og nu,
mens jeg sidder og skriver dette i et hus under vulkanen, står der
en ko uden for vinduet og kigger ind. Den ser så klog ud som en ko
nu engang kan. Godmodige øjne, tålmodigt gumlende, som en filosof,
der vender den samme tanke igen og igen. Da jeg var barn havde jeg en
kalv (har jeg fortalt dig det? det tror jeg ikke) en sommer, hvor jeg
boede hos mormor og morfar. Der var ingen, der vidste, at det var min
kalv, ud over kalven og jeg. Den fulgte mig overalt som en hund og
sugede på mine fingre, når jeg stak hånden i munden på den.
Tungen var ru, munden blød. Jeg lukkede den ud af indhegningen og vi
gik gennem kornmarkerne ad traktorsporene, hvor vi var usete og
skjulte for verden, selvom vi var i verden og følte os lykkelige,
fordi vi ikke var alene længere. Jeg sad i en grøftekant og spiste
ærter, og kalven stod ved siden af og spiste græs og indimellem de
ærter, jeg forsøgte at made den med, men de fleste trillede ud af
munden igen, og kalven brølede og slikkede mig i ansigtet. Købmanden
nede i byen gav mig en slikkepind, som jeg delte med kalven, når
ingen kiggede, og ringede til morfar, som kom og hentede os i den
gamle Volvo. Lærkerne sang. Jeg sad på forsædet ved siden af
morfar og kalven på bagsædet med hovedet ud af vinduet. Året efter
var den slagtet, og al den tid, jeg havde overlevet hjemme for at
kunne se den igen, styrtede ned som et loft og pulveriseredes i en
hvid sky. Hjemme var ikke et hjem, men det var der far og mor boede,
der hvor man blev pakket ind i ler og bagt og slået i stykker, og
smurt ind i ler og lort og bagt og slået i stykker, og Loven hang
som et lod om halsen og kvalte én langsomt. Tabte man det, gik det
igennem gulvet og ramte én i hovedet. Når man lå ned, når man blev
slået i gulvet, blev man slået med Loven, og Loven var overalt og alligevel så lille, at den kunne ligge i en knytnæve.
Maden kunne man spise på toilettet, hvis man havde slået en skid i
løbet af dagen, for så var man en skiderik, der fik far til ækles
og mor til at græde, så det var en lyst, og far regerede med sine
flasker og sine tømmermænd, der gik strækmarch i snorlige rækker
og smadrede og brændte alt skidtet på deres vej, så verden kunne
blive et sted, hvor en mand, som far, kunne bo. Far, der gav mig et
brød med en sten i, inden han rejste, og lod os tilbage med ruinerne
efter sin krig. Det var håbløst at få et levested ud af dem, så
han rejste og lod os i stikken, som mor sagde, og det var svært at
vide, om det var godt eller skidt, men en ting stod klart, at vi ikke
var gode nok, at jeg ikke var. Det er familieforbandelsen,
jeg har fået i gave, og det var din yndlingshistorie dengang, der
stadig var ømhed i dit hjerte for mig. Du, som elskede, når blodet
sprøjtede og tanden røg ud, og mor græd og græd, så hun måtte
på hospitalet, og doktoren hældte cement i øjnene, så hun ikke
skulle tørre helt ud, og Loven blev tungere og tungere i den uge og
sugede alting til sig, mens mor var borte, inden han tog afsted og
efterlod et hul i luften, hvor Loven havde været. Inden Loven, som
alting roterede om, blev suget ind i sig selv og forsvandt, og alt,
hvad den indtil da havde holdt oppe, standsede og stod stille i
luften et øjeblik, inden de faldt, da han gik, før hun vendte
tilbage og ikke kunne græde mere, og jeg så ham, fra hvor jeg gemte
mig bag gardinet, da han gik ned ad havegangen og så sig tilbage en
sidste gang uden at se mig, inden han forsvandt som en ond drøm, jeg
drømte nat efter nat, hvor han gik ned ad havegangen og så sig tilbage
en sidste gang, og en sidste gang, og en sidste gang, inden mor kom
tilbage en dag eller tre senere. Hun fik cementen i pilleform og tog
for meget og blev gul og stiv, så hun måtte på hospitalet igen og
have flere piller, så tårerne stod stille i øjnene, når hun sad i
lænestolen i hjørnet af stuen og så op i loftet, der blev spejlet
i hendes briller, og du lagde din hånd på mit hoved, der lå i dit
skød, dengang for længe siden da du stadig gad høre om min
ulykkelige barndom, inden jeg selv blev min far, og du blev hende,
der ikke havde flere tårer tilbage for mig.
- fra Island, roman på vej ...
