev dem
fra deres mødre.

Emilio Alvarez: efterladte digte

En del af dem, der gik omkring i søjlegangene, kastede sten efter Eumolpus, mens han reciterede. Men han var vant til den slags bifald, som hans talent fremkaldte. Han dækkede sit hoved og flygtede ud af templet. Jeg blev bange for, at han skulle påstå, at jeg også var digter, så jeg løb efter efter ham, helt ned til kysten. Så snart vi var uden for kasteskytsenes rækkevidde og kunne stoppe, sagde jeg: "Hvad er det for en absurd sygdom, du lider af? Vi har ikke engang været sammen i to timer, og du har talt mere som en digter end som et menneske. Det undrer mig ikke, at folk kyler sten efter dig. Jeg vil også fylde min lomme med sten, så jeg kan tømme blodet ud af dit hoved, hver gang det løber af med dig."
Han antog en helt anden grimasse og sagde: "Åh, min kære unge mand. I dag er ikke første gang, den slags ulykker har svirret om ørenene på mig. Næ, hver eneste gang jeg træder ind i et teater for at recitere, er det den slags velkomst, folkemængden giver mig. Men for ikke også at rage uklar med dig, så lover jeg, at jeg vil afholde mig fra den lyriske føde hele dagen."
"Okay, " sagde jeg. "Hvis du er færdig med at lukke lort ud for i dag, så kan vi spise middag sammen. " ...

Petronius: Satyricon

"Mine unge venner," sagde Eumolpus, "poesien har ført mange på vildspor: For så snart nogen har sat sine ord på vers og flettet sine udsagn sammen i ciselerede sætninger, tror han, at han har nået Helicons tinde. Når folk er udkørte af juridisk arbejde, søger de ofte sindsro i poesien, som om dette var en sikrere havn, fordi de tror, at det er lettere at udforme et digt end en retstale, der er smykket med glitrende fyndord. Men den ægte skønånd hader forfængelighed, og sindet kan hverken befrugtes eller forløse inspirationens afkom, hvis ikke det er oversvømmet af en vældig flod af dannelse. Man må undgå enhver form for grovhed i ordvalget, om jeg så må sige, og anvende udtryk, der er fjernt fra det folkelige, så indtrykket bliver: "Jeg hader den gemene pøbel og støder den fra mig."

Petronius: Satyricon

fr. 2

Alle os som blade

Han sammenligner (ligesom Homer) menneskets liv med bladene

Alle os som blade i chokket over det:
forår –
Et sløvt gyldent hop og du er der.
Ser du solen? – jeg byggede den.
Som dreng. Skæbnegudinderne slog med deres haler i et hjørne.
Men (lad mig nu se) var det ikke på et hotel i Chicago
hvor jeg modtog det første af disse – min krop går ud af rummet
opsat på et eller andet dødbringende ærinde
imens jeg oppe under loftet nærmest bare svinder bort –
brainsex malerier som jeg plejede at kalde dem?
På den tid hvor jeg (så at sige) malede.
Husker du
den sært vidunderlige chokolade vi fik i Øst-
(som det var dengang) Berlin?

Anne Carson: Vandveje