Når han sad sammenkrummet og spillede ved Steinwayflyglet, lignede han en krøbling, sådan kender hele den musikalske verden ham, men hele denne musikalske verden ligger under for en total illusion, tænkte jeg. Glenn bliver uden undtagelse gengivet som en krøbling og svækling, som én, der er gennemsyret af ånd, én man kun tilskriver forkrøblingen og den hypersensibilitet, der går hånd i hånd med forkrøblingen, i virkeligheden var han en atletisk type, meget stærkere end Wertheimer og mig tilsammen, det så vi med det samme, dengang han egenhændigt gav sig i kast med at fælde en ask, der stod foran hans vindue, og som forhindrede ham i at spille klaver. Han fældede asken, der mindst var en halv meter i diameter, alene, vi fik slet ikke lov til at komme i nærheden af den, ligesom han med det samme savede asken i mindre dele og stablede brændestykkerne op ad husmuren, typisk amerikaner, tænkte jeg dengang, tænkte jeg. Glenn havde dårligt nok nået at vælte den generende ask, førend han fik det indfald at trække gardinerne i sit værelse for og rulle persiennerne ned. Jeg kunne have sparet mig at fælde asken, sagde han, tænkte jeg. Vi fælder ofte en sådan ask, mange af sådanne mentale asketræer, sagde han, og vi kunne have sparet os det ved hjælp af et kunstgreb, sagde han, tænkte jeg. Allerede første gang han satte sig til Steinwayflyglet ved Leopoldskron blev han forstyrret af asken uden for vinduet. Uden overhovedet at spørge ejerne gik han ud i redskabsskuret, hentede økse og sav og fældede asken. Hvis jeg skal spørge i lang tid, sagde han, så mister jeg bare tid og energi, jeg fælder asken med det samme, sagde han og fældede den, tænkte jeg. Asken havde dårligt nok ramt jorden, før det faldt ham ind, at han bare havde behøvet at trække gardinerne for og rulle persiennerne ned. Han skar den fældede ask i mindre stykker uden vores hjælp, tænkte jeg, og genoprettede den totale orden, der hvor asken havde stået. Hvis der er noget, der hindrer os, må vi fjerne det, havde Glenn sagt, om så det bare er en ask. Og vi skal ikke først spørge, om vi må fælde asken, derved gør vi os svagere. Hvis vi først spørger, er vi allerede så svækkede, at det skader os, ja, at det måske endda ødelægger os, sagde Glenn, tænkte jeg. Ingen af hans tilhørere, af hans tilbedere, hvilket jeg øjeblikkeligt tænkte igen, ville nogensinde komme på den idé, at det er muligt for denne Glenn Gould, der så at sige er kendt og berømt i hele verden for at være indbegrebet af kunstnerens ursvaghed, på kortest mulige tid at fælde en stærk, sund, halv meter tyk ask alene og at stable delene fra den fældede ask langs med en husmur, og dét endda under grufulde klimatiske forhold, tænkte jeg. Tilbederne tilbeder et fantom, tænkte jeg, de tilbeder en Glenn Gould, der aldrig har eksisteret. Men min Glenn Gould er meget større end deres, min er den mest tilbedelsesværdige, tænkte jeg.

Thomas Bernhard: Undergængeren

oversat af Søren R. Fauth