Fødselsdag

Mor banker på døren til stalden bag huset
hvor jeg sover med æslet.
”Emilio …” råber hun ” bette-lille Emilio …”
Jeg rejser mig, børster høet af tøjet
og glæder mig over, at vi bor langt fra alfarvej.
”… jeg har suppe til dig” råber hun
”med kartofler, chorizo, blodpølse og bønner”
I dag får jeg lov til at spise med sølvskeen
mor har pudset den og i dens buede indre
ser jeg mit omvendte spejlbillede:
En mand der har mistet en tand
en på hovedet-stående mand
der aldrig opfyldte de håb og drømme
hans lille tandløse mor engang havde til ham.
Jeg vender skeen i hånden
og får en lang næse
skeen vil kun spejle mig som karikatur
som en mand på hovedet
eller på vrangen, men i vrangbilledets øjne
bor den dreng jeg engang var.
Han kigger på mig fra sølvskeens dyb
med en vis skuffelse
med en vis bebrejdelse
for ham har jeg ingen dårlige undskyldninger
for ham kan jeg ikke lyve og påstå
at det er uheldige omstændigheder der gør
at jeg sover på høloftet i stalden
bag min mors hus
min mor som jeg ligger til last
og til sorg, min mor
der ikke bebrejder mig noget
men græder uden en lyd bag min ryg
fordi jeg drikker mig fuld
og skælder ud på ordentlige folk
men også på tåber
skælder jeg ud
det skal vi ikke glemme
havde det ikke været for mig
havde en lang række folk her på egnen
aldrig fået besked om omfanget af deres enfoldighed
men drengen vil ikke høre på indvendinger
for ham er jeg et tarveligt fugleskræmsel
han ikke kan forstille sig
han engang skal forvandle sig til.
Jeg stikker skeen i suppen
og mærker hvordan varmen
springer igennem metallet.

Emilio Alvarez

Dét var som om han pludselig var trådt ud i den friske, rolige natteluft. En tid blev alle tanker helt stille. Så kom der en behagelig erindring til ham. Landstedet hvor de havde boet sidste sommer. Nætter i den tavse park. Et stjernesitrende, fløjlsmørkt firmament. Hans mors stemme fra havens dyb, hvor hun spadserede med far på de svagt lysende grusgange. Sange hun sang halvhøjt hen for sig. Men dér ... det jog ham koldt gennem kroppen ... var også denne pinefulde sammenlignen igen. Hvad havde de mon følt ved det? Kærlighed? Nej, denne tanke fik han for første gang nu. I det hele taget var det noget ganske andet. Ikke noget for store og voksne mennesker; slet ikke for hans forældre. At sidde ved det åbne vindue om natten og føle sig forladt, at føle sig anderledes end de store, misforstået af enhver latter og ethvert spottende blik, ikke at kunne forklare nogen hvad man allerede betyder, og længes efter en kvinde der ville forstå det ... det er kærlighed! Men det kræver at man er ung og ensom. For dem må det have været noget andet; noget roligt og ligevægtigt. Mor sang simpelt hen om aftenen i den mørke have og var munter ...

Robert Musil: Disciplen Törless' forvirringer

I anledning af sangens år

Aha! Brad Pitt vil lave film med
budskab
Og Viggo Jensen er fyret i Silkeborg.
Gisp! (som er det modsatte af et
støn)
Den pæne prinsesse er blevet
bollet tyk igen (støn!)

14.14

Martin Larsen: Noter til det mere perfekte liv

Den ideelle croissant (og det drejer sig selvfølgelig om den parisiske croissant, for provinscroissanten er, i samtlige de byer jeg har været i, en katastrofe), den croissant man kunne betegne som Arketypisk smørcroissant, udviser følgende karakteristika: meget aflang rombe, afrundet i enderne, men med en næsten lige torso (den Almindelige Croissant, og kun dén, ser osmanisk ud, en måne) - gylden - trind - ikke for bagt - ikke for hvid og melet - pletter fingrene gennem det smørrebrødspapir, der omslutter den - frisk varm (den er kommet ud af ovnen for kort tid siden; den er endnu ikke blevet kold), (er den genopvarmet, hvilket måske passer sig for "grønsagstærter" eller for fjerkræ eller for de unævnelige skiveformede genstande franskmændene kalder for "pizzaer", får den skorpe, hvilket er rædsomt, og den bliver harsk, på grund af smøret).
Den består af tre hovedled, dens kød artikuleres i tre afdelinger, dækkede af en blød skal, som gør den beslægtet med den unge hummer. I denne homomorfisme croissant-hummer er midterdelen skaldyrets krop, mens yderdelene er forben uden klør. Det er en i allerhøjeste grad stilliseret hummer, kort sagt en Formel Hummer. For at croissanten skal blive perfekt, skal "benene" let gå fra "kroppen", når man hiver i dem, og med dem skal følge en skæv og frynset udvækst af croissantens inderkød, som på en eller anden måde helt uanstrengt bliver udtrukket af croissantens endnu varme indre, uden krummer, uden støj, uden den går i stykker. Jeg gør utrykkeligt krav på at have gjort dennne opdagelse (i det mindste har jeg endnu ikke fundet nogen "foregribende plagiater"), som jeg foreslår at give navnet Roubauds lov om smørcroissanter.

Jacques Roubaud: Londons store brand

Jeg væder normalt papirark med kaffe så det ligner et ældgammelt skattekort, trækker streger, som skal vise et landsskab set fra luften men ligner intet, da jeg løfter kortet for at fastslå hvor skatten er begravet, gør jeg mig klart, at jeg har optegnet en meget præcis indbrudsplan for en diamanttyv. Jeg hører helikopterpropellerne i det fjerne; ved at snart lander du på tennisbanen i tredimensionelt jakkesæt med attachémappen fyldt med bulgarske spillepenge. Jeg skynder mig at lægge indbrudsplanen i en skuffe og går dig i møde iført tynd flagrende silkekåbe og med åben favn; min favn er et vingehav; du kommer til syne med lind skemad på en plasticbakke og spørger om jeg er sulten.

Kristín Eiríksdóttir: Det hudløse øde